Nye udviklingsmål kan ende i politisk ligeglydighed

Det er godt og meget relevant, at Altinget.dk sidste torsdag bidrager til den begyndende vigtige debat om nye globale udviklingsmål til afløsning af FN's 2015-mål for bekæmpelse af verdens fattigdom i. Det sker dels med et interview med udviklingsminister Christian Friis Bach, dels i en artikel med udgangspunkt i EU's første bud på nye udviklingsmål efter 2015.

De otte udviklingsmål, som FN vedtog i 2000, om halvering af fattigdommen i verden gennem indsatser især rettet mod sult, analfabetisme, sygdom, børnedødelighed og kønsdiskrimination ser overordnet ud til at blive opfyldt. Desuden har FN-målene været med til at øge den politiske og offentlige interesse for udviklingsarbejde og international udviklingsbistand, fordi målene har været få, enkle, konkrete, realistiske og målbare og dermed lette at kommunikere til offentligheden.

På den måde har FN-målene været en succes. Problemet er imidlertid, at målene ikke har adresseret årsagerne til fattigdommen i verden. Og derfor kommer vi ikke uden om at tage fat på de politiske og strukturelle årsager til fattigdom både i Syd og i Nord og de mekanismer, som fortsat fastholder mennesker i fattigdom, hvis vi mener det alvorligt med at afskaffe fattigdom i denne verden.

EU's udviklingskommissær Andris Piebalgs er inde herpå, når han giver udtryk for, at målet om at udrydde ekstrem fattigdom på hele kloden er inden for rækkevidde i løbet af en generation. Det er ikke ressourcerne, der mangler, men snarere den politiske vilje hertil.

EU's fokus bekymrer
EU giver ikke i det første udspil konkrete bud på nye udviklingsmål efter 2015. Men når man ser på de fem hovedpunkter, som EU sætter fokus på, kan man godt blive lidt bekymret.

EU foreslår bl.a., at de kvantitative mål suppleres med kvalitative mål og minimumsstandarder for fremskridt inden for f.eks. uddannelse og sundhed. Fint nok. Men hvordan skal disse måles? Desuden tales der om mål for bæredygtig økonomisk vækst inden for f.eks. landbrug og fiskeri og anvendelse af naturressourcer. Fint nok. Men hvordan skal bæredygtig vækst måles?

Desuden lægger EU op til, at der opstilles mål inden for menneskerettigheder, demokrati, retssystemer, gennemsigtighed og god regeringsførelse samt fred og stabilitet. En stor mundfuld! Og igen - hvordan skal resultaterne måles og derefter formidles til den undrende offentlighed?

Udviklingsminister Christian Friis Bach har tilsvarende ambitioner. I interviewet med Altinget.dk taler han bl.a. om klima, biodiversitet, anvendelse af naturressourcer, energi, bæredygtig udvikling, menneskerettigheder og andre relevante emner, som bestemt er vigtige for den globale udvikling.

I-lande kører på frihjul
EU og udviklingsministeren er langt hen ad vejen enige - f.eks. også om at de nye udviklingsmål bør være forpligtende for både udviklingslandene og industrilandene. Det manglede da bare, idet industrilandene stort set har kørt på frihjul i forbindelse med opfyldelsen af 2015-målene og f.eks. slet ikke har levet op til tidligere tilsagn om øget udviklingsbistand.

Men med udmeldingerne fra EU og Danmark kan man godt frygte, at de nye udviklingsmål mere kan blive en Nord-dagsorden snarere end en Syd-dagsorden. Nok har 2015-målene været en succes. Men der vil efter 2015 fortsat være omkring 1 milliard mennesker, som lever i dyb fattigdom. Mennesker, som ikke ved, hvorfra deres næste måltid skal komme, er næppe voldsomt optaget af bæredygtighed.

En Syd-dagsorden vil derfor sandsynligvis indeholde målsætninger om den totale afskaffelse af fattigdom og dertil føje mål for bistand, overførsel af teknologi og investeringer samt handelslettelser og gældseftergivelse.

Politisk ligegyldighed
Forhåbentligt kan Nord og Syd enes om konkrete og målbare udviklingsmål - det bliver sandsynligvis langt sværere at enes om de nødvendige midler til at opnå målene. Det forudser udviklingsministeren i al fald og foreslår derfor, at man først enes om målene og dernæst tager kampen om midlerne, dvs. værktøjerne til at nå målene.

Det kan godt være, at vi i første omgang kun kan enes om konkrete, humanitære mål. Vi må imidlertid erkende, at de globale udviklings- og fattigdomsproblemer ikke løses alene gennem velmente humanitære indsatser. Vi får ikke afskaffet den globale fattigdom, hvis vi ikke tager fat på de grundlæggende årsager hertil, herunder den voksende ulighed i både rige og fattige lande, og kun fokuserer på symptomerne.

I sidste ende handler udviklingsbistand jo om politik - magtpolitik, økonomisk politik, fordelingspolitik, socialpolitik, sikkerhedspolitik, osv. Når der fortsat findes udbredt fattigdom i verden skyldes det ikke naturlove eller økonomiske love. Det skyldes, som det påpeget af EU's udviklingskommissær, manglende politisk vilje til at afskaffe fattigdommen. Og det gælder i både Nord og Syd.

Den allerstørste udfordring er derfor den voksende politiske ligegyldighed fremkaldt af den globale økonomiske krise over for de fattige ikke bare i udviklingslandene - men også over for de fattige på vores eget dørtrin.

debat@altinget.dk