Borgmester: Tre tiltag skal forbinde Nordjylland med resten af Danmark

DEBAT: Nordjylland er et centrum for handel og produktion. Det er afgørende, at infrastrukturen sikrer sammenhæng til resten af Danmark, skriver Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S).

Af Birgit S. Hansen (S)
Borgmester, Frederikshavn Kommune

Julen nærmer sig med hastige skridt. Det samme gør behovet for en fremsynet infrastrukturplan, der styrker forbindelserne imellem os.

Vi vil hænge sammen med resten af Danmark og med verden. Vi har derfor tre ønsker – ikke til jul, men til vores fælles infrastrukturplan, som Folketinget er på vej med.

Vi venter spændt på den kommende infrastrukturplan, og vi giver gerne vores bud på, hvad der er vigtigt at få med i planen, hvor vi ikke er herre i eget hus.

Handel hviler på infrastruktur
Vi har tre ønsker: En udvidelse af rute 40 mellem Skagen og Ålbæk, en tredje limfjordsforbindelse og et mobil- og bredbåndsnetværk uden blinde punkter.

Toppen af Danmark er porten til Skandinavien. Købstæderne Skagen, Frederikshavn og Sæby har historisk handlet med hele verden. Det gør vi stadig. Det skal vi også i fremtiden.

Vi er også Produktionsdanmark. Vi producerer og eksporterer produkter til Danmark og resten af verden. Vi bliver både klogere og rigere af at udvikle vores evne til at forsyne og forhandle med verden.

Det beror på kompetencer i vores virksomheder, på vores havne og på infrastrukturen til resten af Danmark og vores nabolande.

Vi er lokalt afhængige af, at vi har et velfungerende transportnet, hvad enten produkterne transporteres på hjul på vejene, fragtes over kaj ad søvejen, med tog over Limfjorden eller med fly fra Ålborg Lufthavn.

Vores mange gæster skal kunne komme nemt, hurtigt og bekvemt til og fra Skagen, som er et af Danmarks største turistbrands.

Stor belastning på vejnettet
Rækken af personbiler og lastvogne på rute 40 mellem Skagen og Ålbæk bliver længere og længere. Belastningen stiger med ét procent om året, og trafikken på strækningen er massiv. 

Vi er afhængige af, at vejnettet er funktionsdygtigt. Fremkommelighed er et afgørende parameter for virksomhedernes afsætning af deres varer, for de ansatte, der pendler ind og ud af byen, for gæsternes oplevelser af området og for borgernes tryghed.

Virkeligheden er, at i sommerhalvåret er vejen i perioder spærret. Det er på høje tid, at udvidelsen af de sidste 12 kilometer af strækningen til en såkaldt to-plus-en-vej bliver færdig.

Det tidligere Nordjyllands Amt nåede at færdiggøre 4,5 kilometer. Da staten tog over i forbindelse med kommunesammenlægningen, blev projektet sat i stå.

Vi har råbt skiftende transportministre op siden, og endelig på finansloven 2019 blev der afsat otte millioner kroner til en ny VVM-undersøgelse.

Vejdirektoratet lover, at VVM-undersøgelsen kommer i offentlig høring i januar til februar 2021. Min opfordring til politikerne på Christiansborg er klar: Projektet ligger lige til højrebenet. Det er nødvendigt. Og det kan realiseres hurtigt med stor effekt.

Fremkommelighed over Limfjorden
Vi har et ønske om, at den kommende infrastrukturplan adresserer de barrierer, der er for et Danmark, der hænger sammen, og hvor vi har muligheder for at skabe udvikling og vækst – uanset om vi bor i nord eller syd. Øst eller vest.

En af de barrierer er fremkommeligheden over Limfjorden. Det kalder på en fremtidig bæredygtig løsning, som binder den nordligste del af Danmark endnu tættere sammen med resten af landet og verden omkring os.

Fremkommelighed er et vigtigt parameter for tiltrækning af nye virksomheder og mennesker, der har mod på at investere i fremtiden. Derfor er det afgørende vigtigt, at en tredje limfjordsforbindelse indgår i en kommende infrastrukturplan.

Mobilitet og fremkommelighed på veje, skinner, hav og i luften er afgørende for udviklingen af Danmark og for sammenhængskraften – både inden for og uden for landets grænser.

En forudsætning for udviklingen af vores havne og de aktiviteter, der gør vores område til en maritim vækstdynamo i Danmark, er, at vi udvikler den grønne infrastruktur, som gør det muligt for skibene at tanke grønne brændstoffer.

Det samme gælder transporten til lands. Vi har brug for en sammenhængende grøn infrastruktur, hvis det skal lykkes at omstille transportsektoren, privatbilismen og den kollektive trafik for at imødekomme ambitionen i Danmarks første klimalov om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Netværk uden blinde pletter
Vi har et tredje ønske om at udbrede mobil- og bredbåndsnetværk uden såkaldte not spots i vores ende af landet.

Vi råber højt, fordi vi skal være på højde med hele Danmark, når det kommer til at drive forretninger, landbrug og turismevirksomhed. Og når det handler om at bo et sted, hvor man kan komme i digital kontakt med omverdenen og passe sit arbejde hjemmefra.

Vi er afhængige af at tiltrække nye virksomheder og flere mennesker, der bosætter sig i vores kommune. Det kan vi kun, hvis de blinde pletter reduceres kraftigt. Vi ønsker derfor, at den digitale infrastruktur bliver prioriteret højt i den nye infrastrukturplan.

Vi vil hænge sammen med resten af Danmark, og vi ønsker os en fremtidig infrastruktur, som giver os muligheder for bæredygtig udvikling og vækst.

Forrige artikel Godstransporten: Sådan skal en kilometerbaseret vejafgift se ud Godstransporten: Sådan skal en kilometerbaseret vejafgift se ud Næste artikel EL til Hæstorp: Der mangler gode alter­nativer til bilen over alt i Hovedstaden EL til Hæstorp: Der mangler gode alter­nativer til bilen over alt i Hovedstaden