Husk mangfoldigheden, Friis Bach!
DEBAT: Der er mange modeller for internationalt NGO-samarbejde, men har udviklingsminister Christian Friis Bach blik for denne mangfoldighed?, spørger Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis.
Generalsekretær i IBIS
Christian Friis Bach tager i sit indlæg internationale alliancer og samarbejder op. Uden at sige det direkte henviser Christian Friis Bach til en mangeårig international proces, hvor bistandsaktørerne, især de bilaterale donorer, men også de multilaterale donorer og NGO'erne har diskuteret, hvordan vi kan få mere for pengene ved en bedre arbejdsdeling og ved at sikre et stærkere ejerskab i ulandene.
Jeg har fulgt den proces tæt i mange år, og jeg støtter de bagvedliggende principper. Donorer og organisationer handler for tit kun med afsæt i deres egne prioriteringer og interesser, der er for tit for mange ikke-koordinerede projekter, og ulandenes regeringer, myndigheder og organisationer har for tit været kulisse for quick fix og modeprægede indsatser udrullet af donorer. Det er vigtigt at bruge ressourcerne bedst muligt.
Det afgørende bliver så, hvordan vi gør det. Jeg kunne have lyst til at kommentere, hvordan de bilaterale donorer gør og navnlig ikke gør det, men lad mig koncentrere mig om NGO'erne. Her ser jeg to hovedtendenser: den multinationale NGO og netværks-NGO'en.
NGO med globalt outreach
Den multinationale NGO går ud på at lave en struktur med et globalt outreach, med et internationalt kontor som overbygning og nationale kontorer i både ilande og ulande og en skarp arbejdsdeling. Kontorerne i ulandene skal opfattes som selvstændige nationale NGO'er og have ansvar for programarbejdet, hvorimod kontorerne i ilandene skal samle penge ind og lave oplysning og kampagner.
Fordelene er især det globale outreach, den kapacitet, der kan opbygges i centre, og det fælles brand. Ulemperne eller kritikken går især på, at kontorer i ilandene bliver rene fundraising/kampagne-kontorer, at postulatet om at være 'nationale' i ulandene ikke holder, og at omkostningerne ved den internationale overbygning er for store.
Billigere og bedre nationalt ejerskab
En netværks-NGO fastholder ilands-NGO'en som en dansk/tysk/fransk/xx organisation, som i netværket samarbejder, arbejdsdeler og koordinerer indbyrdes på basis af forskellige kompetencer. Der er ikke en selvstændig international overbygning, der deles kontor i ulandene, når det logistisk er muligt og praktisk, og der laves fælles projekter i en konsortiemodel.
Fordelene er, at diversiteten bevares og ses som en styrke, at det nationale ejerskab er bredere, og at modellen er billig. Ulempen går især på, at der ikke er en central kraft, der kan tvinge de nationale organisationer til at koordinere og samarbejde, og at hver enkelt organisation prioriterer sig selv først og netværket sekundært.
Mangfoldige modeller
INTRAC (britisk forsknings- og konsulentorganisation) holdt for nogle år siden et stort seminar, hvor vi diskuterede de internationale tendenser og fordele og ulemper ved forskellige modeller for et stærkere internationalt NGO-samarbejde. Det mest slående var, at der var mange forskellige modeller for, hvordan det samarbejde bedst kunne foregå. Organisationerne har meget forskellige historier ('baglandet'), kulturer, strukturer og mandater, og den mangfoldighed slog stærkt igennem.
Hvis man som jeg ser civilsamfundet som andet og mere end et middel til at levere nogle ydelser, er mangfoldigheden netop civilsamfundets styrke. Civilsamfundet er en central del af det demokratiske fundament, som vi allerede har i Danmark, og som vi i andre samfund gerne vil støtte opbygningen af. Den mangfoldighed skal støttes! One size does not fit all. Det håber jeg, Christian Friis Bach har blik for i de videre diskussioner om, hvordan vi hver især organiserer os for at forvalte ressourcerne optimalt.
