Her er de fem eksperter, der briefede politikerne om udenrigspolitik

Ukraine og Afrika var på dagsordenen, da fem udenrigseksperter tirsdag briefede politikerne på Marienborg i forbindelse med sonderingerne om regeringsdannelse.

En tidligere Nato-ambassadør, en seniorforsker, en dekan og to redaktører gik ind på et slot. Dette er ikke starten på en vittighed. Men i stedet hvad der skete tirsdag, da fem eksperter var inviteret op til statsministerens embedsbolig Marienborg nord for København for at tale om udenrigs- og sikkerhedspolitik med repræsentanter for Folketingets partier ved et såkaldt temamøde.

Mødet var en del af de regeringssonderinger, som kongelig undersøger og fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) har stået i spidsen siden folketingsvalget den 1. november.

De fem udvalgte eksperter var tidligere Nato-ambassadør og nuværende protokolchef i Udenrigsministeriet Michael Zilmer-Johns, udlandsredaktør på Weekendavisen Anna Libak, seniorforsker ved Institut for statskundskab på Københavns Universitet Katja Lindskov Jacobsen, dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen samt forfatter og redaktør Anders Agner Pedersen fra mediet Kongressen.com, der beskæftiger sig med amerikansk politik.

{{toplink}}

Flere kilder vurderer, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ønskede at bruge mødet til at gøre det krystalklart for partierne, at der i de kommende år skal bruges adskillige milliarder af kroner på forsvar og sikkerhed.

Ny geopolitisk virkelighed 

Katja Lindskov Jacobsen benyttede sit oplæg til at tegne et dystert billede af situationen på det afrikanske kontinent, hvor hungersnød, folkevandringer, terrorisme og statskup er en del af dagligdagen.

”Rigtig meget af det, der sker i Afrika lige nu, handler om hvad Rusland og Kina foretager sig. Så en af mine pointer var, at der er nogle eksisterende udfordringer, som ser ud til at blive værre, og oven i det har vi en ny geopolitisk virkelighed,” forklarer Katja Lindskov Jacobsen.

Vesten kan ikke vinde 

Anna Libak fra Weekendavisen brugte hovedparten af sin taletid på krigen mellem Rusland og Ukraine samt krigens betydning for forholdet mellem Vesten og Rusland. Hun havde ét klart budskab med til politikerne.

”Vesten kan kun vinde over Putin (Ruslands præsident Vladimir Putin, red.) på slagmarken. Ikke ved forhandlingsbordet. Jeg koncentrerede mig om, at komme med alle de argumenter, der er for - ikke alene for Ukraine, men også for os - ikke at presse ukrainerne til forhandlingsbordet. Lige nu er der enighed om det i Vesten. Men der er begyndt at komme sprækker i den enighed. Men om et halvt år er det også en dårlig idé,” pointerer Anna Libak.

Ikke løfte sløret 

Mikkel Vedby Rasmussen ønsker overfor Altinget ikke at løfte sløret for sine budskaber til politikerne.

{{toplink}}

”Jeg tror ikke det kommer som nogen særlig stor overraskelse for nogen, hvad mine hovedbudskaber er. Men her var jeg var inviteret til at tale med nogen. Og det vil jeg gerne holde inde i det rum,” siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Michael Zilmer-Johns, der stod i spidsen for den arbejdsgruppe, der i starten af oktober kom med en analyse af fremtidens trusler mod Danmark, ønsker heller ikke at løfte sløret for hvad han fortalte på Marienborg.

”I betragtning af mødets karakter, synes jeg ikke, at det vil være korrekt af mig at referere fra drøftelsen,” skriver Michael Zilmer-Johns i en mail til Altinget.

Anders Agner Pedersen er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelse.

Forrige artikel Presset på Europas grænser stiger igen: EU-Kommissionen indkalder ministre til hastemøde Presset på Europas grænser stiger igen: EU-Kommissionen indkalder ministre til hastemøde Næste artikel Om halvandet år skulle Europa have nyt system til fordeling af asylansøgere. Men det kommer ikke til at ske, siger ekspert Om halvandet år skulle Europa have nyt system til fordeling af asylansøgere. Men det kommer ikke til at ske, siger ekspert