Tryghed skal der til

Af Dennis Kristensen
Formand for FOA

En af de lidt upåagtede nyheder denne sommer handlede om, at det offentlige nu har overhalet det private erhvervsliv i væksten af varslede masseafskedigelser. Altså afskedigelser, der omfatter så mange lønmodtagere, at arbejdsgiveren skal følge særlige regler for varsling, information og forhandling.

Paradokset i den offentlige sektor
Det er et af de første tegn på det paradoks, som vi vil opleve i de kommende år:
Det private erhvervsliv bevæger sig - forhåbentligt - ud af den økonomiske krise, og hjulene på de private arbejdspladser begynder igen at snurre med faldende ledighed til følge.

Samtidig bevæger den offentlige sektor sig ind i krisen. Hjulene på de offentlige arbejdspladser begynder at gå i stå og ledigheden blandt offentligt ansatte stiger.

Forklaringen på paradokset er sådan set simpel nok. Når krisen begynder at aftage, starter den positive spiral, og når krisen tager til, så går tingene i stå. Den offentlige sektor føres ind i den krise, som det private erhvervsliv samtidig forlader, fordi regeringen med sin Genopretningspakke har placeret regningen for krisen på den offentlige sektors bord.

Massive sparerunder
Alene i 2010 har halvdelen af kommunerne genåbnet deres budgetter for i alt at spare omkring 1 milliard kroner, og den igangværende budgetlægning for kommunerne til næste år tyder på besparelser i størrelsesordenen 4 milliarder kroner. Samtidig har regionernes sygehusvæsen gennemført et utal af prikkerunder blandt de ansatte.

Det har allerede betydet stribevis af opsigelser i 2010, og de næste tre års 0-vækst i kommunerne og begrænsede vækst i regionerne vil føre til yderligere opsigelse af tusindvis af ansatte.

Offentligt ansatte ladt i stikken
Da krisen satte ind tog de private virksomheder fat på tilpasning af arbejdsstyrken. De store virksomheder lagde sig særligt i selen for at hjælpe de opsagte medarbejdere videre i arbejdslivet.

Selvom kommuner og regioner er blandt landets største arbejdsgivere, så er der ikke her tradition for at gøre noget ekstra, når veltjente medarbejdere uden egen skyld mister arbejdet. Her rækker hjælpen til medarbejderne ikke meget længere end til portoen på opsigelsesbrevet.

Den forskel mellem store private og store offentlige arbejdsgiveres behandling af medarbejderne kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt.

Overenskomstforhandlinger i tryghedens tegn
Derfor må de forestående overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor nødvendigvis stå i tryghedens tegn. Der er brug for en overordnet tryghedsaftale, der kan omsættes til lokalt brug, og som sigter på både omskoling, efteruddannelse, omplacering, fratrædelsesordninger, kompetenceudvikling og meget mere.

Kommuner og regioner har ikke pengene til at opføre sig som anstændige arbejdsgivere. Dertil strammer regeringens økonomiske kvælerhalsbånd alt for meget.

Derfor må finansministeren løsne på halsbåndet, så nogle af landet største arbejdspladser kan opleve, at deres offentlige arbejdsgiver også prøver at lægge sig i selen for at hjælpe opsagte medarbejdere videre i deres arbejdsliv.

Der skylder vi ganske enkelt dem, der har knoklet i årevis i den offentlige velfærd og service.

debat@altinget.dk