DF: Thorning beholder dagpengene i syltekrukken

DEBAT: Udsigten til en afgørelse om dagpengeproblematikken er stadig lang. Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti Bent Bøgsted efterlyser klare udmeldinger fra regeringen forud for et nyt folketingsår.

Af Bent Bøgsted
Beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti

Nu starter Folketinget snart op igen.

Årsmøderne og landsmøderne er overstået. DF fra Herning og Socialdemokraterne fra Aalborg. 

Den store åbenbaring fra Statsministeren var åbenbart, at nu skulle der ske noget på dagpengeområdet.

Det nye er så, at dagpengekommisionen skal være færdig med deres arbejde i september 2015 i stedet for december 2015. 

Der skal ske noget, men hvad?
Så nu tager regeringen rigtig fat i problemerne. Øh? Jamen, det er jo ikke sådan, at man bare laver en ny dagpengereform i løbet af nogle få uger, hvis det skal gøres grundigt. 

Det er jo ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt det skal være to år på dagpenge og et halvt års genoptjening af dagpengeretten. Det handler også om supplerende dagpenge, tvungen afspadsering af overarbejde og om jobrotation, som ikke giver optjening af dagpenge, men som akademikerne har særordning på. Dertil kommer meget andet, der skal ses efter og tilpasses et nyt system. 

Der er jo meget, der skal indgå i et konjunkturbestemt dagpengesystem, som DF ønsker det. Men jeg er langtfra sikker på, at det er dét Socialdemokraterne vil til den tid. 

Thorning vil have fred
Men et er sikkert. Statsministeren prøver at skabe ro om dagpengesystemet med den store åbenbaring om, at kommisionen skal være hurtigere færdig med sit arbejde. 

Men det står nok klart, at det nok ikke bliver Helle Thorning Schmidt, der står i spidsen for den regering, der kommer til at arbejde med et nyt dagpengesystem. 

Faren ved det hele kan være, at det ender som en syltekrukke, og at der til den tid ikke er det store ønske om et nyt system. 

Ambitioner efterlyses
DF ønsker et konjunkturbestemt dagpengesystem. Det gør vi nu, og det gør vi også i 2015.

Men der er efterhånden sagt så meget om dagpenge, at det ikke står helt klart, hvad de forskellige partier ønsker, efter kommisionen er kommet med et resultat. 

Der er jo også behov for, at arbejdsmarkedets parter inddrages i arbejdet med en reform, hvis den skal være langtidsholdbar. Så mon ikke vi er inde i 2016, inden der er et forlig om dagpenge. 

Indtil da står DF ved løfterne om, at vi vil hjælpe regeringen med hensyn til genoptjeningsretten. 

En klar udmelding om, hvad regeringen vil, er også ønskeligt. Som det er nu, er der jo tilsyneladende stor uenighed i regeringen. 

DF ser frem til efterårets arbejde, og mon ikke dagpenge bliver ved med at fylde en del i nyhederne og på Christiansborg.

Forrige artikel Videre i kampen mod social dumping Videre i kampen mod social dumping Næste artikel Lad løsninger gå forud for traditioner i beskæftigelsesreformen Lad løsninger gå forud for traditioner i beskæftigelsesreformen