LA: Nødhjælp skal afkobles militær og politisk indgriben
DEBAT: "De seneste års mange eksempler på sammenblanding er ødelæggende for de humanitære organisationers legitimitet - og dermed for nødhjælpsarbejdet," skriver udviklingsordfører Mette Bock (LA).
Af Mette Bock,
Udviklingsordfører, Liberal Alliance
Det er en interessant debat om forholdet mellem nødhjælp og militær/politisk indsats, der rejses af bl.a. Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp og Anders Ladekarl, Røde Kors.
For mig at se afspejler debatten de seneste 20 års stadig tættere kobling mellem militær og humanitær bistand. Jeg mener, det er et vildspor og vil kraftigt anbefale et strategiskift. NGO'erne skal arbejde upolitisk og hjælpe alle i nød, uanset hvor de står i en konflikt. Politisk og militær indgriben bygger naturligvis på politisk stillingtagen og er derfor partisk.
De seneste års mange eksempler på sammenblanding er ødelæggende for de humanitære organisationers legitimitet - og dermed for nødhjælpsarbejdet. Nødhjælpen bør ubetinget og konsekvent afkobles udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsordener. Men ansvaret for den uheldige udvikling er ikke blot politisk, det kan i et vist omfang også tillægges NGO'erne.
Allerede i 1990'erne sås de første koblinger mellem humanitær og militær indsats, f.eks. i Somalia. Her var den humanitære situation så desperat, at humanitære organisationer krævede militær beskyttelse for at sikre, at nødhjælpen nåede frem. Det fik som konsekvens, at adskillige FN-soldater efterfølgende blev nedskudt. I 2005 blev flere nødhjælpsarbejdere fulgt rundt af bevæbnede militser og samtidig krævede forskellige donorer, at hjælpen kun blev givet i de områder, der støttede den internationalt anerkendte overgangsregering.
Resultatet af sammenblandingen blev som bekendt, at de humanitære organisationer blev vist ud af Somalia i 2005 efter beskyldninger om, at de arbejdede som velvillige redskaber for vestlige interesser. Nødhjælp er ikke high politics, men low politics. Formålet med nødhjælpsarbejde er netop nødhjælp, ikke international sikkerhed, uanset hvor vigtig en sådan dagsorden er.
Skulle legitimere sikkerhedsinteresser
Der er også senere eksempler. Terrorangrebet i 2001 satte den humanitære indsats under nyt pres, og man begyndte at anvende nødhjælpen som redskab for militære og sikkerhedspolitiske interesser under overskriften "Winning hearts and minds". Bistandshjælpen skulle med andre ord skabe forståelse i lokalbefolkningerne for de militære og sikkerhedspolitiske interesser i området.
Det kan man roligt kalde high politics, og det kom også til udtryk i forsvarsforliget fra 2004, hvor begrebet skrøbelige stater blev introduceret. Dermed flyttede fokus til stabilitet og sikkerhed, og det humanitære blev underlagt det militære i en klar sammentænkning af udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og sikkerhedspolitik. Politisk blev det mainstream at mene, at det er naivt at tro, at udviklingsbistand er en moralsk forpligtelse, der ikke må politiseres og underlægges udenrigspolitikken. Jeg er dybt uenig.
Jeg er til gengæld enig i, at der er behov for en fornyet "desecuritisation", da de seneste års sammenkobling har miskrediteret det humanitære arbejdes neutralitet og gjort nødhjælpsarbejdet ekstremt farligt - uden at der er opnået betydelige resultater omkring sikkerhedssituationen.
Nødhjælpsarbejde kan ikke stå alene
