Danmark har været aktiv i de nødvendige lande
DEBAT: Selvom Danmark ikke har opnået det ønskede mål med bl.a. Det Arabiske Initiativ, har vi været aktive og engagerede, hvor vi bør og skal være det, mener Per Stig Møller, udenrigs- og udviklingsordfører for Konservative.
Af Per Stig Møller
Udenrigs- og udviklingsordfører for Konservative
På fredag fejrer Udenrigsministeriet 10-året for oprettelsen af Det arabiske Initiativ eller Partnership for Reform and Progress, som vi kaldte det på engelsk. Det er jeg glad for, og det er velfortjent. Mange civile organisationer her og i den muslimske verden har været meget engagerede og initiativrige i de forløbne 10 år.
Vi påbegyndte det, fordi vi i 2002 havde benyttet vores position som formand for EU til at medvirke meget aktivt i udarbejdelsen af Køreplanen til Fred mellem Israel og palæstinenserne.
Vi havde i efteråret 2002 sæde i Mellemøstkvartetten, fordi vi besad formandskabet i EU. Vores engagement her havde givet os en position i Mellemøsten, som vi mente, kunne udnyttes i fremtiden. Samtidig påpegede Køreplanen tillid som forudsætning for fred. Og endelig mente vi, at islamismen ville blive den nære fremtids største trussel mod en fredelig udvikling i området og et fredeligt samvirke over Middelhavet. Tiden har i vidt omfang givet os ret.
Vi fik 100 millioner på de efterfølgende finanslove til initiativet, og det har den nuværende regering næsten tredoblet, for der er sandelig god brug for pengene og mange relevante steder at bruge dem.
Et initiativ på deres præmisser
Meningen med initiativet var at fremme de reformkræfter og moderne kræfter, som ville udvikle landene og bevæge dem frem mod demokrati, retsstat og ligestilling mellem kønnene. Ikke på den måde, at vi kom til dem og prædikede alt dette, men omvendt.
Organisationer, regeringer og medier skulle derfra komme til os og ønske et samarbejde om disse ting med os og med repræsentanter for det danske civilsamfund. Håbet var at medvirke til at styrke reformkræfterne så meget og skaffe så mange resultater og så megen fremgang, at befolkningerne ikke ville lade sig friste af islamismen og den anti-vestlige konfrontation. For bliver den dominerende, får vi urolige tider af ukendt rækkevidde og uvis længde. Vi ville så at sige klippe græsset under islamisternes fødder.
Der kom mange projekter og mange initiativer. Kvindegrupper blev støttet, udvikling af en uafhængig retspleje blev hjulpet, den undersøgende og frie journalistik blev opmuntret, ombudsmandssystemer blev lanceret m.m.
Og Initiativet er med tiden blevet udvidet fra at være arabisk til at være bredere muslimsk. Pakistanerne er jo for eksempel ikke arabere, men de har så sandelig brug for støtte til en udvikling af den art, som Initiativet omfatter.
Vi fik efterhånden Pakistan med, og jeg konstaterer med glæde, at udviklingsministeren nu har forhøjet støttebeløbet til Pakistan. Thi falder Pakistan, falder Afghanistan, hvorefter vi står med et sprængfarligt islamistisk område, som vil påbegynde destabiliseringen af Centralasien.
En usikker fremtid
Har vi så nået, hvad vi ville? Det kan enhver se, vi ikke har. Hele områdets udvikling står lige nu på vægtskålen, og vi ved ikke, hvilken side der bliver vajet op eller ned. Og selvfølgelig kan hverken 100 millioner eller 275 millioner danske kroner afgøre, hvad vej det kommer til at gå.
Men vi har i det mindste styrket nogle, hjulpet andre og medvirket til at fremme den dagsorden, de moderne og reformerende kræfter står for. Vi har medvirket, hvor vi syntes, vi kunne og skulle - og mere kan vi ikke gøre. Uanset hvordan det hele ender, har vi været aktive og engagerede, hvor vi efter min bedste overbevisning bør og skal være det.
Danmark skal repræsenteres i vækstøkonomier
