Lad løsninger gå forud for traditioner i beskæftigelsesreformen

DEBAT: DA og LO skal ikke have monopol på at sidde med omkring bordet i de nye regionale arbejdsråd. Sådan lyder budskabet fra direktør i Ase Karsten Mølgaard Jensen, der i stedet peger på jobkonsulenter og repræsentanter fra virksomheder og de ledige selv, der med jord under neglene kan bidrage med vigtig viden fra den virkelige verden. 

Af Karsten Mølgaard Jensen
Direktør i den tværfaglige a-kasse Ase

Mens de fleste politikere er optaget af at diskutere dagpengelængde og optjeningskrav, er de forslag, der kom ud af Koch-udvalgets rapport om et nyt beskæftigelsessystem, så småt ved at blive kørt i stilling. Et vigtigt element handler om nedsættelsen af de nye regionale arbejdsmarkedsråd (RAR). Rådene overtager pladsen fra blandt andre de lokale beskæftigelsesråd.

LO og DA er nærmest rutinemæssigt gået i gang med at forberede udpegningen af repræsentanter til RAR, men det mener vi fra Ases side er en uheldig tilgang. Det er helt afgørende for reformens succes, at alt, hvad der foretages af ny organisering på området, bliver tænkt med målet for øje: Flere ledige tilbage i varig beskæftigelse. I det lys er det et rigtig dårligt udgangspunkt at starte med at gøre, som man plejer.

Mere handling, mindre politik
Vi foreslår derfor en helt anden tilgang, som blandt andet indebærer, at de gamle organisationers rolle nedtones. I stedet skal der gives plads til blandt andre ledige, virksomheder/HR-afdelinger og erfarne jobkonsulenter fra både a-kasser og jobcentre, flankeret af eksperter, som kender statistik og historik.

Det vil give mulighed for, at rådene kan bidrage med en effektiv, kritisk kontrol/evaluering af aktører og processer i indsatsen samt give systemets dagligdags praksis et løbende ”reality tjek”, der kan bruges i justering både overordnet og på detaljeplan.

På den måde vil RAR blive drevet med udgangspunkt i de lediges og i virksomhedernes konkrete behov snarere end med udgangspunkt i traditionelle mønstre fra tidligere, lignende råd. 

Tanken er altså, at i stedet for, at ledige og virksomheder primært er til stede i form af lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, er de reelt til stede. Dette ud fra en tanke om, at netop de er de største eksperter i konsekvenserne af beskæftigelsessystemets praktiske udmøntning og de bedste til straks at råbe vagt i gevær, hvis systemet begynder at udvikle en ikke hensigtsmæssig praksis, som tilfældet blandt andet har været med ”samtalecirkus”, ”pipfuglekurser” og så videre, som ikke blev stoppet i tide.

Tættere på virkeligheden?
Både LO, DA, jobcenterchefer med flere vil måske hævde, at de er tæt på både de lediges hverdag og virksomhedernes rekrutteringsbehov. Men sandheden er, at i det nuværende system har dårlige og uvirksomme løsninger mange (ikke alle) steder fået lov at leve uantastet videre til trods for, at netop LO og DA har været tæt på de politiske processer i blandt andet de lokale beskæftigelsesråd. Kan man forestille sig, at det var sket, hvis ledige og jobkonsulenter løbende havde evalueret systemets processer? Jeg tror det ikke.

Klar opgavebeskrivelse
Det er samtidigt afgørende, at der laves en stram opgavebeskrivelse for rådenes arbejde. Den beskrivelse, der foreligger i den politiske aftale, er ukonkret og definerer ikke en klar opgave for rådene. Eftersom rådene heller ikke får nogen væsentlig bevillingsmæssig betydning, risikerer man at få en giftig cocktail af manglende målsætninger, indflydelse og betydning.

To slags politikere
Rationalet for stort set at trække organisationerne ud af ligningen er tillige, at de i høj grad er politiske aktører med røde eller blå holdninger, som rækker ud over blot at være repræsentanter for bestemte interessentgrupper. Ved at lade LO og DA optræde i rådene i stedet for eksempelvis ledige og virksomheder får man i praksis råd, der indeholder to typer politikere - de folkevalgte politikere fra eksempelvis kommuner og organisationspolitikerne. Frem for politikere, borgere og eksperter.

Resultater skal bredes ud
Der er også grund til at se nærmere på selve rammerne for den måde, RAR skal drives på. Ase foreslår, at rådene frem for at være beslutningsmøder afvikles som workshops, som giver konkrete, håndfaste, brugbare og let kommunikerbare resultater (der er i øvrigt alligevel ikke nogen penge at fordele på rådsmøderne). Også afrapporteringen skal der arbejdes med. Alle resultater kan eksempelvis formidles i forskellige formater, herunder video, som sikrer en optimal grad af de facto anvendelse og deling af best practice.

Hos Ase er vi naturligvis indforståede med, at fjernelsen af magt fra traditionelle organisationer næppe vil være sød musik i alles øren. Til gengæld vil der være rig mulighed for at inddrage organisationer, politikere og forskere i rådets arbejde i forbindelse med konferencer, møder og arrangementer. Vi håber, at der fra politisk side er mod på forandring, ikke blot hvad angår de overordnede rammer, men også i implementeringen af reformen. I sidste ende er det her, beskæftigelsesreformen skal vise sit værd.

 

Forrige artikel DF: Thorning beholder dagpengene i syltekrukken DF: Thorning beholder dagpengene i syltekrukken Næste artikel En guide i dagpengedebatten En guide i dagpengedebatten