Farlig blanding af udviklingsarbejde og krigsdeltagelse

Af Henrik Nielsen
Akademisk medarbejder, ph.d., NGO-forum*

Da den franske hær gik ind i det nordlige Mali, blev de modtaget som befriere. Det flertal af befolkningen, der ikke er tuareger, var lykkelige, og der har været meget fokus på kvinder, der nu kunne smide sløret, samt hvordan det nu skulle være slut med afhugning af hænder efter Sharialoven. Så vidt så godt.

Men hvad nu? Der var ifølge DR's korrespondent foruroligende mange aktive kombattanter i Tombouctou (også Timbuktu, red.). Disse er nu spredt for alle vinde i et enormt og uvejsomt terræn.

Hvad er vejen frem?
Vil franskmændene blive? Er det realistisk at få genopbygget en malisk hær, der med de nødvendige ressourcer og organisation kan genoprette en eller anden form for ikke bare ro, men også lov og orden? Er det realistisk at forestille sig en fredsbevarende hær sammensat af soldater fra andre afrikanske lande, der ikke bliver involveret i alskens "income generating activities", eller ender som part i konflikten snarere end som fredsbevarere?

Er det realistisk, som franskmændene forestiller sig, at man kan gå ind og forhandle med oprørerne? Findes der en legitim repræsentation for denne givetvis meget heterogene og sparsomt organiserede gruppe?

Og hvad skal Danmark stille op? Vi har aktivt støttet Frankrig og har nu en forpligtelse til at medvirke til at sikre, at freden bevares. Samtidig er vi som programsamarbejdsland nødt til at forholde os til, hvordan vi også er udviklingssamarbejdende og part i en borgerkrig. Skal vi til at lave "samtænkning" - noget vi har haft blandede erfaringer med i Afghanistan?

To dystre fremtidsscenarier
I hele denne noget spegede affære er der to scenarier, jeg er særligt nervøs for, og som ikke virker usandsynlige:

• Tuaregerne har traditionelt opfattet de andre etniske grupper med stor skepsis, en skepsis som i nogen udstrækning har været gensidig. Tuaregerne har ikke opfattet sig som en del af det samme fællesskab som resten af malierne.
  Efter oprøret er der stor risiko for, at det store flertal af tuareger, der ikke har haft noget med oprøret at gøre, vil komme til at bøde for oprørernes gerninger. Omfattende gengældelsesaktioner mod civile tuareger, ikke kun fra militærets side, men også fra pøblens, kan ikke udelukkes.

• Amerikanerne har annonceret, at de nu går ind og støtter "kampen mod terror" i Mali mere massivt. Dette kan medføre, at man, i fremtiden, i stedet for at opretholde tilstedeværelsen af større militære enheder, klarer bekæmpelsen af oprørerne med droneangreb.
  Resultatet kan blive, at hver gang, der kører en firhjulstrækker rundt i ørkenen med noget, der måske er et maskingevær på ladet, så bliver den "taget ud", som Søvndal siger, og så er der i øvrigt ikke mere snak om det.

 

* De synspunkter, der fremføres i debatindlægget, er skribentens egne og repræsenterer ikke NGO forum.

debat@altinget.dk