Reddernes fagforening: Problemerne i ambulancerne og på sygetransportområdet kan løses med én brancheoverenskomst

Af Kim Hammershøj
Formand, Reddernes Fagforening

At redde liv er et kald - ikke kun et job. Det ved vi, der står med andre menneskers liv i hænderne hver dag.
Derfor gør det ekstra ondt, når ambulancereddere og sygetransportreddere kun kan se på, mens regionernes
politikere gennem flere år har presset ambulancetjenesterne og sygetransportområdet landet rundt. Nu er grænsen
for, hvad vi ansatte kan holde til, nået.

Presset er så stort, at især ambulancereddere flygter fra faget. De tilbageværende reddere presses så endnu hårdere. Det samme gør ST-redderne. Det er en ond cirkel, der kun kan koste et sted – ude hos patienterne.

De seneste tre måneder har vi set symptomerne på et presset system. Responstiderne stiger, alt for mange
ambulancer står stille. Det betyder foruroligende stigende responstider i alle regioner landet over – også på de akutte
og ofte livstruende A-kørsler.

Reddernes vilkår presses i konkurrencens navn

Skal vi langsigtet løse de store problemer, er vi nødsaget til at gribe om ondets rødder: Regionernes udbudspolitik på
ambulanceområdet og to alt for store konkurrerende overenskomstbærende fagforeninger.

Regionerne har siden 2009 udbudt ambulancetjenesterne til lavestbydende ambulanceaktør i forsøget på at få den
bedste service til den laveste pris. Det har skabt hård konkurrence mellem de private og offentlige udbydere i
Danmark. Det presser reddernes vilkår og løn i konkurrencens navn.

De sidste tre overenskomstforhandlinger vidner om netop det. Ambulancereddernes har måttet finde sig i store
forringelser af deres overenskomster, selv om der er mangel på deres arbejdskraft, og de derfor burde få større værdi.
Forringelserne skyldes blandet andet at de to store fagforeninger, som forhandler overenskomster for redderne – FOA
(offentlige aktører) og 3F (private aktører) har konkurreret om medlemmer.

De har derfor budt sig til hos arbejdsgiver ved at forhandle den ’bedste’ (læs billigste) overenskomst med mest mulig driftstid også på døgnvagter, der førhen var beredskabsvagter frem for effektive vagter.

Det siger sig selv, at det er mod medlemmernes interesse. Men vi reddere har intet kunnet gøre. Som lille faggruppe i FOA og 3F er vi tvunget til at forhandle med lastbilchauffører, taxachauffører, viceværter og andre faggrupper, som intet har med vores arbejdsforhold at gøre. Det er der jo ikke noget galt ved i sig selv.

Men det er et problem, at selv om ni ud af ti af os stemmer nej til overenskomsten, stemmer andre faggrupper den hjem. Der er aldrig nemme løsninger, men en ting er helt sikkert: Vi løser ikke problemerne i landets ambulancetjenester og på sygetransportområdet medmindre vi får én brancheoverenskomst, så både ambulancereddere og sygetransportreddere får indflydelse på egen overenskomst, løn og egne arbejdsforhold. Så må aktørerne konkurrere på andre parameter end vores arbejdsforhold og løn.

Håber på direkte forhandling

Som det er nu, har Reddernes Fagforening ikke forhandlingsret ved overenskomstbordet. Det går vi selvsagt efter at få. Indtil da byder vi ind med gode løsningsforslag om eksempelvis bedre uddannelse, opkvalificering af sygetransportreddere og bedre visitation.

Da det ikke er nok i sig selv, håber vi, at Danske Regioner og de private arbejdsgivere vil overveje at forhandle samlet direkte med os - reddernes egen fagforening - når de skal finde løsninger på de store udfordringer

Du må redde dig selv, så du kan redde andre. Med et godt arbejdsliv kan redderne følge deres kald og redde endnu
flere liv til gavn og merværdi for sundhedsvæsenet, samfundet og patienterne frem for at blive kastet rundt i et
system, som alene ser vores fag som et job, hvor der kan spares penge for samfundet.

Red liv– også vores arbejdsliv.

debat@altinget.dk