Vold og ustabilitet får antallet af internt fordrevne i Burkina Faso til at eksplodere: "Det eneste, vi ønsker, er at vende tilbage"

KØBENHAVN/OUAGADOUGOU:

Det kradser lidt i halsen, da Altinget stiger ud af en mudret Range Rover og sætter fødderne på den røde jord i en flygtningelejr i Kaya, Burkina Faso. 

Det er røgen fra rækker med små bål og jerngryder, som hænger i den tunge, hede luft og krilrer i svælget.

I ly for middagssolen nær bålene sidder Assetta på 78 år. Hun er flygtet fra sin landsby, Arbinda, der ligger 150 kilometer nordpå.

"Vi blev jaget på flugt, fordi der var skyderier i vores landsby. De dræbte fem personer. To af dem var slægtninge," siger hun.

"Jeg tror ikke, vi vender tilbage. Det kræver, at der er sikkert. Og de skyder stadig."

Assetta er en del af de flere end 1,2 millioner burkinere, der i dag er internt fordrevne. Tvunget til at flygte fra vold og sammenstød mellem islamistiske terrorgrupper fra Islamisk Stat og al-Qaeda, banditter, lokale militser udstyret med våben af regeringen og sikkerhedsstyrkerne.

Antallet af fordrevne svarer til 1 ud af 20 indbyggere i Burkina Faso, som er ét af de lande, der har oplevet den største stigning i antallet af fordrevne på verdensplan. Det er vokset eksplosivt de seneste tre år, og intet tyder på, at udviklingen vender foreløbigt i det vestafrikanske land, der er en del af den ustabile og fattige Sahel-region.

"Vi oplever, at der kommer flere og flere angreb. Og behovene her i lejren er store," siger Rasmata Ouédraogo, der er viceleder af nødhjælpsindsatsen for Plan International i lejren i Kaya.

Rekordmange er på flugt

En dugfrisk rapport fra FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNCHR, der hvert år udgiver en samlet beskrivelse af den globale flygtningesituation, bekræfter vicelederens oplevelse.

I alt er rekordmange mennesker i dag på flugt:

82,4 millioner har forladt hus og hjem, og den største stigning – 12 procent – har fundet sted i Vest- og Centralafrika. Det er primært på grund af den voksende krise i Sahel-regionen og i det nordlige Nigeria. 

"Regionen står fortsat over for en alvorlig humanitær krise med udbredt og vilkårlig vold, som bevæbnede grupper står bag i kombination med voksende sociale og politiske spændinger, der tvinger flere til at flygte," hedder det i rapporten.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Konflikthotspot

Få dage før Altingets besøg i Burkina Faso fandt et blodigt angreb sted i landsbyen Solhan i den nordlige del af landet. Det var primært børn i alderen 11 til 14 år fra en al-Qaeda-relateret gruppe, som ifølge regeringen stod bag. Anslaget kostede over 150 personer livet og sårede flere end 40.

Regeringen i Burkina Faso har længe haft meget lidt kontrol over den nordlige del af landet. Det udnytter jihadister i området, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) og beskæftiger sig med konflikt, terror og fredsopbygning i Sahel-regionen.

"Der er ingen tvivl om, at sådan et konflikthotspot er en rigtig god base for globale jihadistgrupper som Islamisk Stat og al-Qaeda til at få en lokal forankring," siger hun.

Men for at forstå volden, må man også se, hvilke andre dynamikker der er i området.

"For der er også mange banditgrupper, som udnytter sikkerhedsvakuumet til at plyndre og stjæle folks ejendele, penge og kvæg – og som ikke nødvendigvis har et større religiøst, strategisk ærinde. De profiterer på vold og uorden og kaos," siger seniorforskeren.

Et ekstremt stort sikkerhedshul

Samtidig samarbejder regeringen med lokale militser, som de bevæbner, og bruger til at indhente efterretninger i et forsøg på et udfylde det "ekstremt store sikkerhedshul" i områderne, fortæller Signe Marie Cold-Ravnkilde.

”Det er en slags indirekte styreform. Og det er noget af det, der driver volden i Burkina Faso. For det bliver et problem, når man giver våben til folk, der måske allerede er i en konflikt med andre etniske grupper,” siger Diis-forskeren.

Det er gået ud over de civile i områderne, fordi jihadisterne går efter at infiltrere lokalsamfundene.

"Det gør, at det kan være svært at skelne mellem, hvem der er hvem," forklarer hun.

Nogle gange bliver hele landsbyer og bosteder angrebet, fordi de er under mistanke for enten at være eller støtte jihadister – uanset der er tale om kvinder, børn og ældre.

"Og det kan gøre, at flere tilslutter sig jihadisterne for at opnå sikkerhed – som igen kan føre til nye hævnmotiverede angreb. Det er den konflikteskalation på jorden, man ser," siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

De overlevendes beretning

Tilbage i flygtningelejren, som Altinget besøger sammen med en delegation fra Danmark, herunder minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S), er en gruppe kvinder samlet for at fortælle om deres oplevelser. 

Alle beretter de, hvordan maskerede mænd pludselig overraskede indbyggerne i deres landsbys og dræbte en stor flok, hvorefter de truede med at komme tilbage dagen efter og gøre det af med resten.

En kvinde ved navn Mamunata rejser sig op. 

"En af vores ældre gik bort, og da vi begravede den gamle mand, ventede gerningsmændene på os og gik til angreb," siger hun.

"De dræbte næsten alle. 13 mennesker. Og sagde, at de ville komme tilbage og brænde landsbyen ned til grunden – de ville ikke efterlade nogen i live. Så vi flygtede."

"Jeg bar mit barn i armene" 

Ingen af kvinderne kan fortælle, hvem der angreb deres landsby.

"Vi så folk med masker storme ind. De dræbte også flere børn – i alt mistede ti livet," siger en anden, yngre kvinde ved navn Riznata.

Hendes tøj er farvestrålende, men hendes ord rummer kun mørke.

"Halvdelen af os løb ind i bushen. Imens samlede de vores husdyr og affyrede deres våben fra klokken fem om morgenen til klokken otte om aftenen."

Angriberne brændte også deres motos, som mange burkinere er afhængige af for at komme rundt.

"Så vi måtte gå," fortæller Riznata.

I alt gik de overlevende 15 kilometer, inden de nåede i sikkerhed.

"Det tog tre dage. Og det var svært for børnene at gå. Jeg bar mit barn i armene, mens mine fødder hævede mere og mere."

"Nogle af børnene forsvandt i løbet af natten. Vi forsøgte at finde dem, men det lykkedes ikke at opspore dem alle sammen."

Mange af børnene i Kaya-lejren er blevet traumatiserede af angrebet og flugten fra deres hjem, fortæller hun.

"Nogle af dem forsøger at løbe væk, når de hører en høj lyd om natten," siger hun og tilføjer:

"Så holder vi dem fast."

Blanke øjne

For udviklingsminister Flemming Møller Mortensen var turen til Kaya første gang, han satte sine ben i en flygtningelejr. Og det har gjort indtryk at høre de mange historier. Det fortæller han kort tid før afrejsen fra Ouagadougou på et kontor på den danske ambassade.

Det har været "meget følelsesladet", siger han.

"At komme ud og komme tæt på folks hverdag og liv, skæbner og tragedier. Det har påvirket mig allermest. At møde de internt fordrevne og høre deres historier ... gruopvækkende historier." 

"Jeg har haft et enkelt tilfælde, hvor jeg sad i bilen efter at have haft alle oplevelserne i går i Kaya, hvor jeg virkelig ... Dér kunne jeg bare mærke, at jeg blev presset på mine egne følelser over at tænke på, hvor meget der bliver gjort for min skyld i min position som udviklingsminister for et land, der gerne vil hjælpe, hvor det er sværest."

Øjnene bliver blanke. 

”Det havde jeg lige lidt svært ved på en virkelig, virkelig fantastisk og fin måde,” siger Flemming Møller Mortensen.

Sikkerhed, udenrigspolitik og udvikling hånd i hånd

Har besøget sat nogle tanker i gang i forhold til at hjælpe med sikkerheden?

"Jeg har stor forståelse for, at man både tidligere og i fremtiden tænker en dansk indsats sammen med nære allierede i hele Sahel," svarer ministeren.

"For det her er virkelig et konfliktområde og et kriseområde på dørtrinnet til Europa. Så det er både ud fra det store humanitære behov, der er i området i øjeblikket, men selvfølgelig også et spørgsmål om gøre landet mindre skrøbeligt."

Kan du forestille dig, hvis den burkinske regering siger, at den har brug for væbnede styrker, at vi... 

”Det vil jeg ikke gå ind på, for det er ikke mit område." 

"Vi prøver på mit ressort at lave en sammentænkning af både det sikkerhedspolitiske, det udenrigspolitiske og det udviklingspolitiske, så det kan gå hånd i hånd."

Kortvarig militærsucces fortaber sig i virvaret

I Mali og i grænselandet omkring Burkina Faso har vestlige styrker, herunder danske tropper, været militært til stede siden 2013 under ledelse af franskmændene, der har stået i spidsen for en antiterroroperation.

”Men alle ved godt, at militære modsvar ikke kan stå alene," siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

"Der er nødt til at komme noget sikkerhed på banen, og det har staterne i regionen ikke formået at levere. For det er en ekstremt svær opgave at løfte." 

Militært mangler man en exitstrategi. Og en overordnet strategi for at få sikkerhed tilbage i lokalområderne, forklarer seniorforskeren.

"I forhold til at bekæmpe terrorister kan der godt være nogle taktiske vindinger på jorden – altså, man kan gå ind og rydde et område – men problemet er, at hvis der ikke kommer noget i stedet for bagefter, er det en meget kortvarig succes." 

”På den lange bane har den kortvarige succes det med at fortabe sig i det virvar af konflikter og uheldig statslig tilstedeværelse, der træder i stedet for bagefter. Så det kræver en større strategi for at få sikkerhed for alle marginaliserede befolkningsgrupper,” siger hun.

Det, der mangler, er politiske løsninger

Mange ønsker at lave lokale fredsaftaler med jihadisterne i områderne, som kan bane vejen for dialog og forsoning. Men det har Frankrig stejlet over, fordi de ikke vil forhandle med terrorgrupper.

"Problemet er bare, at hvis det er jihadisterne, der laver balladen, er det svært at undlade at få dem til forhandlingsbordet," siger Signe Marie Cold-Ravnkilde.

"Så det, der mangler, er politiske løsninger."

Er du optimistisk på vegne af lokalbefolkningens fremtid?

"Nej. Det er jeg desværre ikke," lyder svaret.

"Folk flygter på grund af overgreb, vold, mangel på sikkerhed, hvor de bor. Derfor er deres basale garanti for, at de kan vende tilbage, at områderne er sikre. Og det er i sig selv er en kæmpe opgave."

Artiklen fortsætter efter grafikken.

"En potentiel krise for Europa"

Danmark har netop udformet en ny strategisk ramme for Burkina Faso, der skal løbe fra 2021 til 2025, som løber op i over en milliard kroner.

Her fremhæver Udenrigsministeriet, at sikkerhedssituationen i landet – hvis den bliver yderligere forværret – kan ende med at få folk til at rejse mod Europa. 

Sahel kan blive "en potentiel krise for Europa", hedder det i publikationen.

"Den største frygt for mig er, at den interne fordrivelse ville kunne udvikle sig til en migrationskrise. Det ville være ulykkeligt for de fordrevne, og det ville være med til at skabe yderligere ustabilitet i verden,” siger Flemming Møller Mortensen fra sofaen på ambassaden.

"Vi vil sørge for, at demokratiet får nogle vilkår, og at statens administration og engagement bliver robust. For det er helt konkret meget svært at forestille sig, hvordan Burkina Faso skal blive ved med at stå som dem, der vil beskytte og hjælpe folk oppe mod nord, når terrorgrupperne i højere grad får mulighed for at rasere, hvis ikke staten er til stede deroppe."

"Det eneste, vi ønsker, er at vende tilbage"

I skyggen i flygtningelejren i Kaya spørger Altinget en kvinde ved navn Hadoue om fremtiden.

”Livet her er vanskeligt. Vi lider nød. Maden er knap, og der er mange udfordringer for os kvinder. Jeg kan ikke se en fremtid, der er lys eller bedre,” svarer hun.

Op ad hendes kinder kravler flere rækker af små, traditionelle ar fra mundvigene mod øjnene, der hviler på den røde jord.

"Vi er kede af, at vi er her," siger hun så.

"For det var bedre hjemme. Alligevel takker vi Gud for at være i live. Vi føler os velkomne, men det eneste, vi ønsker, er at vende tilbage. Så vi har brug for hjælp, så det kan blive sikkert for os at rejse hjem."

maja@altinget.dk