Dansk Flygtningehjælp: Udviklingsbistanden kan sikre langsigtet fred og forhindre fordrivelse

Væbnet konflikt er den primære grund til fordrivelse. Derfor bør Danmark styrke sit fokus på langsigtet konfliktforebyggelse og fredsopbygning, skriver generalsekretær Charlotte Slente.

Danmark har igennem årtier været kendt for en stærk udviklingsbistand. Rettighedsorienteret, behovsbaseret og helhedsorienteret, med et betydeligt fokus på vigtigheden af civilsamfundets rolle.

Den danske udviklingspolitiske strategi ’Fælles om Verden’ er på mange måder en solid og stærk strategi, som er blevet rost for at gå foran i forhold til at samtænke det humanitære og det langsigtede forebyggelsesarbejde.

Noget, der netop er centralt for den type respons, vi som Dansk Flygtningehjælp leverer i fordrivelsessituationer og i skrøbelige kontekster.

Den danske udviklingspolitik har således et godt og velkomment fokus på fredsopbygning og forebyggelse af konflikt i skrøbelige og konfliktramte kontekster. Det er særligt vigtigt at prioritere udviklingsbistand til skrøbelige stater, da det her er meget vanskeligt at tiltrække anden finansiering.

Investér i lokalsamfundets projekter

Udviklingsbistanden i skrøbelige kontekster er således et centralt instrument til at reducere fattigdom og arbejde for langsigtet fredsopbygning og udvikling. Men der skal tages yderligere skridt til at bevæge sig fra en overvejende stabiliserings- og sikkerhedspolitisk tilgang med de risici for sløring af linjer mellem humanitær bistand og sikkerhedspolitik, som det indebærer, til et mere integreret langsigtet, lokalt forankret fredsopbygningsfokus.

Der er, som det blev påpeget af OECD’s udviklingskomité, i deres evaluering af dansk bistand i 2021, behov for i højere grad at integrere fredsopbygning som del af nexustilgangen. Vi skal have stærkere dansk investering i lokalt ledede fredsopbygningsbestræbelser med fokus på styrkelse af lokalsamfunds og lokale myndigheders kapacitet til at forebygge og løse konflikter.

Et styrket dansk fokus på langsigtet konfliktforebyggelse og fredsopbygning med fokus på civilsamfundets nøglerolle er vigtigt, fordi væbnet konflikt er den primære grund til fordrivelse.

Fokus på forebyggelse

I dag er der 100 millioner flygtninge og internt fordrevne på verdensplan. Væbnet konflikt har, udover dramatiske konsekvenser for de berørte, enorme økonomiske konsekvenser, undergraver fremskridt på FN’s Verdensmål, det gør klimaforandringerne sværere at takle og leder til sultkatastrofer i lande som for eksempel Sydsudan og Yemen. 

Op mod to tredjedele af verdens flygtninge og fordrevne kommer fra få, men alvorlige konflikter i navnlig Ukraine, Syrien, Afghanistan, Sydsudan og Myanmar. Globalt ses en tydelig tendens mod mere langvarig fordrivelse og uløste konflikter. Og der er ingen tvivl om, at fordrivelse vil fortsætte og beskyttelsesbehovene stige, hvis ikke vi tænker forebyggelsesarbejdet mere og bedre ind, som det også påpeges i FN’s Generalsekretærs Action Agenda on Internal Displacement fra juni 2022.

Forebyggelse af og løsninger på fordrivelse er en integreret del af opretholdelsen af international fred og sikkerhed. Danmark har i kraft af sit stærke udviklingsengagement i skrøbelige stater gode forudsætninger for at fremme langsigtet fredsopbygning med bred involvering af civilsamfundet, og vigtigheden af dette anerkendes også i den nylige hvidbog om FN, Danmark og en verdensorden under pres.

Med et fremtidigt dansk sæde i FN’s Sikkerhedsråd kan Danmark bidrage positivt til at forebygge, at konflikter opstår og forbliver uløste i årevis og dermed også være medvirkende til at mindske fordrivelse på en bæredygtig og langsigtet måde.

Bedre udviklingspolitiske resultater

Udviklingsbistand er en begrænset ressource og de udviklingspolitiske udfordringer er massive. Danmark vil opnå bedre udviklingspolitiske resultater med et styrket fokus på fredsopbygning, herunder særligt støtte til lokale fredsaktørers arbejde.

Vores erfaring viser tydeligt, at lokale aktører har den nødvendige viden, kapacitet og legitimitet til at bidrage væsentligt til opbygning af mere bæredygtig, inklusiv – og derfor mere varig – fred. 

{{toplink}}

Forrige artikel Bertel Haarder: Rwanda-modellen løser ikke migrationsudfordringerne Bertel Haarder: Rwanda-modellen løser ikke migrationsudfordringerne Næste artikel  Ekspert i lovkvalitet: Vurderinger af lovforslag bliver unødigt politiseret af verdensmålene Ekspert i lovkvalitet: Vurderinger af lovforslag bliver unødigt politiseret af verdensmålene