R: Pandemien gør det smerteligt klart, at EU skal samarbejde bedre om sundhed

Af Karen Melchior (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Milano er en skygge af sig selv. Alexanderplatz er næsten mennesketom. Og man kan lige knapt høre en knappenål falde på Strøget. Europas gader ligger øde for corona. 

Er det ​enden på Europa​, som vi ser? Det afhænger af de valg, vi træffer. Som en af EU's grundlæggere Jean Monnet skrev, så er Europa bygget gennem sine kriser. Det skal vi bevise igen nu. 

Den næste tid bliver afgørende. Skal EU overleve pandemien, skal vi have europæerne med ombord, og medlemsstaterne skal have vænnet sig til at arbejde sammen. 

Vi har brug for vores naboer
Ligesom med finanskrakket 2008 forudser jeg, at en af EU's store lektier af coronakrisen bliver en påmindelse om, at vi er afhængige af hinanden.

Når vi angribes af grænseoverskridende problemer, får vi også brug for vores naboer. Og derfor har krisen med al tydelighed vist, at de fælles løsninger også er de bedste løsninger.

Sundhedsmyndigheder i hele EU har haft glæde af den fælles indkøbsordning, EU-Kommissionen lancerede. Når vi står sammen i sundhedspolitikken, kommer det alle europæere til gavn, når vi kan presse priserne sammen i stedet for at overbyde hinanden.

Derfor er pointen, at bulgarerne, spanierne og svenskerne hver især klarer sig bedst, når Europa klaret sig godt. Sygdomme respekterer ikke grænser og udvikler sig til sundhedskriser i et svagt sundhedssystem. Vi er uløseligt forbundet. Derfor skal vi ikke kun sende værnemidler og lægehjælp til Lombardiet for italienernes brune øjnes skyld. Vi skal også gøre det for vores egen skyld. 

De sidste uger har vist, at den europæiske solidaritet har haft svære kår, når nationalstaterne er sig selv nærmest. Når krisen virkeligt rammer, så kan vi ikke klare os alene.

Fremtidens EU vokser nedefra og op
Danmark står stærkere i et bedre sammentømret EU, hvor medlemslandene samarbejder – til hverdag og i krise. Det kræver ikke store traktatændringer, men politisk vilje; EU-landene kan allerede lave krisestyringsøvelser sammen. De kan tale sammen, inden de træffer beslutninger, som påvirker hinanden – hvis de vil.

Jeg ønsker ikke bare et EU, hvor institutionerne er tættere knyttet, men også et EU, hvor europæerne er tættere på hinanden. For fremtidens EU vokser nedefra og op.

Én ting er, at jeg her fylder Altingets spalter med høje tanker om det fantastiske ved europæisk integration. Men vi får ikke flyttet EU i den rigtige retning, medmindre danskere også forstår og mærker, at når en rumænsk lastbilchauffør mister sit arbejde, fordi hendes branche er under pres, så har det også betydning for livet og økonomien herhjemme i Danmark.

EU-landene skal i træningslejr ligesom landsholdet
EU skal være bedre til at forklare, hvad EU gør for europæerne. Det kan ikke nytte, at Kina, Taiwan og Rusland er bedre til at kommunikere til europæerne, hvad de gør for EU, end Kommissionen og Europa-Parlamentet er. Når det, EU gør for Europa, bliver talt om ved de europæiske spiseborde, så lytter regeringerne.

Coronaen har hevet og trukket i det europæiske samarbejde, og der er kommet revner, hvor vores stof er vævet tyndt. For eksempel tænker man som europæer normalt ikke over, at sundhedsområdet alene er et nationalt ansvar, og at Kommissionen derfor ikke kan komme med lovforslag.

Men det bliver vi pludseligt smerteligt klar over, når vi står midt i en verdensomspændende pandemi. Løsningen er et EU, hvor vi samarbejder bedre. Ligesom landsholdet tager i træningslejr inden VM, så skal medlemslandene også trænes til at samarbejde, så de er klar, når vi skal stille op til kamp. Mette, Magnus og myndighederne skal forstå, at Danmark er stærkere med fælles europæiske løsninger.

debat@altinget.dk