Dansk PersonTransport: Den nye regering bør hurtigst muligt få vedtaget en national kollektiv trafikplan

Sektoren for den kollektive persontransport lider både på grund af eftervirkninger af corona og energikrisen. Derfor er det nødvendigt med en national plan for kollektiv trafik, hvor både infrastruktur, regulering og organisering understøtter en styrkelse af den kollektive trafik, skriver Michael Møller Nielsen.

Der er givetvis masser af udfordringer i transportbranchen, som presser sig på, og som det nye Folketing skal løse. Dansk PersonTransport har et klart ønske om, at den kollektive persontransport får første prioritet for den nye regering, når vi taler om transport.

Dette er ikke mindst, fordi det er en sektor, der var særdeles hårdt ramt under corona, og som stadig lider under, at passagererne endnu ikke er vendt tilbage i samme antal som før corona.

Derudover er sektoren ramt af energikrisen, hvilket betyder at trafikselskaber og kommunerne ikke har de nødvendige budgetter til at fastholde den kollektive trafik. Trafikselskaberne har heller ikke de nødvendige finansielle midler, der skal til for at styrke denne.

Helt konkret mener vi i Dansk PersonTransport, at det er nødvendigt, at det nye Folketing og den nye regering hurtigst muligt får vedtaget en national kollektiv trafikplan, hvor både infrastruktur, regulering og organisering understøtter en styrkelse af den kollektive trafik.

Dermed bliver det sikret, at vi får øget brug af et velfungerende og bredt udbygget kollektivt trafiksystem med bus, taxi, flextrafik og turistbus som nøglespillere. I den forbindelse bør det nye Folketing få vedtaget en forpligtende standard for betjening med den kollektive trafik i alle dele af landet sammenlignelig med forsyningsforpligtelsen for vand og el.

Den grønne omstilling skal støttes
Derudover skal politikerne få sat et klart og forpligtende fokus på den rolle, som persontransport spiller i vores samfund. Det gælder både i forhold til klimaet, til sammenhængskraften mellem land og by, og til hvordan kultur, turisme og erhvervslivets muligheder bedst understøttes.

Det kræver, at det nye Folketing klart og tydeligt prioriterer en udvikling af persontransportbranchen, som sikrer, at Danmark bliver et foregangsland ved at tilbyde borgerne det grønneste og bedst mulige kollektive mobilitetstilbud.

Den grønne udvikling, som persontransporten allerede er godt i gang med, skal støttes. I 2024 er over halvdelen af den danske rutebustrafik fossilfri. En fjerdedel af landets taxier kører allerede emission-fri taxikørsel, og store dele af fjernbustrafikken køres med biodiesel, der skærer 90 procent af CO2-udledningen.

Branchen har allerede vist vejen frem, og Folketinget bør aktivt understøtte den videre grønne vej frem for branchen.

Til sidst bør en ny regering få stoppet bureaukratiet. Det kan de gøre ved at få nedsat de meget lange og uacceptable ventetider på udstedelse af tilladelser og førerkort og ved at få luget ud i de mange regler og bøder, som danske virksomheder er underlagt.

Det vil gøre det lettere at drive persontransportforretning og mere attraktivt at være bus, taxi eller flexchauffør i Danmark, hvilket kan være med til at løse den store mangel på arbejdskraft.

Vi håber meget, at der kan findes fælles løsninger på ovenstående, og at der bliver vedtaget nogle brede aftaler. På den måde vil de være langtidsholdbare til gavn for de danske persontransportvirksomheder og dermed borgerne.

{{toplink}}

Forrige artikel Danske Medier: Der er brug for en ny postlov, den nuværende er både for dyr og forældet Danske Medier: Der er brug for en ny postlov, den nuværende er både for dyr og forældet Næste artikel Danske Havne: Den kommende regering skal have modet til at sikre vores kritiske infrastruktur Danske Havne: Den kommende regering skal have modet til at sikre vores kritiske infrastruktur