Nødhjælpsarbejde kan ikke stå alene
DEBAT: Valget står ikke mellem enten nødhjælp eller fortalervirksomhed, som Anders Ladekarl skrev i sidste uge. Organisationer er også forpligtede til at viderebringe viden om f.eks. overgreb, skriver Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors i Danmark, er frustreret over mistilliden til nødhjælp i konfliktområder, herunder Syrien. Jeg deler hans frustration. Der er hundredtusindvis af mennesker, som holdes som gidsler i Syrien, hvor nødhjælpsorganisationer ikke kan komme frem. Og det er uacceptabelt.
Nødhjælpsorganisationer, som lever op til de humanitære principper, bestræber sig på at nå frem til de nødstedte og må ikke forhindres i at gøre deres arbejde. Mennesker i nød har ret til hjælp. Og nødhjælpsorganisationerne har en forpligtelse til at hjælpe. Så hvor kommer mistilliden fra?
Ladekarl mener, at FN og private organisationer ofte blander det humanitære arbejde sammen med fortalerarbejdet, og derfor kan de stridende parter og lokalbefolkningen ikke kende forskel på organisationer, som laver humanitært arbejde, og dem, som laver fortalerarbejde. Derfor vokser mistilliden til det humanitære arbejde. Og der er noget om snakken.
Forskellige roller
Der er mange forskellige niveauer og funktioner i FN-organisationen. Det kan være svært for den lokale befolkning at se, om de blå hjelme deler nødhjælp til alle, eller om de forhandler med de krigende parter. En klarere opdeling er nødvendig.
I nogle krige kan det være svært at afgøre, hvornår lokale og udenlandske militærfolk reelt prøver at hjælpe en nødstedt befolkning - og hvornår det blot er en del af en militær strategi og f.eks. bruges som forberedelse til angreb eller andre militære operationer. Her skal der også vælges, om man vil det ene eller det andet.
Diversiteten er nøglen
Diversiteten i de forskellige humanitære aktører er nøglen til en effektiv og koordineret humanitær respons. ICRC har sin særlige rolle. Og de mange nødhjælpsorganisationer har deres rolle.
Folkekirkens Nødhjælp har for eksempel en rolle, hvor vi støtter lokale partnere, som - selvom om de er lokale og dermed en del af samfund i intern konflikt - arbejder efter de humanitære principper, når de forsøger at yde nødhjælp. Dette arbejde kobles med et fundamentalt oplysningsarbejde vedrørende den humanitære situation, overgreb mod civile og de vilkår, befolkningen lever under. Folkekirkens Nødhjælp har også en forpligtelse til at oplyse om nøden og behovenes årsager og ikke kun at oplyse om den humanitære respons.
Det er fuldstændigt rigtigt, at det ikke er nødhjælpsorganisationers rolle at vidne ved krigsforbryderdomstole, for det er andre organisationers rolle: Amnesty International, Human Rights Watch og Crisis Group gør det.
Men nødhjælpsorganisationer har også en forpligtelse til at sikre, at den viden, de har om krigsforbrydelser og andre grove overgreb, kommer frem. Uden denne opmærksomhed vil omverdenen ikke ane noget om en katastrofes omfang, baggrund, og hvordan den påvirker lokalbefolkningen. Dermed bliver chancen for at mobilisere opmærksomhed og ressourcer til nødhjælpsarbejde ringere - og til syvende og sidst ville vi svigte dem, der lider nød og har behov for vores beskyttelse og hjælp.
