Kobling af handel og udvikling er svær i praksis

Af Marianne Haahr
Politisk koordinator, CARE Danmark

Der har været mange overraskelser i dansk politik på det seneste, men sammensmeltningen af Handels- og Udviklingsministeriet hører ikke til blandt disse. Det var både forventeligt og planlagt.

Først blev handel til et selvstændigt ressortområde med S-R-SF-regeringen, og derefter blev udenrigstjenesten ’moderniseret’. Moderniseringen betyder, at den danske repræsentation i verdens fattigste land, Niger, vil blive lukket, så pengene kan bruges på at åbne handelskontorer i en række mellemindkomstlande.

Det er for eksempel et land som Nigeria, der er Vestafrikas absolutte supermagt. Nigeria huser en stor forbrugende middelklasse, og danske erhvervsinteresser har længe presset på for en repræsentation netop her.

Et nemt valg
Det var politisk et nemt valg at slå Udviklings- og Handelsministerierne sammen, da Danmark dermed lægger sig i strømmen af en nyere tendens, som i ulandskredse har fået tilnavnet den ’hollandske model’.

Holland var nemlig en af de første til at slå de to ressortområder sammen og lukke en række ambassader i lande tynget af fattigdom. For derefter at åbne en række handelskontorer i mindre fattige lande, og til sidst blev store dele af bistanden omlagt til at støtte hollandske virksomheders etablering på vækstmarkeder.

Dette skete under en vækst- og beskæftigelsesdagsorden, hvor der var fokus på tiltag, som skaber positive effekter både ude og hjemme - en såkaldt win-win-løsning.  

Fra teori til praksis
Siden ministeriesammenlægningen har der været diskussioner for og imod, hvor forskellige dele af civilsamfundet og erhvervslivet har præsenteret deres argumenter og synspunkter.

Det er en vigtig debat, som bliver endnu mere spændende, når fokus flyttes til, hvad sammenlægningen vil betyde i praksis. Eller sagt med andre ord: når vi flytter de abstrakte diskussioner ud i den virkelige verden.

Det er nemlig først i det konkrete, at størrelsen og kompleksiteten af ministerens opgave bliver synlig. I et forsøg på at gøre opgaven konkret kommer her et eksempel fra det virkelige liv.

Mælkebønder brænder inde med sur mælk
Vi taler om en eksisterende europæisk virksomhed, som vil øge eksporten af mælkepulver til det lille vestafrikanske land Senegal. Hovedstaden i landet, Dakar, ligger helt ud til Atlanterhavet, så mælkepulveret kan nemt sejles fra Europa til forbrugerne i Senegal.

Mange af de lokale mælkebønder er utilfredse med udsigten til endnu mere mælkepulver på markederne, da de er bange for, at det billige mælkepulver vil lægge et yderligere pres på mælkepriserne. Det kan nemlig gøre det svært for dem at få det til at løbe rundt.

Derudover er de bange for, at det billige mælkepulver fortsat vil fjerne alt politisk incitament til at investere i at få fragtet lokale bønders mælk til markedet, inden den bliver sur. I dag er der hverken opbevarings- eller afkølingsmuligheder, og den mælk, der kunne hive dem op over fattigdomsgrænsen, går til spilde.

Virksomheden er godt klar over, at den øgede eksport af mælkepulver til landet ikke er lige velkomment af alle, og at nogle taber i det spil. Ligeledes ved de, at ngo’erne kan give negativ medieomtale i Europa ved at italesætte det som dumpning, der puster til fattigdommen. Derfor vælger virksomheden ikke udelukkende at eksportere, men derimod også at etablere lokalproduktion af mejeriprodukter.

Virksomheden skaber 800 arbejdspladser i hovedstaden Dakar, som den bruger aktivt i markedsføringen over for de politisk bevidste forbrugere i Europa. Det ligner den oplagte win-win-situation.

Men der mangler lige en enkelt oplysning: Nul procent af den mælk, som anvendes til fremstilling af mejeriprodukter, stammer fra lokale senegalesiske landmænd. Og det er til trods for, at det er et land fuld af kvæg. Virksomheden importerer rub og stub, alt hvad den sælger, fra mælkebønder i Europa. Det er rigtig god forretning, da mælkepulver fra EU er forsvindende billigt og ligeså er arbejdskraft i Senegal. Men spørgsmålet er, om det også er god bistand at støtte denne type projekter?  

Svære prioriteringer
Danmark er et landbrugsland, og regeringens nye plan (vækstplan fødevarer) for at skabe vækst og beskæftigelse i fødevareerhvervet har da også fokus på øget eksport. Derfor vil spørgsmålet før eller siden melde sig hos den nye minister: Skal Danmark bruge bistandsmidler til at støtte danske mejerier og anden fødevareindustri i at etablere sig på vækstmarkeder? Det er en svær beslutning, og det er derfor vigtigt, at ministeren tillader sig en tænkepause for at se lidt nærmere på sagen. 

Til trods for, at den føromtalte virksomhed skaber job til middelklassen i Dakar, er det svært at se fordelene for dem, der bør være dansk bistands målgruppe, nemlig de fattigste.

Tværtimod kommer virksomheden (måske utilsigtet) til at gøre de fattige mælkeproducenters muligheder for at kæmpe sig ud af fattigdom endnu dårligere. Konsekvensen er alvorlig for dem, idet hverken deres egen regering eller udenlandske virksomheder investerer i opsamling af deres mælk.

Situationen er efterhånden nået derud, at de ikke kan forhandle ordentlige kontrakter til fair priser med lokale mejerier, fordi mælkepulveret udefra presser deres forhandlingsposition. Alt i alt fastholdes de i en fattigdomsfælde.

Fattigdomsreduktion er bistandens anker
Salg af mælk kan løfte de fattige op over fattigdomsgrænsen, men den beskrevne virksomhed har blot gjort det sværere for dem. Ud fra en forretningstankegang kan det måske give mening at hive alle inputs ind udefra uden samtidig at opbygge lokal produktionskapacitet, men med bistandsbriller på giver det ikke mening.

Derfor er et vigtigt råd til ministeren, at han skal være varsom med blindt at kaste bistandspenge efter win-win eller ’best practice’-løsninger. Som civilsamfund lover vi at kigge sådanne typer initiativer efter i sømmene og råbe vagt i gevær, når de ikke er fattigdomsorienterede. Bekæmpelse af fattigdom er trods alt stadig bistandens fornemste opgave. Og det vil blive den nye ministers største udfordring.
 

debat@altinget.dk