Holger K. Nielsen: Det kan være svært at elske FN. Men uden ville verden se langt værre ud

FN's generalforsamling startede i sidste uge. Præsidenter, statsministre, udenrigsministre og andre højtstående repræsentanter fra hele verden er forsamlet i New York for at diskutere verdens tilstand.

En del af programmet udgøres af den formelle dagsorden og diskussion i mødesalen, men nok så vigtig er de mange uformelle samtaler udenfor mødesalen.

Selv de mindste og fattigste lande har diplomatiske missioner ved FN i New York, og diplomaterne har i lang tid været på overarbejde for at forberede møder mellem deres ministre og ministre fra andre lande, hvor de har interesser og relationer.

I stedet for at flyve den halve jordklode rundt, er det ulig nemmere at trække samtalepartneren til side i et mødelokale i New York, hvor alle  alligevel er forsamlet.

Det er en vanskelig tid for FN. Kritikken hagler ned over organisationen – så meget at Politiken i en forsideoverskrift 23. september kunne berette, at "selve ideen om de Forenede Nationer vakler".

Der var ikke helt dækning for den dramatiske overskrift i selve artiklen, men den var symptomatisk for tidens narrativ om FN.

Noget af kritikken er berettiget, andre dele ikke, men hvorom al ting er, så er der noget helt grundlæggende smukt ved den såkaldte "højniveau-uge", hvor alle verdens ledere er forsamlet i New York.

Hvor de lande, der sjældent bliver lyttet til, også har taletid. Hvor svorne fjender tilfældigt kan løbe ind i hinanden i baren og få sig en snak, der handler om andet end de mange konflikter. Hvor der kan etableres personlige relationer mellem statsledere, som for et land kan være guld værd i pressede situationer.

Det er præcis, hvad diplomati handler om: at der midt i de mest forbitrede konflikter etableres forbindelseslinjer, som ikke fryser til, og hvor der er mulighed for gensidig kontakt og kommunikation.

{{toplink}}

Det er ikke et hverv, som har høj status i en tid, der er præget af militær oprustning og voldsomme militære konflikter. "Det fører jo ingen vegne", lyder en tilbagevendende kritik. "Det er bare snak, og for eksempel Rusland har kun respekt for militær styrke".

Det sidste er jeg enig i, men snakken er ikke desto mindre en forudsætning for, at krigens parter kan komme til en situation, hvor de finder det mest gavnligt at stoppe kamphandlingerne – og ikke mindst hvordan de efterfølgende kommer videre.

FN er katedralen for det multilaterale diplomati. Siden dannelsen i 1945 har FN været rammen for utallige forhandlinger om emner af international betydning: håndtering af konflikter, indsættelse af fredsbevarende styrker, udsendelse af fredsmæglere, humanitær bistand, udsendelse af fødevarer i forbindelse med krig og hungersnød, håndtering af flygtningeproblemer, klimaforhandlinger, forhandlinger om kvinders rettigheder, samarbejde om verdens kulturarv og så videre.

FN er andet og mere end et samspilsramt Sikkerhedsråd og stormagternes destruktive brug af vetoretten. Det er også de mange særorganisationer, som yder en uvurderlig indsats rundt omkring i verden: UNICEF, UNDP, FAO, UNFRA, UNHCR for nu at nævne nogle enkelte.

Det er også et klimapanel, hvis arbejde har dannet grundlag for COP-forhandlingerne, hvor alle verdens lande forsøger at finde løsninger til at inddæmme klimakrisen.

De konkrete resultater af de mange COP-møder kan diskuteres, men det er indiskutabelt, at vi havde stået et langt værre sted, hvis ikke vi havde haft FN-rammen til at erkende problemets alvor og skitsere løsninger.

{{toplink}}

Men vi lever stadig i en verden med selvstændige nationalstater, og FN bliver aldrig stærkere, end hvad nationerne kan blive enige om. Her ligner FN i øvrigt EU, som også ofte kritiseres for impotens på vigtige områder – for eksempel i udenrigspolitikken og flygtningepolitikken. 

Men problemet er jo ikke EU som institution, men derimod de medlemslande, der i sidste ende har magten. Tilsvarende med FN. Det er naturligvis uholdbart, at Rusland groft overtræder FN-pagten med angrebet på Ukraine, og det er provokerende, at landet bruger vetoretten til at dække over egne krigsforbrydelser.

Men problemet ligger i Rusland, ikke i FN. Bør Rusland smides ud af FN, når landet så groft overtræder pagten? Det er der en del, som mener, men i såfald vil vi tabe det diplomatiske kort og være helt på herrens mark, når der skal lægges politisk pres på Rusland.

Rusland er ikke længere en stormagt som i sovjettiden, men landet har atomvåben, som man helt åbenlyst praler af og truer med at bruge fra tid til hinanden. Det er fristende, men det vil alligevel være dødsensfarligt at skubbe landet ud af det multilaterale samarbejde.

Det kan lyde paradoksalt, men styrken ved det multilaterale samarbejde er, at alle banditterne også kan være til stede. Så vi kan se dem i øjnene, diskutere med dem og fortælle, hvad vi mener om deres ugerninger.

Betyder det, at de stopper? Nej, men det er vigtigt for resten af verden at kunne fortælle, hvor lille opbakning Rusland har. Og for russerne er det aldeles ubekvemt at blive sendt i gabestokken. Lige så vel som det er ubekvemt for Israel at blive stadig mere isoleret internationalt.

{{toplink}}

Bør vetoretten afskaffes? Når FN's fædre lagde vægt på, at stormagterne skulle have vetoret, hang det sammen med erfaringerne fra Folkeforbundet efter Første Verdenskrig. Her var der ingen vetoret, men det resulterede så også i, at organisationen ikke blev taget alvorligt af de ledende magter.

Der er et stærkt ideelt præg over en regelbaseret verdensorden – det er retten og ikke magten, som skal styre verden. Men hvis den isolerer sig fra den magtpolitik, som stadig gør sig gældende, risikerer vi at havne i samme situation som Folkeforbundet, hvor retten i sidste ende blev tromlet ned.

Så hvis FN's sikkerhedsråd skal have legitimitet, kommer vi ikke udenom vetoretten, men den kan jo ikke med rimelighed baseres på de sejrende magter fra Anden Verdenskrig.

Verden har ændret sig radikalt siden 1945, hvilket også bør afspejle sig i sammensætningen af Sikkerhedsrådet, og hvordan vetoretten bruges. Den diskussion har kørt i mange år, og det er svært at løse problemet, når de eksisterende faste medlemmer af Sikkerhedsrådet ikke vil bevæge sig og acceptere, at verden i dag er helt anderledes end i 1945.

Jo, der er mange udfordringer i FN-samarbejdet. Og hvor håbløst det af og til kan forekomme, er FN det eneste sted, hvor den globale samtale og politikudvikling kan finde udfoldelse. Og hvor svag FN end kan forekomme ved de store konflikter, kan jeg garantere, at det havde set langt værre ud, hvis vi ikke havde haft organisationen.

Det var Dag Hammerskjöld, som i sin tid sagde noget i retning af, at FN ikke er vejen til himlen, men det er vejen til at undgå helvede. Det var under Den Kolde Krig.

Verden i dag er kaotisk, og som i 50'erne kan det være svært at bevare optimismen. Men som dengang er FN i dag ét af de steder, hvor menneskeheden trods alt har muligheden for at besinde sig og komme til fornuft. Det kan være svært, men der er ingen vej udenom: Vi må lære at elske FN noget mere.