Handel skal tænkes ind i udviklingspolitikken

Af Christian Bjørnskov
Professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Et af de store dilemmaer i dansk udviklingspolitik og den bredere, danske debat om international udvikling og fattigdomsbekæmpelse er den næsten eksklusive fokus på bistand.

Der tales meget om, hvor og hvordan man skal få sendt de 16 milliarder kroner afsted, ligesom der i forskellige kroge tales om, hvordan man evaluerer indsatserne.

Men fra forskningsside er der de sidste mange år sat store spørgsmålstegn ved netop bistanden, mens en anden type politik har vist sig anderledes effektiv.

Frihandel er en positiv kraft
To årtiers intensiv forskning har vist, at fri international handel er en positiv kraft i forhold til verdens fattigste lande og mennesker. Paradokset er, at vi ikke taler om handel, når vi diskuterer udviklingspolitik.

Interesserer man sig for at løfte mange mennesker permanent ud af fattigdom, kan man ikke komme uden om, at lande, der handler mere frit med resten af verden, vokser en del hurtigere.

Men som de svenske økonomer Andreas Bergh og Therese Nilsson har vist, handler det ikke blot om, at nogen bliver rigere. En del af virkningen af øget globalisering kommer de fattigste mere til gavn end resten af befolkningen: Friere handel gør fødevarer og andre basale varer billigere.

Historikere har kendt virkningen siden Storbritannien gennemførte ”the Repeal of the Corn Laws” – en massiv liberalisering af landets toldpolitik, og særligt en markant reduktion af fødevaretold. Da fødevarer, tøj og tag over hovedet vejer langt tungest i de fattigstes budget, så man en tydelig forbedring af de fattigstes kår efter liberaliseringen. Omvendt var taberne de store jordejere, som ikke længere var beskyttede.

På samme måde viser Bergh og Nilsson, at de fattigstes situation bliver stærkt forbedret, når ulande i dag liberaliserer deres egen handelspolitik, og når den vestlige verden liberaliserer sin handelspolitik over for verdens fattige lande.

En anden del af dynamikken er, at øget handel skaber vækst og flere attraktive arbejdspladser. Et tydeligt eksempel de senere år har været Peru, hvor andelen af befolkningen, der lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse, er 50 procent lavere end i Brasilien. Ser man på den historiske udvikling, er det tydeligt, at Perus handelsliberalisering fra sidst i 1990'erne var langt mere effektiv end Brasiliens omfordelende Bolsa Familia-program.

Det er derfor paradoksalt, at man i hverken det danske eller internationale udviklingsmiljø taler ret meget om handelspolitik. På samme måde er der kun sporadisk omtale af den massive skade, som EU's landbrugspolitik gør på afrikansk landbrug og afrikanske fattige, når vi for eksempel oversvømmer verdensmarkedet med subsidierede overskudsvarer.

I stedet lægger man med jævne mellemrum op til, at ulandes regeringer skal have mere ’kontrol’ med globaliseringskræfter. De samme regeringer, der vedligeholder høje toldmure over for deres nabolande til stor skade for landenes egen fattige befolkninger, forventes at regulere udenlandske varer og investorer effektivt og ubestikkeligt. Situationen ville være ganske ironisk, hvis konsekvenserne ikke var så tragiske for millioner af mennesker.

Et skridt i den rigtige retning
Hovedpointen er, at hvis man i det danske udviklingsmiljø virkeligt interesserer sig for, hvad man robust kan dokumentere, der effektivt løfter fattige familier og lande ude af dyb fattigdom, burde man begynde at interessere sig alvorligt for vores egen og de fattige landes handelspolitik.

Tillader man for eksempel fattige lande at eksportere de varer, de er virkeligt dygtige til at producere – citrusfrugt fra Nordafrika, oksekød fra dele af Sydamerika og Afrika, eller appelsinjuice fra Sydafrika – uden toldmure eller tekniske handelshindringer i form af umulige dokumentationskrav, har man effektivt hjulpet millioner.

Det er således et stort skridt i den rigtige retning, at regeringen i forbindelse med rokaden 3. februar har valgt at lægge handels- og udviklingsministerierne sammen. Ud over at økonomisere med de sparsomme ministre indikerer det også et egentligt ønske fra politisk side om at samtænke de to områder.

For at det skal blive effektivt, kræver det dog to forhold. For det første kræver det, at embedsværket også koordinerer de to områder i det praktiske arbejde. For det andet kræver det et vist opgør med blandt andet Frankrig i EU og egne særinteresser.

Der er derfor stadig intet, der tyder på, at hverken denne regering eller den tidligere har mod eller politisk interesse i at tage en udviklingspolitisk vej, der virkede for os selv i 1860'erne og for verdens fattigste lande i dag.

Modstanden internt i det europæiske system, der de facto bestemmer vores handelspolitik, er muligvis for stærk. Men uden politisk mod holder vores nuværende europæiske politik mennesker i fattigdom i resten af verden.

debat@altinget.dk