Radikale: Moderaternes vision for sundhedsvæsenet er en demokratisk falliterklæring

Det er en udbredt misforståelse, at det er regionerne, der skaber et sundhedsvæsen med bureaukrati og lidt plads til frihed for den enkelte medarbejder. Tværtimod vil alle fem regioner gerne sætte deres fantastiske medarbejdere fri, skriver regionsrådsmedlem Jeppe Fransson (R) i replik til Monika Rubin (M).

Af Jeppe Fransson
Regionsrådsmedlem (R), Region Sjælland

Moderaternes folketingskandidat, Monika Rubin, skriver i et debatindlæg på Altinget Sundhed, at sundhed ”er alt for vigtig infrastruktur til, at der skal være politisk valg til driften af det i tide og utide”.

Udover at der er tale om en decideret demokratisk falliterklæring – at noget er så vigtig infrastruktur, at politikere ikke må blande sig – kræver Rubins indlæg et modsvar.

Det er en udbredt misforståelse, at det er eksistensen af regionerne, der skaber et sundhedsvæsen med bureaukrati og lidt plads til frihed for den enkelte medarbejder. Tværtimod vil alle fem regioner gerne sætte deres fantastiske medarbejdere fri.

Sæt regionerne fri

I Region Sjælland har vi for eksempel længe ønsket at blive en friregion, så Christiansborgs lænker kunne løsnes.

Så kunne vi lave regelforenkling, mindre bureaukrati og grundlæggende lave nogle mere skarpe prioriteringer i vores sundhedsvæsen, på socialområdet og ikke mindst i vores psykiatri. Vi fik et klokkeklart nej fra Christiansborg.

Som regionspolitiker får jeg ofte nej til mine idéer og forslag til prioriteringer.

Et godt eksempel er Christiansborgs styring af de regionale budgetter. I kommunerne vil det være fuldstændig uhørt, hvis man ikke kunne prioritere i den samlede økonomi – altså rykke rundt mellem de forskellige budgetter. For eksempel at nedprioritere eliteidræt til fordel for udsatte børn.

Men den spændetrøje har vi i regionerne. Vi må ikke rykke rundt i vores budgetter, da vi får vores økonomi i blokke. Opgaven som politiker er ikke så let, når vi ikke kan lave de nødvendige prioriteringer.

Giv regionerne mere ansvar

Hvis Rubin og Moderaterne vil sætte medarbejderne fri og skabe et sundhedsvæsen med større lighed – også på tværs af regionsgrænser og postnumre – satte man regionerne fri fra Christiansborgs lænker. Giv os muligheden for at lave reelle politiske prioriteringer.

I Radikale Venstre vil vi gerne gå den modsatte vej. Vi vil styrke det regionale styre og give den enkelte region mere frihed.

Det kræver, at de økonomiske spændetrøjer forsvinder og at der lægges flere opgaver ud i regionerne. Her kunne vi passende overtage det specialiserede socialområde og bevillingen af hjælpemidler, fordi kommunerne er for små enheder til at oparbejde en så specialiseret viden om mennesker med handicap.

Vi kunne også overtage hele klimasikringen og energiplanlægningen, fordi vi er vant til at arbejde bredt i vores geografi.

Så når Rubin og Moderaterne gerne vil have et sundhedsvæsen, der er styret af embedsfolk – og ikke politikere – skaber de lige præcis det, de forsøger at undgå.

Vi vil få mere regulering fra Christiansborg og mindre frihed for den enkelte medarbejder. De beslutningsprocesser, der påvirker de ansatte i sundhedsvæsenet, bliver flyttet væk fra deres nærhed og ind i kontoerne på Slotsholmen. Uigennemsigtigt og udemokratisk.

{{toplink}}

Forrige artikel Etisk Råd-formand: Nye dødskriterier ved organdonation kræver åben debat Etisk Råd-formand: Nye dødskriterier ved organdonation kræver åben debat Næste artikel DSR og tillidsrepræsentanter: Ukvalificerede sygeplejerske-erstatninger bringer patientsikkerheden i fare DSR og tillidsrepræsentanter: Ukvalificerede sygeplejerske-erstatninger bringer patientsikkerheden i fare
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.