Regeringen indfører varslingssystem: Danmark er på risikoniveau 3

RISIKO: Regeringen indfører et varslingssystem med fem risikoniveauer. Det skal skabe større klarhed over den sundhedsfaglige baggrund for restriktioner. Danmark befinder sig i øjeblikket på niveau 3 med udbredt samfundssmitte. 

Fremover skal det være mere tydeligt, hvornår Danmark nærmer sig nye restriktioner mod coronasmitte.

Derfor præsenterer regeringen nu et nyt varslingssystem med 5 risikoniveauer. 

"Varslingssystemet viser, hvad risikoniveauet er nu, og hvilke tiltag der kan blive nødvendige, hvis smitten stiger," sagde sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde lørdag.

Risikovurderingerne skal give større gennemsigtighed om de sundhedsfaglige begrundelser for restriktioner, fortalte Magnus Heunicke.

De nye risikovurderinger vil blive fastlagt af en sundhedsfaglig indsatsgruppe en gang om ugen, og forskellige regioner i Danmark kan være i forskelligt risikoniveau. 

Indsatsgruppen vil komme med anbefalinger af, om iværksatte tiltag kan ophæves, forlænges eller suppleres af yderligere tiltag.

Det er stadig regeringen, der beslutter, hvad den vil gøre på baggrund af anbefalingerne.

Udbredt samfundssmitte
Danmark befinder sig i øjeblikket på niveau 3. Det betyder, at der er 'udbredt samfundssmitte med potentiale for hurtig acceleration i smittetal'.

Afdelingschef ved Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, forklarede, at belastningen af sundhedsvæsenet har betydning for, om Danmark rykker op på risikoniveau 4.

"Det handler blandt andet om antallet af indlagte," sagde hun. 

Hvis risikoniveauet når op på 5, er der risiko for overbelastning af sundhedssystemet. I det tilfælde kan private erhverv, skoler og idrætsaktiviteter blive lukket, og der kan komme en form for udgangsforbud. 

Tyra Grove Krause understregede, at der i Danmark lige nu ikke er en belastning af sundhedsvæsenet.

Ingen automatik
Sundhedsministeren slog fast, at der ikke vil være en automatik mellem et bestemt risikoniveau og bestemte restriktioner:

"Det ville være farligt," sagde Magnus Heunicke.

Derfor er det ikke sikkert, at alle tiltag og restriktioner bliver indført, bare fordi vi kommer op på et bestemt risikoniveau, understregede han.

Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, tilføjede, at risikoniveauet på den anden side heller ikke behøver at stige, før der bliver sat ind.

"Vi venter ikke på, at vi kommer op i et øget risikoniveau, hvis vi pludselig ser stigende smitte lokalt," sagde hun.

Hjælpen følger med
Med på pressemødet var også erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Han understregede, at regeringen fortsat vil forsøge at holde hånden under virksomhederne, hvis det bliver nødvendigt at lukke erhverv ned:

"Når varslingssystemet bliver rødt, følger hjælpen med," sagde han.

"Den klare kobling mellem restriktioner og hjælpepakker skal hjælpe med at skabe ro. Hvis du er selvstændig, og din virksomhed må lukke, fordi smitten stiger, så får du hjælp til at betale dine regninger," slog han fast.

Forrige artikel Forskningsaftale landet med markant løft til strategisk sundhedsforskning Forskningsaftale landet med markant løft til strategisk sundhedsforskning Næste artikel Danmark er det land i Europa med den mindste stigning i tobakspriser Danmark er det land i Europa med den mindste stigning i tobakspriser
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.