Concord: Tom skåltale fra udviklingsminister
DEBAT: Udviklingsministeren afviser at diskutere, hvilke midler der skal til for at nå verdens nye 2015-mål. Men det er en dårlig forhandlingsteknik og underminerer Danmarks indflydelse, mener Concord Danmark.
Af Nils Brøgger Jakobsen og Laust Leth Gregersen
Hhv. formand og sekretariatsleder, Concord Danmark
Onsdag i sidste uge lancerede EU-kommissionen et udspil til verdens nye mål for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling, som skal afløse de nuværende 2015-mål.
Udspillet lægger op til et potentielt paradigmeskift i måden, verdenssamfundet skal takle disse store udfordringer: Målene skal nemlig gælde for alle verdens lande, hvilket betyder, at verdens rige nationer også skal ansvarliggøres for deres bidrag til at skabe en bæredygtig og lysere fremtid for jordens befolkning.
Men den danske udviklingsminister ser allerede ud til at løbe fra dette ansvar, inden forhandlingerne for alvor er begyndt!
Tom skåltale fra ministeren
"Vi risikerer, at verdens fattige lande siger, at de også vil have mål for bistand, teknologi og handel og gældslettelse. Og så bliver det lige pludselig meget kompliceret ... Derfor er det er klogt at holde mål og midler hver for sig," lød det således fra udviklingsminister Christian Friis Bach i et interview her på Altinget.dk.
Denne tilgang er ikke alene uambitiøs; den risikerer også at skade Danmarks troværdighed i de vigtige forhandlinger, som nu er påbegyndt i både EU og FN. Særligt i FN, hvor ministeren har fået et sæde i den arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan bæredygtighedsdelen af de nye mål skal se ud – de såkaldte Sustainable Development Goals (SDG'er).
Når man sætter sig et mål i fællesskab, må man uundgåeligt spørge, hvad der skal til for at nå derhen. I særdeleshed hvor de penge, der skal til for at nå nye mål, skal komme fra. Et globalt system kan naturligvis kun fungere, hvis alle parter er parate til at tage deres retmæssige andel af ansvaret og er parate til at blive målt på, om de leverer. Mål uden midler er blot en tom skåltale. Det siger sig selv og er derfor dårlig forhandlingsteknik.
Hvorfor skulle verdens fattige lande binde sig på at omstille deres økonomier, når de rige stormagter, der står for 70 procent af verdens ressourceforbrug fra start melder ud, at de ikke vil diskutere, hvad deres bidrag skal være? Eller hvorfor skulle udviklingslandene acceptere at blive målt og vejet i forhold til, om de forvalter deres rigdomme forsvarligt, hvis vi ikke er parate til at afgive bindende løfter om finansiering?
Hvordan skal man kunne tro på, at vi kan nå i mål, hvis EU og USA ikke vil diskutere, hvordan vi sammen kan lukke de finansielle smuthuller, som medvirker til, at de fattige lande hvert år frarøves 10 gange så mange penge, som de modtager i bistand gennem illegal kapitalflugt, der flytter pengene i skattely, hvor overskuddet tilkommer en lille global elite? Det giver ganske enkelt ikke mening.
Det er en ommer
Vi ved af bitter erfaring fra de internationale klima- og handelsforhandlinger, hvor svært det er at opnå enighed i verdenssamfundet i dag. Men hvis progressive lande som Danmark ikke går forrest og viser viljen til at stille stærke krav til os selv, kan vi lige så godt give op på forhånd.
Så kære Christian Friis Bach, vi kan simpelthen ikke starte med at afvise at diskutere sammenhængen mellem mål og midler – det er en ommer.
Lad os i stedet få gang i en ambitiøs og grundig debat om, hvad vi ønsker at opnå, og hvad vi alle skal bidrage med for at skabe en bedre verden for verdens fattigste og fremtidens generation. Der er stadig tre år til, at de nuværende mål udløber, og vi er kun lige begyndt på at diskutere, hvad der skal komme efter.
