Flere klare krav til private investeringer

Af Marianne Haahr
Politisk koordinator, CARE Danmark

Der har de seneste ti år været en stigende tendens til, at politikerne outsourcer ansvaret for at holde den private sektor ansvarlig til civilsamfundsaktører.

Danske ngo’ers fornemmeste rolle er blevet at agere vagthunde over for stater og private virksomheder. Politikerne bruger derimod krudtet på at holde private virksomheder tilfredse blandt andet gennem støtteordninger.

Men det er tid til, at politikerne kommer på banen og risikerer noget ved at stille klare krav til private virksomheder, når de modtager bistandskroner under en grøn vækst- udviklingsdagsorden.

Ikke altid en win-win-situation
Et af de mest anvendte begreber i grønvækstdebatten er win-win-situationer, hvilket er ideen om, at investeringer kan designes, så alle høster fordele.

Problemet er imidlertid, at mange investeringer ender som et nulsumsspil med vindere og tabere, fordi de ofte drives af særinteresser både i Danmark, og der hvor der investeres.

Områdedirektør i Landbrug & Fødevarer Jan Laustsen mener ikke, at særinteresser er en dårlig ting, men at de derimod netop kan danne grundlag for win-win-scenarier. Men særinteresser fører ofte til interessekonflikter, som producerer vindere og tabere, og i det spil kan de fattige bønder i Afrika meget vel være taberne.

Jeg er enig med Jan Laustsen i, at et vigtigt udgangspunkt er, at vi er i øjenhøjde og bestræber os på at skabe ligesindede partnerskaber. Partnerskaber har det imidlertid svært med ligesindetheden, når den ene part betaler regningen.

Det vil altid være giveren, som har en bedre forhandlingsposition. Derfor er det helt afgørende ikke ukritisk at lancere udenlandske investeringer som vindersager på vegne af de fattigste dele af befolkningerne. Når en investor mødes med eliten i et afrikansk land (erhvervsliv og politisk elite) for at underskrive en kontrakt, går de alle fra underskrivningsceremonien som vindere. Det er bare ikke ensbetydende med, at de fattigste dele af befolkningen også vinder.

For eksempel er det ifølge Landmatrix kun 16 procent af de 15 millioner hektar jord i Afrika, som udenlandske investorer har erhvervet siden år 2000, som bruges til at producere mad på. Jorden bruges til andre formål såsom at producere biobrændsel til Vesten.

Her er interessemodsætningen klar: Lokalt vil man gerne have billigere fødevarer, men i Vesten vil vi gerne have brændstof til vores biler. Og Vesten vinder sammen med den elite/stat, som udlejer jorden, så det kvalificerer som en ægte win-win-situation med to klare vindere. Men det betyder ikke, at der ingen taber er. Man overser nemlig de lokalområder, som står tilbage uden adgang til billige fødevarer eller jord til selv at producere det på.

Risiko for at forstærke ulighed
Selv med de investeringer, som faktisk lever op til nationale politikker, er der grund til at træde varsomt. Afrikanske politikker tilgodeser ofte de dele af landbruget, som kan producere i større skala, og som derfor er klar til at anvende ny teknologi.

Politikkerne favoriserer ligeledes ofte bybefolkningerne, som der typisk er flere stemmer i end småbønder på landet. Uden en forudgående forståelse for og analyse af det politiske magtspil kan grønvækst–initiativer, der lever op til nationale politikker, ende med at forstærke eksisterende uligheder nationalt og lokalt.

Det er ikke tilfældigt, at mange afrikanske lande importerer størstedelen af deres korn, til trods for at de har enorme landbrugsarealer. Der ligger politiske valg til grund for den udvikling, som har produceret vindere og tabere.

Når der tales om win-win-situationer med bistandsmidler, bør der være klarhed over, hvilke vindere og tabere som gemmer sig bag det populære begreb. Forståelse for forskellige magtpositioner i samfundet og det politiske spil lokalt og nationalt er noget, ngo’erne bruger meget krudt på at forstå, og noget, som ligeledes bør være et krav til de nye udviklingsaktører.      

Klare krav til de private investeringer    
Det nyeste skud på stammen er Opportunity Africa, som udviklingsministeren lancerede i oktober. Opportunity Africa forsøger at fremme danske interesser i Afrika gennem win-win-investeringer. Det er et eksempel på et tiltag, som øger behovet for mere tydelige danske politikker på området.

Det er tid til, at politikerne selv tager noget af ansvaret på sig og stiller klare krav til de virksomheder, som modtager bistandsmidler.

Ngo’erne står ikke alene med ønsket om større politiklederskab på området. I den største undersøgelse blandt virksomhedsledere globalt, Arkitekter for en Bedre Verden (udgivet af Global Compact og Accenture), efterspørger 1.000 virksomhedsledere mere handling fra politisk niveau inklusiv brug af midler som beskatning, regulering og definition af standarder.

Vi skal starte med at få orden i eget hus ved at stille krav inden for det sociale og grønne område til de private virksomheder, som modtager bistandsmidler til at investere i Afrika. 

debat@altinget.dk