Danske Regioner: Kvalitet i den præhospitale indsats handler om mere end bare hastighed

Coronapandemien har lagt et kæmpe pres på det præhospitale område. Iført beskyttelsesdragter har ambulancepersonalet skulle transportere og akutbehandle coronapatienter.

Samtidg har personalet på regionernes vagtcentraler skulle arrangere hjemmetest af borgere og håndtere ekstraordinært mange 112-opkald, hver gang samfundet igen har fået pulsen op efter en nedlukning. Men kan vi så ånde lettet op nu, hvor mange eksperter ser pandemien lakke mod enden?

Forhåbentlig er værnemidler, tests og samfundsnedlukninger snart fortid. Men presset på det præhospitale område – og hele det akutte sundhedsvæsen – er nok desværre kommet for at blive.

Antallet af 112-opkald er kun steget gennem historien, siden den første hestetrukne ambulancetjeneste blev oprettet i Danmark i slutningen af 1886. Et forskningsprojekt har vist, at der alene fra 2007 til 2014 skete en 65 procent stigning i antallet af opkald.

Udviklingen i antallet af 112-opkald, ambulancekørsler og det generelle pres på det akutte sundhedsvæsen er et klart tegn på, at vi bør overveje, hvordan det akutte sundhedsvæsen skal indrettes – og hvilken rolle det præhospitale beredskab skal have i det.

Hastighed er ikke alt

De fleste danskere forbinder først og fremmest det præhospitale beredskab med blå blink. Ambulancer, akutlægehelikoptere og akutbiler med læger eller paramedicinere har sammen med langt over 100.000 frivillige hjerteløbere gjort Danmark internationalt førende, når det kommer til at skabe en sammenhængende og hurtig livreddende indsats. Næsten 9 ud af 10 udrykninger er fremme inden for et kvarter i hele landet.

Det er en indsats, som vi godt kan være stolte af, når vi ser på det stigende pres på aktiviteten. Men hastighed er ikke alt på det præhospitale område. Folk ringer nemlig 112 om meget andet end de virkelig tidskritiske tilstande som hjertestop, åndedrætssvigt, brystsmerter, slagtilfælde og alvorlige ulykker.

Der er både dem, der i virkeligheden burde have ringet til egen læge eller vagtlæge/akuttelefonen, fordi de har vredet om på foden eller slået deres knæ. Og så er der også dem, der er oprigtigt bekymrede for, at nogens liv er i fare, men hvor det bedste svar ikke nødvendigvis er en hurtig ambulancetur til hospitalet.

Især ældre indlægges sommetider akut med forværring af kroniske sygdomme, som kunne være undgået eller tilstande som med de rette tiltag kunne håndteres i et igangværende forløb hos egen læge eller hospitalet.

Regioner og kommuner er mange steder godt i gang med at styrke samarbejdet mellem hospitalerne og kommunernes akutte indsatser, så flere akutte indlæggelser og genindlæggelser forebygges døgnet rundt. Hvis vi griber det rigtigt an, kan det præhospitale beredskab blive en central spiller i at styrke dette samarbejde, og alle regioner er godt i gang med at finde ud af, hvordan det bedst kan gøres i praksis.

Ny teknologi skal tages mere i brug

En af vejene frem er at styrke den sundhedsfaglige visitation for at sikre, at borgeren får den rigtige indsats første gang.

Det er svært over telefonen at vurdere præcis, hvilken hjælp der er brug for, når en borger ringer 112. Indførsel af ny teknologi kan i mange tilfælde være med til at kvalificere vurderingen over telefonen, og regionerne er i fuld gang med at afprøve nye løsninger.

Det gælder både video, som efterhånden er velkendt for de fleste, og kunstig intelligens, der stadig er fremmed for mange, men som kan hjælpe personalet med at forudsige, om der er tale om hjertestop. I nogle tilfælde giver det også mening med en fysisk vurdering af patienten. Derfor er man flere steder i landet begyndt at eksperimentere med at sende en paramediciner ud i en akutbil, når nogen ringer 112.

{{toplink}}

Det fungerer godt, når man allerede i telefonen kan vurdere, at det ikke handler om liv eller død. Det vil sige de ture, hvor man ikke kører med udrykning. Det giver paramedicineren mulighed for at vurdere på stedet, om patienten kan blive transporteret til hospitalet med sygetransport eller i virkeligheden kan transportere sig selv i stedet for at blive indlagt med ambulance.

Med god rådgivning kan mange endda hjælpes i eget hjem – måske med et besøg hos egen læge næste dag eller opfølgning fra et kommunalt akutteam. Et mindre pilotprojekt har vist, at i omkring en tredjedel af tilfældene, kunne paramedicineren undgå at indlægge borgeren.

Det er initiativer som disse, der er med til at styrke indsatsen i det sammenhængende sundhedsvæsen og undgå unødvendige ambulancekørsler og indlæggelser. Vi skal have mere af den slags. For med flere ældre og multisyge patienter med uspecifikke symptomer bliver presset ikke mindre i fremtiden.

Tværsektorielt samarbejde gavner borgerne

Personalet i akutberedskabet yder en kompetent og vigtig indsats, og de bør i fremtiden have endnu flere forskellige muligheder at vælge imellem, når de svarer et 112-opkald.

Vi mener i Danske Regioner, at vi skal blive endnu bedre til at arbejde sammen på tværs af sektorer i hele det akutte sundhedsvæsen, så vi kan få bragt lige præcis det akutte tilbud i spil, som borgeren har brug for.

Og hvis vagtlægen eller det kommunale akutteam bedre kan hjælpe borgeren end en akut indlæggelse med ambulance, så vil det også gavne de borgere, der har brug for en hurtig udrykning med ambulance, at de ikke risikerer at vente på hjælpen.

Kvaliteten af den præhospitale behandling bør fremover ikke kun gøres op i hastighed, men også på om borgerne får den bedste hjælp. Og derfor skal den præhospitale indsats have flere tangenter at spille. Det vil mindske presset på akutområdet og sikre at flere får den hjælp, de har brug for.

debat@altinget.dk