Fagforbund: Regeringen sparer på den danske model

Regeringens beslutninger om at nedlægge centrale råd, der sikrer opretholdelsen af den danske model, vil hverken gavne lønmodtagere eller arbejdsgivere. Tværtimod vil det koste statskassen dyrt, skriver Henning Overgaard og Henrik W. Petersen.

Regeringen har pålagt sig selv at spare på antallet af offentligt ansatte i staten.

Men når regeringen i den forbindelse vælger at nedlægge Arbejdsmiljørådet og Beskæftigelsesrådet er det også noget, der rammer det unikke samarbejde, vi har i Danmark, og som vi ved festlige lejligheder kalder den danske model.

Det virker hovedkulds.

På arbejdsmarkedet skal vi nok selv tage os af at forhandle vores overenskomster, men netop på arbejdsmiljøområdet og når det gælder beskæftigelsespolitikken, som jo er lovreguleret, er de to organer afgørende for den fælles opbakning til henholdsvis arbejdsmarkedspolitikken og arbejdsmiljøreguleringen.

{{toplink}}

De to råd er høringsorganer. Men de er også mere end det.

De er i den grad forudsætningen for, at både arbejdsgivere og arbejdstagere er inddraget i den ofte meget tekniske lovgivning og dermed også har ejerskab til lovgivningen, når den skal føres ud i livet.

En spareøvelse, der koster

Samtidig vil regeringen nedlægge de regionale arbejdsmarkedsråd, som har til opgave at "koordinere beskæftigelsesindsatsen, virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed".

Hvem i alverden får noget ud af, at det arbejde ikke længere skal finde sted? Hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere i hvert fald.

I den forbindelse vil vi også spagfærdigt nævne, at arbejdsmarkedets parter i forvejen bærer de tungeste økonomiske byrder i den danske model.

Og samarbejdet – både mellem parterne og mellem regeringen og parterne – er med til at sikre et arbejdsmarked, som er velfungerende og ikke præges af dyre overenskomststridige strejker.

Med andre ord: Det danske samfund sparer milliarder af kroner, fordi vi har den danske model.

Og nu vil man på trods af dette altså så nedlægge de to organer, hvor vi har direkte indflydelse på lovgivningen.

Billigere end spindoktorkorps

Denne spareøvelse vil blive dyr for det danske samfund, og især for lønmodtagerne, som har langt færre midler til lobbyisme over for regering og Folketing end arbejdsgiverorganisationer og store virksomheder.

Vi finder det søgerligt, at Socialdemokratiet er hoppet på den galej.

Nu vil vi nemlig i stedet for samtale og konfliktløsning om arbejdsmiljø og beskæftigelsespolitik få snæver interessevaretagelse.

{{toplink}}

Og hvad værre er: Den tillid, som disse to råds samarbejde er udtryk for, vil over tid være i fare for at gå fløjten.

Og for hvad? For at spare på driften af to råd, der hver især er billigere i drift end regeringens spindoktorkorps.

Vi ved godt, hvad Danmark bedst kan undvære. Og det er ikke det gode samarbejde på arbejdsmiljø- og beskæftigelsespolitikkens område.

Derfor: Træk forslaget tilbage.

Forrige artikel FH sektioner i fælles opråb: Regeringen går direkte til angreb på den danske model FH sektioner i fælles opråb: Regeringen går direkte til angreb på den danske model
Fagforbund: Regeringen sparer på den danske model

Fagforbund: Regeringen sparer på den danske model

Regeringens beslutninger om at nedlægge centrale råd, der sikrer opretholdelsen af den danske model, vil hverken gavne lønmodtagere eller arbejdsgivere. Tværtimod vil det koste statskassen dyrt, skriver Henning Overgaard og Henrik W. Petersen.