EL: Pensionsaftalen er pilskæv og socialt uretfærdig
DEBAT: Regeringens pensionsaftale er omfordelingspolitik til gavn for de rigeste betalt af os alle sammen. Regeringen har haft travlt med skatterabatter i stedet for at lave en løsning på samspilproblemet, der virker, og som er socialt retfærdig, skriver Rune Lund (EL).
Af Rune Lund (EL)
Finansordfører og skatteordfører
Regeringens pensionsaftale kommer mest de rigeste til gavn, og de, der er pensionister i dag, bliver forbigået. Samtidig snupper aftalen 8 milliarder kroner fra råderummet, der kunne have været brugt til velfærd.
Det er ganske enkelt en dårlig og skæv aftale, der tager penge fra vores fælles velfærd.
Den løsning, som regeringen og DF har valgt, bliver ikke kønnere af, at der nu er kommet svar på en række spørgsmål, som jeg har stillet i forhold til de fordelingsmæssige konsekvenser af pensionsaftalen.
Tallene taler deres tydelige sprog: Pilskævt. De 10 procent af befolkningen, der har de laveste indkomster, vil med aftalens pensionsfradrag få en skattenedsættelse på 50 kroner om året. De rigeste 10 procent vil i gennemsnit få en skattenedsættelse på 2.010 kroner.
Det kan man da kalde omfordeling, der vil noget, til gavn for de rigeste. Betalt af os allesammen. Og forslaget var blevet endnu mere skævt, hvis ikke der var indført en maksimalgrænse på 70.000 kroner for fradraget.
Aftalen tilgodeser de rige
Aftalen indebærer også en udvidelse af beskæftigelsesfradraget til også at omfatte pensionsindbetalinger. Denne del af aftalen vil i kroner og øre betyde, at de, der har allermindst, får mindst. Det samme gælder aftalens forhøjelse af beskæftigelsesfradraget med 1.000 kroner. Her er der nul kroner til de 10 procent af befolkningen, der tjener mindst, og 160 kroner til de 10 procent af befolkningen, der tjener mest.
Selve pensionsaftalen indeholder også et såkaldt ”målrettet jobfradrag”, en sænkelse af bundskatten og forringelser af muligheden for optjening af velfærdsydelser. Der er også skævhed i disse forslag fra start til slut.
I særdeleshed det såkaldte målrettede jobfradrag, der er solgt, som om det skulle være til særlig gavn for de lavestlønnede, fortjener en kommentar. Regeringen skriver selv i svaret vedrørende jobfradraget, at der med aftalen ”indføres et nyt jobfradrag målrettet de laveste indkomster”.
Men hvis dette fradrag skulle være målrettet de laveste indkomster, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan et fradrag måtte se ud, hvis regeringen en dag ville sælge vælgerne et fradrag som værende målrettet dem med de højeste indkomster.
For de 10 procent med de laveste indkomster får 20 kroner, mens de rigeste 10 procent får 440 kroner. Så i det omfang dette jobfradrag er målrettet, så er det til de rigeste. Det kan man også se i forhold til, hvor stor en del af udgiften for statskassen, der går til at betale for skattenedsættelsen for dem med de laveste indkomster.
Jobfradraget koster 1,4 milliarder kroner om året, men kun 160 millioner kroner går til dem, der tjener op til 300.000 kroner om året. Resten går til dem, der tjener mere, og topskatteyderne lægger beslag på 280 millioner kroner.
Mangler en løsning, der er socialt retfærdig
Det bliver endnu mere absurd, når regeringen faktisk bare kunne have løst problemet ved at hæve grænsen for, hvornår pensionister bliver modregnet i pensionstillægget.
Det ville have været en enkel og gennemskuelig løsning, der ville komme både nuværende og kommende pensionister til gavn.
Men regeringen ville hellere lave skatterabatter til gavn for de rigeste frem for at lave en enkel og socialt retfærdig løsning. Vi har derfor stadig til gode at arbejde for en løsning på samspilsproblemet, der virker, og som er socialt retfærdig.
PFA har gjort verdensmål til deres egne: "Der er brug for, at vi bliver konkrete"
Kronik: Kommuner har et ansvar for at komme skattely til livs
