Et system der virker
DEBAT: Refusionssystemet for de ledige bør ændres, så det er målet om at få den ledige i job, der bliver styrende, skriver Jørgen Borre Larsen, direktør for Jobrådgivernes Brancheforening.
Af Jørgen Borre Larsen
Direktør for Jobrådgivernes Brancheforening
Direktør i ASE Karsten Mølgaard gør i sit indlæg af 3. november endnu et forsøg på at forklare, hvorfor ledige A-kassemedlemmer skal tvinges i A-kassen og nægtes mulighed for at vælge en bredere vifte af beskæftigelsesrettede tilbud. Men Mølgaard blander æbler og pærer sammen, når han noget mudret bruger de eksisterende strukturelle vilkår, der er bestemt af politikerne, til at argumentere for sin sag.
Mølgaard kritiserer de strukturelle vilkår for at være uhensigtsmæssige, da de fremmaner et system, "der kaster den ledige frem og tilbage mellem tilbud". Og dette bruger han som argument for, at de kommunale jobcentre ikke kan varetage beskæftigelsesindsatsen for A-kassemedlemmer.
Vi er enige om, at der er visse uhensigtsmæssigheder i det nuværende system. Men de strukturelle vilkår er politisk bestemt og udstikker rammerne for, hvordan jobcentre såvel som private aktører skal agere. Hvordan A-kasserne vil agere anderledes end jobcentrene eller vores medlemmer på disse vilkår, fremgår ikke af Mølgaards argumentation.
I Jobrådgivernes Brancheforening ser vi ikke A-kasserne som en løsning på de strukturelle uhensigtsmæssigheder. Men nu hvor Mølgaard har forladt argumentationen for A-kassernes monopol og drejet den over på de af politikerne bestemte vilkår, vil vi da gerne bidrage til at oplyse A-kasserne og andre interesserede om, hvordan vi mener, at systemet kan indrettes
mere hensigtsmæssigt.
Jobrådgivernes Brancheforening foreslår, at det nuværende refusionssystem ændres, så det er målet om at få den ledige i job, der bliver styrende og ikke høje refusionssatser for specifikke tilbud. Når belønningen er afhængig af aktiveringsinstrumentet, er der fare for, at fokus bliver på aktiveringen (og dermed skaber meningsløs aktivering) og ikke på resultaterne af aktiveringen - altså om den ledige kommer i job eller tættere på arbejdsmarkedet. Et
instrumentneutralt refusionssystem vil medføre, at den ledige får de tilbud, der individuelt vurderes at være de bedst egnede til at hjælpe dem hurtigt i arbejde. Og ikke det tilbud, der udløser den højeste refusion.
Refusionen skal i stedet udløses, når den ledige er kommet mærkbart tættere på
arbejdsmarkedet enten i form af beskæftigelse eller uddannelse. Dette forudsætter
selvfølgelig, at der introduceres få og simple målekriterier for, hvornår
beskæftigelsesindsatsen er en succes (og dermed udløser refusion). Dette kræver dog en differentiering mellem matchgruppe 1, 2 og 3 i belønningssystemet.
For matchgruppe 1 bør det økonomiske incitament for jobcentre være en funktion af den besparede forsørgelse ved at få flest mulige i arbejde eller uddannelse. For matchgruppe 2 og 3 bør refusionen gives ud fra, at den ledige rykker tættere på arbejdsmarkedet. Det vil sige, at effekter af indsatsen skal kunne indfange de "mellemstationer", som borgeren gennemgår i forskellige typer aktiveringsprojekter.
Når jobkonsulenter - kommunale som private - belønnes på at få de ledige i arbejde og ikke på specifikke tilbud, giver det gennemskuelighed og hjælper den ledige.
Vil A-kasserne være med til at støtte et sådant forslag? Eller mener de stadig at kunne løse opgaven bedre på de eksisterende strukturelle vilkår - og i så fald hvordan?
Mølgaard har gode argumenter for, hvorfor A-kasserne skal være en del af
beskæftigelsesindsatsen. Men vi har til stadighed ikke hørt, hvorfor deres tilbud er så gode og altomfavnende, at de ledige skal tvinges til at være i A-kasserne og forhindres i at kunne vælge bredt. Er det virkelig til gavn for de ledige?
