Andre aktører er en fuser

Af Per Christensen
Forbundssekretær, 3F

Når kommunerne anvender andre aktører i beskæftigelsesindsatsen, får kommunen som hovedregel hverken den bedste eller billigste aktivering af ledige, men måske nok den mest bekvemme for kommunen. Når andre aktører i beskæftigelsesindsatsen har fået et stort omfang, skyldes det ikke omsorgen for de ledige, ønsket om en lavere arbejdsløshed eller en bedre aktivering.

Årsagen er ideologisk betinget og skyldes først og fremmest den borgerlige regerings ønske om at gøre velfærdsfunktioner til et marked. Som daværende beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen udtalte efter valget i 2004:

"Jeg kan ikke komme i tanke om et fortilfælde i dansk politik, hvor der på så kort tid er lykkedes at skabe et så stort marked helt fra grunden." (Nyt fra Beskæftigelsesministeriet 2004)

Den officielle begrundelse for at anvende anden aktør - som fremgik af forligstekst og lovforslag fra henholdsvis 2002 og 2003 - er, at hensigten med at bruge andre aktører i beskæftigelsesindsatsen bl.a. var at skabe en kvalitetsforbedring i aktiveringen. Andre aktører skulle bruges, når de kunne levere en aktivering, der var bedre end den, andre aktører kunne yde.

Mere bekvemt for kommunen
Kommunen opnår en række politiske fordele ved at bruge anden aktør. For det første slipper kommunen for en besværlig kontakt med de ledige - en kontakt, der kan være vanskelig at tackle for kommunen. Forventningerne hos den ledige er svære at indfri for kommunen, når arbejdsløsheden stiger, hvis kommunen ikke råder over tilstrækkeligt uddannet personale, og hvis kommunen ikke agter at afsætte ressourcer til en aktivering af ledige, der sikrer, at den ledige får varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. 

For det andet fjernes kritik af evt. perspektivløs aktivering fra selve kommunen. Politikerne kan være tilbøjelige til at give anden aktør skylden for en eventuel kritik - også selv om kommunen i sidste instans har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen.

For det tredje kan kommunen tælle overdragelsen af dele af beskæftigelsesindsatsen til anden aktør med i den andel af den kommunale aktivitet, der skal konkurrenceudsættes. I dag er andelen på 26,5 % af den kommunale aktivitet, men i 2015 skal den være på 31,5 %.

For det fjerde er der økonomisk gevinst for kommunen ved at udlicitere. Når kommunen selv foretager aktiveringen, får den ikke refusion af administrationen af ledige, men alene af selve aktiveringsudgifterne. Når kommunen udliciterer opgaven til andre aktører, refunderes kommunen både for administrationen af de ledige og for selve aktiveringen. Begge dele indgår i den pris pr. aktiveret ledig, som kommunen betaler anden aktør. Men det betyder selvsagt, at kommunen kan give en anden aktør en forholdsvis høj pris og alligevel slippe billigere, end hvis kommunen selv skulle udføre opgaven.

Ikke den bedste aktivering til prisen
Anden aktør i beskæftigelsesindsatsen er ikke opfundet i Danmark, men stammer fra de angelsaksiske lande, der typisk ikke har kommuner med stor portefølje. Etablering af kontraktforhold mellem borger og institution og mellem private institutioner og offentlige myndigheder kan ses som led i den neoliberale bølge, der skulle gøre dele af den offentlige service til et marked. Idéen er, at markedets orientering mod økonomisk gevinst skulle bevirke, at aktiveringen både blev bedre og billigere.

Flere undersøgelser dokumenterer, at anvendelsen af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen ikke giver den bedste aktivering til prisen. En undersøgelse fra SFI i 2009: "Udlicitering af sagsbehandling" viste, at andre aktører var dyrere, end når staten selv udførte opgaverne overfor ledige. Der argumenteres for, at det skyldes manglende konkurrence og omkostningsbevidsthed.

Nyere tendenser viser imidlertid, at omkostningsbevidstheden hos anden aktør, såvel som når kommunerne selv udfører aktiveringen, er blevet så udstrakt, at aktiveringen for den ledige forekommer at være spild af tid. For at få ordren presser andre aktører prisen så langt ned, så der ikke er plads til en egentlig individuel kontakt med de ledige, sådan som lov om en aktiv beskæftigelsesindsats forudsætter.

Lokale samarbejdsaftaler er vejen frem
En nyere undersøgelse, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har fået foretaget af Deloitte (udgivet december 2009): "Evaluering af brugen af anden aktør under Service- og LVU-udbuddene" viste, at der er stor forskel på, hvor gode andre aktører er til at skaffe ledige i job. Samtidig peger evalueringen på, at jobcentrene generelt ikke bruger andre aktørers resultater, når de vælger, hvilke aktører de samarbejder med.

Den oprindelige idé om, at andre aktører skulle bruges, når de kunne sikre en kvalitetsforbedring, blev heller ikke håndhævet blandt de tre andre aktører, som et specialehold fra Aalborg Universitet undersøgte: Camilla Mie Christensen, Anne Nygaard Just, Hans-Henrik Jørgensen og Palle Nielsen: Inddragelsen af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen under Serviceudbuddet 2006.

Selve idéen om at bruge andre aktører er i øvrigt ikke i god overensstemmelse med den decentrale forvaltningskultur, som vi i form af kommuner har i Danmark. Derimod er der langt mere fornuft i at få etableret lokale samarbejdsstrukturer i form af partnerskabsaftaler mellem arbejdsmarkedets parter og kommunerne, således at beskæftigelsesindsatsen kan styrkes på en værdig og reelt beskæftigelsesfremmende måde for de ledige.

debat@altinget.dk