Overlæge: Patienter risikerer fejlindlæggelser, når de går til akutmodtagelsen uden akutte problemer

I akutmodtagelsen oplever vi på næsten daglig basis, at presset på de akutte funktioner i sundhedsvæsenet udfordrer vores kapacitet. Det medfører lange ventetider for patienterne og øget pres på personalet, og den videnskabelige litteratur har flere gange dokumenteret, at presset i akutmodtagelser er proportionalt med risikoen for fejl og patienternes prognose.

Flere og flere borgere søger akut hjælp, og de personalemæssige ressourcer kan ikke følge med, og der er derfor brug for handling. Ikke mindre alvorligt er det, at manglen på sundhedsfagligt personale er omfattende, og dermed ikke mulig på den korte bane at løse ved tilførsel af yderligere ressourcer.

Der er derfor behov for at tænke i nye baner.

Kun de syge skal til akutmodtagelse

De fleste patienter, der henvender sig til 1813 eller 112, og som efterfølgende tilses i akutmodtagelserne, fejler ikke noget, der kræver akut behandling, men har det til fælles, at de er bekymrede eller har gener, som de ikke selv kan håndtere og derfor reelt oplever, at de har brug for hjælp.

Ingen patienter henvender sig til sundhedssystemet uden grund, og vi skal selvfølgelig så vidt muligt hjælpe dem med deres bekymringer, gener eller sygdomme. Men den bedste hjælp er oftest ikke at indlægge dem på et hospital. For hvis man ikke fejler noget, som er akut behandlingskrævende, vil en indlæggelse blot påføre ventetid, risiko for fejlmedicinering og risiko for at pådrage sig en hospitalserhvervet infektion.

Dertil kommer, at for hver patient, der ikke skal behandles, men som alligevel er indlagt på hospitalet, er der færre ressourcer til at identificere og behandle dem, der fejler noget, som kræver hurtig behandling.

Kort og godt skal borgere, der ikke fejler noget, som er akut behandlingskrævende, betrygges og blive derhjemme, mens de, der har brug for hjælp, hurtigt skal igennem systemet og sikres den nødvendige behandling. Det drejer sig ikke om spareøvelser, men om at bedrive god medicin.

Hvem kan henvise mere hensigtsmæssigt?

Praktiserende læger er en uvurderlig hjørnesten i sundhedsvæsenet. De er generalister og har ofte et godt kendskab til deres patienter, hvilket er helt afgørende for at kunne betrygge, behandle og visitere optimalt.

Desværre er de praktiserende læger også pressede, hvilket ofte giver borgere lange og uoverskuelige udsigter til en konsultation med egen læge. At patienter af den grund kontakter den sekundære sundhedssektor, er ikke underligt, men desværre uhensigtsmæssigt for alle parter.

Det betyder nemlig også, at borgere primært bliver vurderet af sundhedspersonale, der ikke kender dem, hvilket utvivlsomt øger risikoen for at blive fejlagtigt afvist eller fejlagtigt indlagt, og begge muligheder kan have alvorlige konsekvenser. Øget tilgængelighed af egen læge er derfor centralt for at kunne sikre bedre patientforløb.

Både praktiserende læger og personalet på 1813 har den brede og nødvendige viden, der gør, at de kan vurdere og visitere patienter med alle typer symptomer. Hvis de mener, at patienten har brug for en vurdering fra en specialist på hospitalet, står valget mellem en ambulant henvisning med ofte betydelig ventetid og en akut indlæggelse.

I forbindelse med corona-epidemien har vi lært, at telefon- og videokonsultationer fungerer rigtig godt i de ambulante og planlagte funktioner, men denne viden har ikke endnu i betydelig grad forplantet sig til det akutmedicinske område.

{{toplink}}

En organisering, hvor praktiserende læger og 1813 personale kunne vælge at henvise til en (sub)akut telefon- eller videokonsultation med en behandlersygeplejerske, kardiolog og endokrinolog, ville have potentialet til at kunne afklare mere specialiserede problemstillinger, motivere afdelingerne til at have flere subakutte ambulante tider og dermed reducere antallet af transporter til og henvendelser i de fælles akutmodtagelser.

Det vil kræve en anderledes organisering, som er lykkedes i det ambulante område, og det burde derfor også være muligt i de fælles akutmodtagelser.

Særligt de ældre har behov for ny model

Indlæggelser af ældre sårbare patienter er komplicerede og oftest ikke særlig hensigtsmæssige. Risikoen for delir og funktionstab er overhængende, hvilket har store såvel ressourcemæssige som menneskelige konsekvenser.

Udkørende hospitalslæger, der i samarbejde med kommunens akutteam og eventuelt egen læge kan håndtere akut syge ældre, kan lyde som en dyr løsning, men alternativet med ofte lange indlæggelser vil ofte kræve langt flere ressourcer, og derfor kan en løsning med udkørende teams vise sig at være hensigtsmæssigt på sigt.

Enkelte steder i landet har man med stor succes arbejdet med sådanne initiativer, og det er bestemt eksempler til efterfølgelse.

Ovenstående bud på konkrete forslag kræver, at man gør op med traditioner og silotænkning, men vi bør i et sammenhængende sundhedsvæsen tænke helhed og have optimale patientforløb i fokus, og jeg er overbevist om, at fleksibiliteten blandt sundhedspersonale er til stede, så længe ændringer giver mening for både personale og patienter.

debat@altinget.dk