Tidligere biskop: Når vi skærer i bistanden, lader vi verdens mest udsatte i stikken

Det var engang i midten af 60’erne – i tiden forud for alle de nyttige kommunale genbrugsordninger. Jeg gik på Skovshoved skole, og vi blev opfordret til at indsamle aviser til fordel for børn i u-landene, som det hed den gang.

Jeg gik sammen med en kammerat rundt i kvarteret med en trækvogn og når den var fuld, kørte vi hjem og bundtede aviserne efter skolens retningslinjer. Vi samlede aviser sammen i tonsvis, som blev stablet under et halvtag i skolegården. Det så imponerende ud.

Vi konkurrerede om, hvilken klasse og hvilken skole, der kunne samle mest sammen og generere flest penge, som vi kunne sende afsted for at hjælpe fattige og syge børn i de varme lande.

Bistandens storhedstid

U-landshjælpen, som senere kom til at hedde udviklingsbistand, var dengang på dagsordenen både politisk og folkeligt. Og i de nordiske lande var vi i front.

Sverige var forrest, men Danmark fulgte godt med, og det blev en æressag for mange af os, at vi lå højere end det minimumsniveau på 0,7 procent, man i FN var blevet enige om.

Én procent af BNP. Det var målet for den danske udviklingsbistand, og dertil kom så hvad nødhjælpsorganisationer og missionsorganisationer og andre internationale ngo’er – og avissamlende skolebørn bidrog med.

Der blev gravet brønde og bygget sundhedsklinikker og sygehuse, der blev plantet skove og renset floder, der blev etableret skoler og biblioteker og danske læger og lærere rejste ud for at hjælpe det bedste de havde lært. Og danske landmænd og mejerister og andre gode folk med kendskab til dansk fødevareproduktion tog ud for dele ud af deres viden og erfaringer.

Fra ”service delivery” til ”capacity building”

Og rigtig meget gik godt, men der var tydeligvis også en patroniserende tendens, en mangel på respekt overfor dem, man ønskede at hjælpe, i denne ”service delivery”-tilgang til udviklingsbistanden. Her kommer vi og fikser tingene for jer!

Det betød dels at en del af projekterne ikke var tænkt ud fra den lokale sammenhæng – medierne kunne fortælle om fine mejerier, der bare ikke fik leveret mælk og om biblioteksreoler der stod og rustede op på en afrikansk havn, fordi bygningen ikke var blevet færdig.

Dels var der ofte problemer med den lokale forankring af projekterne, så når de danske bistandsarbejdere tog hjem, var det svært at få videreført projekterne.

Siden er fokus skiftet fra ”service delivery” til ”capacity building”, og udviklingsbistanden bygger i dag i meget højere grad på lokalt formulerede behov, lokal arbejdskraft og lokale kompetencer. Det er rigtig godt.

Hvad der er knap så godt er, at fokus i forhold til udviklingsbistanden i mellemtiden har skiftet.

Kortsigtet udansk kynisme

Hvor vi som elever i Skovshoved skole var optaget af de fattige og syge børn og samlede aviser ind, fordi vi kunne sætte os i deres sted – kald det næstekærlighed, solidaritet eller idealisme – er fokus nu flyttet over på hvilken gavn, vi selv kan få af udviklingsbistanden.

Det kan være i form af eksportmuligheder for danske virksomheder, eller for at forhindre nye ”flygtningestrømme”, der kan true vores velfærd og stabiliteten i vores del af verden.

Samtidig har vi så slækket på ambitionerne og har nu skruet ned til lige akkurat at holde os på de 0,7 procent af BNP, som FN anfører som minimumsniveau. Desuden regner vi nu også en række af de udgifter, der er forbundet med håndtering af flygtninge i Danmark, med som en del af udviklingsbistanden.

I mellemtiden er den gennemsnitlige velfærd for os danskere i øvrigt forøget meget betydeligt.

Nogle kalder det en mere realistisk tilgang til udviklingsbistanden.

Andre hævder, at næstekærlighed ikke kan udstrækkes til andre end de mennesker, vi har en direkte relation til, og at tidligere tiders idealisme var udtryk for en ansvarsforflygtigelse i forhold til forpligtigelsen overfor de nærmere. Jeg kalder det kortsigtet udansk kynisme.

Reduktionen i udviklingsbistand og fokusforskydningen fra verdens fattigste til områder, hvor danske interesser på den ene eller anden måde kan forfølges, betyder, at vi lader verdens mest udsatte i stikken. Det nye fokus på danske interesser og dansk sikkerhed får mig til at tænke på Erik Knudsens ord: ”Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet?”

{{toplink}}

debat@altinget.dk