Hvordan forløser vi det uforløste potentiale?
DEBAT: Flere midler er ikke altid den eneste vej til bedre og nye måder at løse velfærdsopgaver på, skriver Lars René Petersen, direktør på Center for Socialøkonomi.
Af Lars René Petersen
Direktør, Center for Socialøkonomi
Kommunernes økonomi er på alles læber i disse tider - og indgår med afsæt i finanskrisen som en del af den større bekymring om den gordiske velfærdsknude. Fremtidsscenariet er, at færre skal gøre mere for flere - men gøre det billigere. Pengene er i fokus. De fleste kommuner befinder sig midt i store sparerunder og skærer nu der, hvor det kan mærkes i forringelser i service for borgerne og forringelser i arbejdsvilkår for medarbejderne.
Det er fakta og det udgangspunkt, vi alle lige nu har for vores arbejde. Men hvordan kommer vi videre?
Vi kan jo starte med at slå fast, at et ensidigt fokus på, at tilførsel af flere penge er den eneste vej frem, er for snævert. Det skygger for, at tingene kan gøres på andre måder - og det risikerer at skygge for det store potentiale, der er i samfundet for at skabe nye måder at løse velfærdsopgaverne på, herunder at gøre de svageste ledige til aktive samfundsborgere.
Sociale virksomheder er godt eksempel
I mit daglige virke ser jeg en masse uforløst arbejdsmarkedspotentiale - hos kommunale medarbejdere, der er iderige og proaktive, og hos helt almindelige borgere, der eksempelvis som pårørende eller frivillige ofte både har evnerne og modet til at tage kampen op og forsøge sig som velfærdsinnovatører og sociale iværksættere.
Nogle eksempler: Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune blev for nylig bedt om at komme med forslag til sparemuligheder i kommunen. Og der kom masser af gode forslag om sammenlægninger af plejehjem og ældreboliger, bedre lokaleanvendelse mv., som økonomiforvaltningen nu ser på - for det er jo netop medarbejderne, der i det daglige kan se, hvor man nemt kan lave effektiviseringer i arbejdsgange mv. - og dermed sikre flere hænder.
Jeg ser det også blandt de borgere, der på eget initiativ opretter socialøkonomiske virksomheder, der skaber jobmuligheder for førtidspensionister, nye supplerende tilbud til den offentlige sundhedsindsats eller nye initiativer inden for pleje til ældre og handicappede.
Det er virksomheder som Proremus, en grafisk it-virksomhed, der skaber arbejdspladser for psykisk sårbare, eller Props & Pearls, en butik og sundhedslounge for kræftramte kvinder, der inddrages aktivt i at udvikle indsatser og behandling af kræft i tæt samarbejde med sundhedsvæsnet. Eller det er Fonden Mariehjemmene, der driver plejehjem med vægt på tæt involvering med en høj grad af medarbejder- og brugertilfredshed til følge.
Begrænsede midler er en mulighed
Der findes således gode eksempler på, hvordan en systematisk og strategisk brug af praksiskendskab, faglige kompetencer og involvering skaber effektiviseringer, bedre indsatser og vækst inden for velfærd. Derfor tror jeg på, at vi kan komme videre ved at bruge idéer og viden fra de mennesker, der har problemerne tæt inde på livet.
Penge er centrale men ikke altid den eneste vej til at skabe en bedre indsats. Så når vi nu står i en situation med begrænsede midler, så lad os benytte lejligheden til at se, hvilke andre muligheder der findes derude - det vil med stor sandsynlighed vise sig at være en god menneskelig og samfundsmæssig forretning.
Direktør, Center for Socialøkonomi
Kommunernes økonomi er på alles læber i disse tider - og indgår med afsæt i finanskrisen som en del af den større bekymring om den gordiske velfærdsknude. Fremtidsscenariet er, at færre skal gøre mere for flere - men gøre det billigere. Pengene er i fokus. De fleste kommuner befinder sig midt i store sparerunder og skærer nu der, hvor det kan mærkes i forringelser i service for borgerne og forringelser i arbejdsvilkår for medarbejderne.
Det er fakta og det udgangspunkt, vi alle lige nu har for vores arbejde. Men hvordan kommer vi videre?
Vi kan jo starte med at slå fast, at et ensidigt fokus på, at tilførsel af flere penge er den eneste vej frem, er for snævert. Det skygger for, at tingene kan gøres på andre måder - og det risikerer at skygge for det store potentiale, der er i samfundet for at skabe nye måder at løse velfærdsopgaverne på, herunder at gøre de svageste ledige til aktive samfundsborgere.
Sociale virksomheder er godt eksempel
I mit daglige virke ser jeg en masse uforløst arbejdsmarkedspotentiale - hos kommunale medarbejdere, der er iderige og proaktive, og hos helt almindelige borgere, der eksempelvis som pårørende eller frivillige ofte både har evnerne og modet til at tage kampen op og forsøge sig som velfærdsinnovatører og sociale iværksættere.
Nogle eksempler: Medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune blev for nylig bedt om at komme med forslag til sparemuligheder i kommunen. Og der kom masser af gode forslag om sammenlægninger af plejehjem og ældreboliger, bedre lokaleanvendelse mv., som økonomiforvaltningen nu ser på - for det er jo netop medarbejderne, der i det daglige kan se, hvor man nemt kan lave effektiviseringer i arbejdsgange mv. - og dermed sikre flere hænder.
Jeg ser det også blandt de borgere, der på eget initiativ opretter socialøkonomiske virksomheder, der skaber jobmuligheder for førtidspensionister, nye supplerende tilbud til den offentlige sundhedsindsats eller nye initiativer inden for pleje til ældre og handicappede.
Det er virksomheder som Proremus, en grafisk it-virksomhed, der skaber arbejdspladser for psykisk sårbare, eller Props & Pearls, en butik og sundhedslounge for kræftramte kvinder, der inddrages aktivt i at udvikle indsatser og behandling af kræft i tæt samarbejde med sundhedsvæsnet. Eller det er Fonden Mariehjemmene, der driver plejehjem med vægt på tæt involvering med en høj grad af medarbejder- og brugertilfredshed til følge.
Begrænsede midler er en mulighed
Der findes således gode eksempler på, hvordan en systematisk og strategisk brug af praksiskendskab, faglige kompetencer og involvering skaber effektiviseringer, bedre indsatser og vækst inden for velfærd. Derfor tror jeg på, at vi kan komme videre ved at bruge idéer og viden fra de mennesker, der har problemerne tæt inde på livet.
Penge er centrale men ikke altid den eneste vej til at skabe en bedre indsats. Så når vi nu står i en situation med begrænsede midler, så lad os benytte lejligheden til at se, hvilke andre muligheder der findes derude - det vil med stor sandsynlighed vise sig at være en god menneskelig og samfundsmæssig forretning.
