Sund fornuft at styrke modtagerlandes sikkerhed
DEBAT: Præmissen for, at fejlslagne stater udvikler sig til tilflugtssteder for terrorister, holder ikke, skriver professor Bjørn Møller og opfordrer til skarp skelnen mellem forsvars- og udviklingsbistandsbudgettet.
Af Bjørn Møller
Professor (mso) v. Aalborg Universitet i København
Der er mange gode grunde til at kombinere sikkerhed og udvikling, men det skal i så fald ikke være vores sikkerhed, der står i fokus. I så fald bør indsatsen finansieres ud af forsvarsbudgettet.
At benytte en del af ulandsbistanden til at øge modtagerlandenes (og ikke mindst deres befolkningers) sikkerhed er imidlertid både etisk forsvarligt og udtryk for almindelig sund fornuft.
Bistand til forebyggelse af konflikter
Det nytter f.eks. ikke at bygge skoler, grave brønde o.lign. i udviklingslande, hvis landet befinder sig i eller risikerer at havne i en væbnet konflikt, som lynhurtigt vil smadre, hvad vi har været med til at bygge op.
Dette kan indebære konkrete omposteringer, som det kan være svært for "bistands-traditionalister" at sluge. F.eks. kan det indebære at bruge en del af de penge, der ellers ville være gået til at forbedre livsvilkårene for kvinder i landdistrikterne, til at afvæbne, demobilisere og re-integrere tidligere kombattanter, dvs. soldater fra enten en regerings- eller oprørshær, f.eks. ved at opkøbe våben med henblik på at destruere dem.
Hvis det forhindrer en krig i at bryde ud igen, kan det imidlertid være en meget fornuftig disposition, da man herved sparer de kvinder, man tidligere hjalp mere direkte, for de afsavn og lidelser, som en ny krig uvægerligt vil indebære.
Træning af militær med forbehold
Ud fra samme logik kan der også i nogle tilfælde være gode grunde til at bistå militæret i modtagerlandene, f.eks. ved at træne dem i fredsbevarende operationer og/eller at træne deres politi i almindelig kriminalitetsbekæmpelse, hvilket også vil komme befolkningerne til gode - hvis man da vel at mærke kan være rimeligt sikker på, at deres nyerhvervede færdigheder ikke bliver misbrugt til at starte en ny krig med eller til at undertrykke civilbefolkningen.
Da der ofte vil være tale om svage stater, hvis overlevelse måske ikke engang er garanteret, vil denne form for støtte altid indebære en vis risiko, men denne risiko kan være værd at løbe. Satser man i stedet alt på det helt sikre, ender man med at bruge det meste af bistanden til lande, der måske egentlig ikke har brug for den, på bekostning af dem, der virkelig har behov, hvilket heller ikke ville være etisk forsvarligt.
Fejlslutninger vedrørende fejlslagne stater
Ulandsbistand kunne også blive (og bliver faktisk) benyttet til at forsøge at genopbygge stater, der er kollapset - typisk som følge af en væbnet konflikt. Hvis motivet er et ønske om at hjælpe det statsløse lands indbyggere, er dette fra en etisk betragtning helt uproblematisk - hvis det vel at mærke har rimelige udsigter til at kunne lykkes. Dette er desværre ikke tilfældet i hverken Afghanistan eller Somalia, hvor indsatsen enten er omsonst eller ligefrem gør ondt værre.
Hvis motivet derimod er at forhindre fejlslagne stater i at udvikle sig til tilflugtssteder for terrorister, der måske kunne angribe Danmark eller vores allierede, hører indsatsen ret beset hjemme under forsvars- snarere end bistandsbudgettet.
Hertil kommer, at selve præmissen - at fejlslagne stater tiltrækker internationale terrorister som en kokasse tiltrækker spyfluer - simpelthen ikke holder for en nærmere prøvelse. Ydermere er det jo ikke ligegyldigt, hvilken slags stat man hjælper med til at (gen)opbygge, og her er hverken Afghanistan eller Somalia på nogen måde eksempler til efterfølgelse. Dels er de dybt korrupte og udemokratiske, og dels vil de så sikkert som amen i kirken bryde sammen, så snart de udenlandske styrker bliver trukket tilbage.
