Dansk krigsdeltagelse mudrer samtænkningsdebat
DEBAT: Meget få har kvalificerede svar på de mange spørgsmål, det danske engagement i Mali rejser, skriver ph.d. Henrik Nielsen. For hvem tør være kritisk, når soldater vender hjem i kister.
Af Henrik Nielsen
Sekretariatsmedarbejder, ph.d., NGO Forum
Det er fra forskellige sider blevet fremsat, at der har været et foruroligende fravær af folkelig debat omkring det voldsomt stigende militære udenrigspolitiske engagement fra Danmarks side siden 2001.
Mona Sheikh og Rasmus Boserup fra DIIS efterlyste 17. februar i en kronik i Politiken en debat om, hvad det var, Danmark ville med sin udenrigspolitiske aktivisme, og mente, at regeringen burde igangsætte en debat omkring dette. Peter Viggo Jakobsen her på Altinget.dk er enig. Han efterlyser, at vi får en diskussion af, hvordan vi forbedrer samspillet mellem udviklingsmæssige, humanitære og militære indsatser, fordi de gode gamle dage, hvor disse var adskilte, ikke kommer igen.
Forskellige forklaringer
Som Sheikh og Boserup er inde på, har det dog været vanskeligt at få danske regeringer til at gå seriøst ind i at igangsætte sådanne debatter. Den forrige regering fik inddraget Danmark i Irakkrigen på et direkte løgnagtigt grundlag. Ikke det bedste diskussionsoplæg. Interventionen i Afghanistan er hele tiden blevet retfærdiggjort med nye argumenter. Først var det for at nedkæmpe Taliban, så var det for at indføre demokrati, så var det for at få pigerne i skole. De basale forklaringer på, hvorfor vi skulle intervenere, ændredes hele tiden.
Den nuværende regerings retorik om situationen i Mali er heller ikke præget af særlig vilje til at nuancere konfliktens karakter. "Islamisterne" indførte Sharia, d.v.s. huggede hænder af folk og tvang kvinderne til at bære slør, og det var vores pligt at befri de områder, de var kommet til at dominere. Det er nogenlunde den forklaring, man får.
Det tyder med andre ord på, at når udvikling og militær "samtænkes", bliver det vanskeligt at få en ordentlig debat. Når først de danske Jens'er drager ud (og måske oven i købet kommer døde og sårede hjem) bliver det vanskeligt, især for politikerne, at diskutere mere kritisk, hvorvidt den samtænkte indsats fører til de ønskede mål.
Vigtig debat, men vanskelige spørgsmål
Men debatten er vigtig, siges det. Ikke mindst nu, hvor vi er i gang igen i Mali, og det kniber gevaldigt med effektive værktøjer, når vi, med Villy Søvndals ord, skal arbejde for, at "Malis befolkning igen får mulighed for at leve et værdigt, mangfoldigt og trygt liv".
Og med hensyn til Mali: Hvad er det, vi skal debattere her i Danmark? Om interventionen er en god idé? Det er de færreste, der har nogen særligt kvalificerede synspunkter i den sag. Jeg kunne nævne nogle vigtige spørgsmål i den forbindelse, som må være essentielle at have svar på, hvis man vil diskutere interventionen i Mali med henblik på at forstærke sit engagement i landet:
- Skal vi, som Søvndal nævner, indgå i en politisk proces med forhandlinger mellem parterne? Er MNLA en legitim forhandlingspart? Og kan man forhandle den ene dag, og bombe løs den næste?
- Hvornår skal de fransk-ledede styrker trække sig igen? Er det realistisk at forestille sig en pan-afrikansk fredsbevarende styrke overtage efter franskmændene? Og hvordan garanterer vi, at en sådan tilbagetrækning ikke efterfølges af en generel etnisk forfølgelse af tuaregerne i de berørte regioner?
- Hvordan stiller vi os i forhold til, at Blaise Compaoré er AU's chefforhandler? Er han ikke selv part i konflikten, og bruger han ikke hovedsageligt konflikten på at styrke sig selv, politisk såvel som økonomisk?
- Hvilke segmenter inden for den maliske politiske elite er i stand til at danne grundlaget for en bæredygtig malisk regering og en stat med et minimum af legitimitet? Og hvordan støtter man sådanne kræfter?
- Medfører engagementet i Mali, at vi øger risikoen for at ende som terrormål?
Nej, vel? Det er de færreste af os, der har nogle særligt gode bud på svar på disse spørgsmål. Det risikerer at blive en debat, ingen af os bliver meget klogere af, hvor kravet fra politisk side om at fremstå som fast i kødet vil friste debattørerne til groft forsimplede forklaringsmodeller. Det er således nemt at efterlyse debat. Men når eksperterne ikke rigtig ved, hvad de skal mene, og politikerne har deres politiske dagsordner at tænke på, er det alligevel sværere end som så.
