Et enstrenget beskæftigelsessystem?

DEBAT: Forskellene i jobcentrenes administration og indsats overfor de to typer af ledige er stadig for store, selvom meningen med sammenlægningen var at skabe et enstrenget system, skriver jobcenterchef i Esbjerg Kommune, Lise Willer.

Af Lise Willer
Jobcenterchef i Esbjerg

Der skal være én indgang til beskæftigelsessystemet for alle borgere og virksomheder. Indsatsen for den ledige skal passe til, hvad der skal få den enkelte ledige tilbage til eller ind på arbejdsmarkedet. Den skal ikke afhænge af, om den ledige får kontanthjælp eller dagpenge fra a-kassen.

Det er devisen for de bestræbelser, som gennem en årrække er gjort for at etablere et enstrenget beskæftigelsessystem. Lovgivningen for de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere og de forsikrede ledige er løbende blevet harmoniseret og indsatsen er blevet samlet i én organisation - jobcentret - først med todelt ledelse og nu siden august sidste år under fælles ledelse.

Under højkonjunkturen valgte stadig flere - især unge - at spare pengene til a-kassen. Det rammer en del af dem i dag. Mange af dem, der nu melder sig ledige som kontanthjælpsmodtagere, har dermed behov for præcis den samme hjælp til at komme i arbejde som forsikrede ledige. Jeg hilser derfor bestræbelserne på at gøre indsatsen for de to grupper ens velkommen.

Stadig ikke en-strenget
Én indgang til beskæftigelsesindsatsen har vi fået, men der er endnu et stykke vej til, at den enstrengede indsats er fuldt implementeret. Der er således stadig en række forskelle i indsatsen for kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige udover dem, der naturligt hænger sammen med forskellen i de to forsørgelsesydelser:

  • Kun de forsikrede ledige har ret til selvvalgt uddannelse i seks uger
  • Forsikrede ledige kan højst være i en virksomhedspraktik i fire uger. For arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kan praktikken forlænges til 13 uger
  • Kun forsikrede ledige under 25 år har ret til at begynde på en ordinær uddannelse med støtte fra jobcentret i de første måneder
  • Kun forsikrede ledige har ret og pligt til uafbrudt aktivering efter 2½ års ledighed
  • Kun kontanthjælpsmodtagere har efter 140 ugers ledighed ret til selv at aftale en ansættelse med løntilskud med en privat arbejdsgiver

Indviklede refusioner
Og så er der finansierings- og refusionssystemerne. Systemet, der fordeler udgifterne til forsørgelse og aktivering af kontanthjælpsmodtagere mellem staten og kommunen er umådeligt kompliceret. Nu har vi fået et tilsvarende system til fordeling af udgifterne til de forsikrede ledige. Det er bare langt mere indviklet!

Det er en politisk afgørelse, hvilke rammer man ønsker for indsatsen for de ledige, og om de skal være ens for alle. Med dette indlæg vil jeg blot pege på, at for hver eneste forskel tvinges jobcentrene til at have to parallelle systemer. De kræfter, som vi bruger på at etablere og vedligeholde dobbelte administrative forretningsgange, kunne måske bruges til at skabe en mere effektiv - afbureaukratiseret - indsats.

Forrige artikel Andre aktører er en fuser Andre aktører er en fuser Næste artikel Nej tak til samtalecirkus for alle langtidsledige