S: Bistandsdebat skal ikke kun være for kloge-åger

DEBAT: Flere penge til oplysning om dansk udviklingsbistand, og flere skal opleve forholdene i ulandene. Det kan ifølge udviklingsordfører Mette Gjerskov (S) styrke danskernes opbakning til bistanden.

Af Mette Gjerskov (S)
Formand for Udenrigspolitisk Nævn og udviklingsordfører

Tak til Altinget.dk for at lægge op til debat om bistanden med et nyt panel. Jeg kaster mig straks over tasterne.

Men samtidig lurer der en lille skepsis i baghovedet: Endnu en bistandsdebat i en snæver og elitær kreds af Kloge-Åger og bureaukrater.

Stor respekt for hver eneste paneldeltager. Jeg ved, at de hver især gør et fantastisk og engageret arbejde. Men hvordan hulen får vi bredt denne debat ud til helt almindelige danskere?

Vi andre kan jo nemt bekræfte hinanden i, at bistanden er vigtig, men vi lever på godt og ondt i et demokrati. Så når borgerne er ligeglade eller ligefrem uvidende, tjah, så falder bevillingerne på et eller andet tidspunkt.
 
Det, der er vildt frustrerende, er, at vi har så mange gode historier at fortælle. At ulandsbistand giver os værdi som mennesker – ja måske ligefrem lykke. Det føles rigtig godt nede i maven at være et overskudsmenneske, der hjælper andre.

Ikke kun, fordi Danmark er et af verdens rigeste lande, og det forpligter. For mig handler det lige så meget om, at det giver danskerne udsyn. Det giver værdi til Danmark og hver enkelt dansker, når vi hjælper. Derfor mener jeg også, at måden, hvorpå vi kan styrke opbakningen til bistanden, er ved at tage udgangspunkt i det. I den værdi bistanden skaber for helt almindelige danskere.
 
Jeg mener særligt, der er tre områder, vi skal sætte ind.

Ulandsambassadører
For det første skal vi have flere ulandsambassadører. Vi, der deltager i denne debat, har sikkert alle prøvet det. Det personlige møde.

Jeg vil aldrig glemme den dag i Saharas ørken, hvor jeg sad i sandet med en ung malisk tuareg. Den blå turban og hans fortælling om et liv i ørkenen og om hans håb og drømme for fremtiden.

Eller kvinden i landsbyen i Tanzania. Hun havde kun børnebørn tilbage – alle hendes børn og deres ægtefæller havde hun mistet til AIDS. En hel generation forsvundet og det tunge ansvar, hun nu havde med at opfostre resterne af den yngste generation. Jeg glemmer det aldrig.

Flere danskere skal simpelthen have mulighed for at engagere sig i ulandsarbejdet ude i verden. Her skal vi bygge på den stærke folkelige foreningskultur, vi har i Danmark. En kultur, hvor alle slags mennesker deltager i foreningslivet, høj som lav, ung som gammel, direktøren og den ufaglærte.

Jeg mener, det skal være en selvstændig del af en strategi for folkelig forankring, at flere kommer ud til ulandene. De skal opleve deres helt eget personlige møde. Det vil gøre dem til ambassadører for alt det gode, vores ulandsprojekter gør, når de kommer hjem igen. Og også gøre dem i stand til at være kritiske, når det er nødvendigt.

Erhvervslivet og fagbevægelsen
For det andet skal vi have dansk erhvervsliv meget mere engageret, end det er i dag. De ved jo godt, at det er vigtigt – de glemmer bare at deltage i debatten.

Det handler om at engagere alle Danmarks tre sektorer i arbejdet. Staten og civilsamfundet kan ikke løfte opgaven alene. Vi har brug for de ressourcer, et blomstrende privat erhvervsliv bidrager med. Det er entreprenører, ideer og – ja – penge. Heldigvis er der en stigende interesse. Også i fagbevægelsen.

Oplysning, oplysning, oplysning
Endelig mener jeg ikke, vi kommer uden om, at udfordringen med den folkelige forankring i dag er så stor, at vi skal bruge en større del af ulandsmidlerne på oplysning hjemme i Danmark.

Selvom det kan gøre ondt at skulle tage penge fra områder, hvor ti kroner gør en kæmpe forskel i et barns liv, må vi bare erkende, at hvis vi ikke sikrer den folkelige opbakning, vil konsekvenserne for den samlede ulandsbistand kunne blive meget værre.
 
Krisen for dansk udviklingsbistand er i dag så stor, at Venstre nærmest uden nogen folkelig reaktion kan proklamere, at de vil spare 2,5 milliarder på bistanden. Blå blok har læst folkestemningen, og alle partierne står klar med nedskæringskniven.

Opmærksomheden på det her felt er simpelthen skræmmende lille, når en så stærk ’går den så går den’-tilgang til verdens fattigste kan slippe fuldstændig unoteret forbi. Ikke kun i blå blok, men i befolkningen.
 
Derfor er der behov for at investere i at få danskernes øjne op for værdien af ulandsbistanden. Både for dem, vi hjælpers skyld. Og for danskernes.

Forrige artikel MS: Engagér danskerne i udviklingsarbejdet Næste artikel Kvinder bør opprioriteres i nye udviklingsmål Kvinder bør opprioriteres i nye udviklingsmål