Katastrofen i jobcentrene udebliver

DEBAT: Jobcentrene vil på alle planer kunne klare opgaven med både kontanthjælpsmodtagere og forsikrede ledige, skriver Jakob Hougaard (S), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Den 1. august overtog kommunerne jobformidlingen for dagpengemodtagere fra staten. Intet skete. De ledige går ind ad samme dør, bliver betjent af de samme medarbejdere ved skranken og søger job på Jobnet, som de altid har gjort.

Kun få ledige har mærket nogen forskel - for ændringen er hovedsageligt sket i toppen. De dobbeltledede jobcentre har fået én samlet ledelse - alt andet ville også være tosset.

Pilotcentrene er bedre
En rapport fra KL viser da også, at de eksisterende pilotcentre, hvor kommunerne allerede har overtaget ansvaret for alle ledige, har bedre resultater end jobcentrene med dobbelt ledelse.

Det har dog ikke forhindret fagforeninger, arbejdsgivere og forskere i at være vældig nervøse for rigets tilstand på arbejdsmarkedet og forudsige kaos i jobformidlingen, når kommunerne overtog. Selv om jeg kun repræsenterer Københavns Kommune, så kan jeg berolige - katastrofen udebliver.

For vel skal der implementeres nye systemer og procedurer og nogle medarbejdere skal flyttes rundt og får nye opgaver, men det hele er meget mere overskueligt, end de nervøse kritikere forestiller sig. Jobcentrene bliver derimod mere effektive, fordi der ikke skal bruges ressourcer til at koordinere en stor driftsopgave mellem to udførende myndigheder.

A-kasserne er ikke bedre
Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om kommunerne er for lokale til at formidle job regionalt og nationalt. Allerede i dag varetager jobcentrene en lokal, regional, national og international beskæftigelsesindsats, og det vil forblive uændret.

At a-kasserne skulle løse denne opgave bedre er for mig at se yderst tvivlsomt. Vi samarbejder allerede nu med masser af arbejdspladser uden for Københavns Kommune. Men A-kasserne har den svaghed, at de er mindre fleksible i forhold til at lade folk skifte branche, hvor jobmulighederne er bedre. A-kasserne vil som hovedregel fastholde ledige på deres eget fagområde.

Nogle kritikere lader fantasien løbe af med dem og postulerer, at jobcentrene ikke har incitamenter til at gøre nok for at få de forsikrede ledige i job, og at a-kasserne vil løfte opgaven bedre. Det forholder sig omvendt.

Masser af gulerod for kommunerne
Kommunerne får et betydeligt økonomisk incitament til at få de forsikrede ledige i job, idet kommunerne med lovændringen skal betale dagpengeudgifterne. A-kasserne derimod har ikke noget ud af at få medlemmer i beskæftigelse. Og de nuværende statslige jobcentre har slet ingen økonomiske incitamenter til at få ledige i job.

Kommunerne er endvidere i den gunstige situation, at de har en række gode samarbejdsparter såsom a-kasserne og fagbevægelsen. I København er vi i fuld gang med at tegne rammerne for det fremtidige samarbejde mellem a-kasserne og jobcentret. En aftale ligger næsten klar.

A-kasserne bibeholder jo deres opgaver over for de forsikrede ledige, men skal fra denne måned indgå i et tættere samarbejde med jobcentret. Samarbejdet betyder blandt andet, at nogle af de initiativer, som ellers har været rettet primært mod forsikrede - såsom jobklubber - nu bliver gjort tilgængelige for kontanthjælpsmodtagere.

De svage bliver hjulpet af reformen
En af konsekvenserne er, at kontanthjælpsmodtagerne bliver ligestillet med andre ledige. Kontanthjælpsmodtagere er samlet set en mere udsat gruppe end dagpengemodtagere, og det er derfor positivt, at de nu kan benytte de samme tilbud som dagpengemodtagere.

De store fordele, som kontakthjælpsmodtagerne får ud af sammenlægningen, er fuldstændig overset i diskussionen. Og det sker vel at mærke uden, at dagpengemodtagerne får forringet service.

Forrige artikel Ledigheden blandt unge er vores største udfordring Ledigheden blandt unge er vores største udfordring Næste artikel Regndans og håndspålæggelse Regndans og håndspålæggelse