FSD: Jobcenterbesparelser hænger ikke sammen med nær indsats til de svageste

Der er noget, som ikke hænger sammen.

Vi skal i kommunerne spare over en milliard kroner på jobcentrene som led i finansieringen af arnepensionen. Den første del af besparelsen er vedtaget og vil medføre færre tilbud til unge fremover.

Samtidig er der en bred erkendelse af, at de unge uden uddannelse eller job såvel som borgere med sammensatte problemer, blandt andet lange ledighedsforløb, har brug for en langt mere nær, håndholdt og helhedsorienteret indsats på tværs af kommunens forvaltninger.

Det har Folketingets partier erkendt, og derfor er en ny hovedlov om helhedsorienteret sagsbehandling på vej, og det har Reformkommissionen med Nina Smith i spidsen senest dokumenteret i dens første rapport 'Erkendt, forsøgt løst, uløst'.

Kæden hopper af

Vi møder dagligt unge såvel som voksne med sammensatte problemer i jobcentrene. For over de sidste 20 år er socialpolitik løbende blevet løftet længere og længere ind på beskæftigelsesområdet.

Det overordnede formål er fortsat job eller uddannelse, men midlerne dertil kan især for gruppen af aktivitetsparate ofte have et socialpolitisk sigte på personlige, sociale og sundhedsmæssige problemstillinger.

Det er her, at kæden hopper af. Hvordan skal store besparelser på jobcentrene gennemføres, samtidig med at enigheden breder sig om, at udsatte unge og voksne med manglende selvtillid, psykiske lidelser, børn i dårlig trivsel men uden fast bolig og måske med noget misbrug har brug for en håndholdt, tværgående og helhedsorienteret indsats?

Jeg er helt med på, at vi sagtens kan lade ressourcestærke jobparate ledige, som kun kortvarigt er mellem to jobs, betjene sig selv i et virtuelt jobcenter.

Det er der masser af perspektiv i, og det har vi allerede taget hul på udviklingen af i kommunerne. Folketinget må meget gerne hjælpe og lette yderligere på proces- og dokumentationskrav, men så er vi også ved at have plukket de lavthængende frugter.

Afstanden til beskæftigelse risikerer at stige

Dansk Arbejdsgiverforening har netop meldt ud, at de ikke synes, at der behøver at være jobcentre i alle kommuner.

Selvom det godt kan virke som en besnærende tanke, er det helt nødvendigt at føre den til ende. For hvis forslaget gennemføres, skal vi så bede nogle af de svageste borgere, som ikke kan nøjes med at betjene sig selv virtuelt, om at rejse til nabokommunen eller nabo-nabokommunen for at tale med for eksempel en jobkonsulent?

Mennesker, som måske ikke engang kan overskue at hente deres egen medicin på apoteket. For den enkelte unge eller voksne risikerer afstanden til beskæftigelse at stige tilsvarende med afstanden til jobcentret.

Socialpolitikken mangler opmærksomhed

I kommunerne er vi tæt på borgerne. Vi kender de virksomheder, som mangler arbejdskraft.

Vi ved, hvem der kan rumme fleksjobbere, har brug for sæsonarbejdere og kan løfte et socialt ansvar. Det har stor betydning, når vi skal matche ledige med ledige jobs.

Men besparelserne på beskæftigelsesindsatsen og Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om at reducere antallet af jobcentre kan også være en velkommen anledning til, at vi nytænker vores socialpolitik. Den har i mange år manglet opmærksomhed og udvikling.

Tilsvarende vil Reformkommissionens udspil helt sikkert medvirke til en fornyet debat om mål og virkemidler for de målgrupper, som vi slet ikke formår at hjælpe tilstrækkeligt i dag.

Selvom den generelle tilfredshed med kommunale ydelser og jobcentre igen og igen viser sig stor i mange undersøgelser, er der tydeligvis en gruppe udsatte unge og voksne, som ikke kan bruge den tilbudte hjælp til at komme videre i eget liv.

De borgere hører kun (lovgivningens) krav og trusler fra sagsbehandleren, og de fortæller ofte, at de er ude i en kamp med kommunen – eller systemet, om man vil.

Social- og beskæftigelsespolitik skal i sync

Det er på tide at nuancere mål og midler i beskæftigelses- og socialpolitikken.

De skal begge være meget mere ambitiøse, meget mere i sync med hinanden og meget mere end i dag tage afsæt i og inddrage hvert enkelt menneskes behov, forudsætninger og drømme.

Og det skal kunne ske med den tålmodighed, som kan være nødvendig for mange unge og ledige langt fra uddannelse eller job.

Vejen til beskæftigelse foregår ikke altid i fugleflugtslinje, men man kan godt nå i mål alligevel. Men det kræver, at vi tør overlade en større del af styrepinden til den enkelte borger – i samarbejde med sagsbehandleren. Deres relation skal sikre resultaterne.

Derfor spørger jeg igen: Er tiden i virkeligheden ikke kommet til at gentænke vores beskæftigelses- og socialpolitik? Eller må jeg nøjes med at spørge: Hvem er den næste gruppe af ledige, som vi skal hjælpe mindre?

{{toplink}}

debat@altinget.dk