EL: Frihandel skaber ikke udvikling

Af Christian Juhl (EL)
Udviklingsordfører

Under den tidligere såvel som den nuværende regering har der været en tendens til, at handelsinteresser og udviklingspolitikken blandes fuldstændig sammen.

Denne tendens var mest tydelig sidste forår, hvor den tidligere udviklingsminister og handelsminister, hhv. Christian Friis Bach (R) og Pia Olsen Dyhr (SF), var på charmeoffensiv om nødvendigheden af, at handel og udvikling samordnes, i en række opinionsindlæg.

Med diverse skandaler, ministerrokader m.m. har der siden da vist været andet at se til for begge ministerposter, og charmeoffensiven var begyndt at kølne lidt af, men med regeringstoppens nylige beslutning om at sammenlægge handels- og udviklingsposterne til en og samme stilling, er det afgørende med en kritisk revurdering af, hvad en sådan sammenblanding har af konsekvenser.

Handelspolitik kan potentielt være ét værktøj blandt mange til at fremme økonomiske, sociale og politiske rettigheder i det Globale Syd og Nord. Problemet er bare, at den handelspolitik, som EU står for, der som bekendt fører handelspolitik på vegne af medlemslandene, som sit eneste mål har at fremme og beskytte de multinationales- og EU's sikkerhedsinteresser, mens netop fremme af økonomiske, sociale og politiske rettigheder sættes fuldstændig over styr.

Dette kan måske lyde lidt polemisk, så lad os gå EU's handelspolitiske ageren lidt efter i sømmene.

Kommer undertrykkende regimer tilgode
Under det danske EU-formandskab indgik EU frihandelsaftale med Colombia, som er det land i verden med flest mord på faglige aktivister.

Daværende handelsminister Pia Olsen Dyhr forsikrede med, at der som del af aftalen ville blive oprettet et uafhængigt kontroludvalg i Colombia som skulle sikre, at menneskerettigheder blev overholdt og løbende melde tilbage til EU.

I slutningen af november 2013 besøgte jeg nogle af de 400.000 bønder, som eksperter har vurderet vil miste deres eksistensgrundlag som følge af aftalen. De havde intet hørt om noget som helst kontroludvalg og kunne tværtimod fortælle, at regimets voldelige angreb mod dem og deres kammerater i fagbevægelsen fortsætter for fuld skrue.

Modstand mod frihandelsaftalen med EU har derfor bragt folk på gaden i tusindvis i de seneste par måneder.

På lignende vis valgte EU under en af mange tidligere israelske bosætte offensiver at opgradere markedsadgangen for israelske industrivarer, som vil betyde import af bosættervarer. Og EU forhandler i øjeblikket en vidtgående frihandelsaftale med Marokko, som inkluderer det marokkansk besatte Vestsahara.

Frem for et værktøj til at støtte op om civilsamfundets kamp for demokrati i disse lande støtter EU's handelspolitik tværtimod de voldelige og/eller diktatoriske regimer i landene.

EU's tvangsmetoder
Hvad angår Afrika, har charmeoffensiven tit kørt på, hvordan frihandel kan skabe sød musik mellem danske erhvervsinteresser og udvikling. EU's forhandlinger om frihandelsaftaler med blandt andet de afrikanske lande i de såkaldte Økonomiske Partnerskabsaftaler har imidlertid i en årrække været indhyllet i kontroverser grundet EU's ublu krav om tvangsliberalisering for, at de afrikanske landes markeder skulle brækkes op for blandt andet subsidierede varer fra EU.

Langt op i 00'erne kæmpede de afrikanske lande og civilsamfundsorganisationer i Nord og Syd en brav kamp for at modgå disse krav, men som følge af hårde bøllemetoder, hvor landene trues med at miste adgang til EU's markeder, hvis ikke de underskriver aftalerne, er tidligere inkarnerede modstandere efterhånden begyndt at bøje sig.

Uretfærdigheden i EU's krav er imidlertid blevet forklaret ganske klart af Tanzanias tidligere præsident Julius Nyere: "Hvis jeg sendes op i en boksering med Muhammed Ali, og vi begge får besked på at dyste efter samme regler, vil resultatet blive mord, ikke en boksekamp."

Er værktøj for multinationale virksomheder
Særligt inden for de seneste 10-15 år står det ydermere klart, at handelspolitik i sin nuværende 'frihandels'-udformning er blevet et værktøj, som de multinationale kan bruge til at fremme og beskytte deres egen interesser. Dette er p.t. klarest i EU's forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, der potentielt vil indebærer et kæmpe skred i styrkeforholdet mellem demokrati og erhvervsinteresser.

Dette er ikke gået erhvervslivets næse forbi, og diverse erhvervslobbyorganisationer har derfor gjort sig til fortalere for aftalen, netop fordi det kan styrke EU's og USA's erhvervsvenlige handelspolitiske linje i global handelspolitik og således fremme tilsvarende indrømmelser over for erhvervslivet i det Globale Syd såvel som i BRIKS-landene.

Som en rapport fra det amerikanske handelskammer, en lobbyorganisation for US-multinationale, har forklaret, vil en EU-USA-aftale "styrke EU-USAs økonomiske akse over for udviklingslandene og nøgle markeder som Kina".     

Et alternativt handelsmandat
I sin konkrete historiske såvel som nuværende udformning er frihandel og udvikling altså hinandens modsætninger og al mulig utopisk og teoretisk snik-snak om gavn af frihandel er derfor i bedste fald naivt, men som ovenstående eksempler viser i værste fald med katastrofale konsekvenser.

Heldigvis er der mange gode kræfter, der kæmper for at gå op imod EU's diktator-blåstemplende, tvangsliberaliserende, erhvervsvenlige handelspolitik ved at stille konkrete forslag til, hvordan handelspolitik kunne blive et værktøj til på demokratisk vis at støtte befolkninger, økonomien og miljøet globalt.

En sammenslutning af over 50 civilsamfundsorganisationer har lanceret en kampagne for et alternativt handelsmandat. Kampagnen vil op til valget til EU-Parlamentet til maj arbejde for, at de opstillede kandidater trækker EU's handelspolitik i en helt anden retning.

Indtil videre er det kun Folkebevægelsen mod EU, der har beskæftiget sig med alternativet, men kandidaterne kan heldigvis stadig nå at komme ind i kampen, før valget for alvor går i gang! Kun på denne måde kan handel og udvikling spille bedre sammen - som det er nu, er frihandel og udvikling hinandens modsætninger.

debat@altinget.dk