Psykologer: Ny organisering skal sikre hurtig hjælp til børn i psykisk mistrivsel

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

I Dansk Psykolog Forening hører vi ofte den samme fortælling fra psykologer i det kommunale regi af Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR).

De møder mange børn og unge i psykisk mistrivsel med for eksempel angst eller depressive symptomer, selvskade og spiseforstyrrelser, som har svære og diffuse forløb.

Selvom fagpersoner ofte ved, hvordan de skal hjælpe barnet – er det alt for ofte en hjælp, der ikke er på den kommunale hylde eller har en snørklet vej i systemet. Konsekvenserne af det betaler barnet og familien.

Tallene tegner også et tydeligt billede af, at vi har et system, som vi er nødt til at se på med nye øjne. Der har været en stigning på 72 procent i antallet af patienter i børne- og ungepsykiatrien fra 2009 til 2017.

Samtidig viser tal fra Danske Regioner, at knap 20 procent af de børn og unge, der bliver henvist til psykiatrien, afvises, fordi de ikke hører hjemme der.

Det er både tabt og dyrebar tid for et barn, der har det svært, ligesom det optager ressourcer for de børn og unge, der har brug for det specialiserede tilbud, som de kan få på hospitalet.

Børn falder mellem to stole i systemet
De børn og unge, som afvises, har stadig et behov for hjælp. Et behov, der ikke er gået væk i ventetiden. Og de skal sikres hjælp, ligesom det gælder for alle andre børn og unge, der mistrives i sådan en grad, at de har svært ved at fungere i skolen og i hverdagen.

Som det er i dag, falder de børn og unge ofte mellem to stole, fordi de er så uheldige at befinde sig i gråzonen mellem den forebyggende indsats og den hospitalsbaserede indsats.

Udfordringerne opstår, fordi vi i dag har et system, der er indrettet sådan, at børn og unge i psykisk mistrivsel eller med psykiske lidelser primært har adgang til hjælp og behandling via den praktiserende læge og i børne- og ungepsykiatrien.

Derudover findes der i nogle kommuner forebyggende og lettere behandlende tilbud – men det er hverken landsdækkende, systematisk eller dækker det behov, der er i dag.

Tidlig opsporing, tidlig indsats, forebyggelse og sundhedsvæsenets specialiserede behandling er de afgørende elementer i en fremtidig indsats.

Uanset om det handler om et barn, der har udviklet lettere angst eller skolevægring i kølvandet på udfordringer i familien, eller et barn, der får en mere alvorlig psykisk lidelse, så er der behov for, at vi har et system, der sikrer den rette hjælp på det rette sted og høj kvalitet i alle led.

Men det kalder på en ny organisering af vores tilbud til børn og unge.

Én indgang i hver kommune
I Dansk Psykolog Forening mener vi, at der er behov for én indgang i hver kommune, som sikrer rettidig, nær og kompetent hjælp til de børn og unge, der kan hjælpes i det regi, og som ikke hører hjemme i psykiatrien.

En ny model kan oplagt bygge på en styrkelse og udvidelse af PPR, som skal kunne levere en helhedsorienteret indsats omkring barnet og familien.

Lidt firkantet sagt bør det være sådan, at børn, deres familier, fagprofessionelle og netværket omkring oplever, at hjælp og sociale indsatser findes og koordineres bag den samme dør – organisatorisk set.

Alt lige fra for eksempel psykologhjælp, konsultative funktioner til skoler og institutioner, sociale netværksindsatser til støttende indsatser til forældrene med henblik på, at de rustes til at støtte barnets udvikling.

Det betyder også, at det ikke er et barns eventuelle diagnoser, der bør være det entydige omdrejningspunkt i en fremtidig PPR-model.

Vi skal i stedet i langt højere grad rette blikket mod det netværk og de rammer, som barnet eller den unge indgår i, så vi behandler barnets problemstillinger i konteksten af de mennesker og det nærmiljø, som de omgives af.

Ofte er det ikke barnet i sig selv, der er problemet – men barnet udtrykker problemet gennem sin adfærd og udvikling.

Tiårsplan bør satse på at sætte tidligt ind
At vi samarbejder på tværs og helhedsorienteret, vil være en stor gevinst både for barnet, familien og faktisk også for den kvalitet, som vi som fagpersoner kan tilbyde.

Derfor er det også vigtigt, at PPR og børne- og ungepsykiatrien i fremtiden får en større kontaktflade, flere muligheder for at samarbejde på tværs, og at PPR-medarbejderne kan søge råd og vejledning fra hospitalet – og omvendt.

Lad mig understrege, at det ikke handler om, at vi skal sygeliggøre ethvert barn med udfordringer, for udfordringer vil altid være en del af livet. Det handler om at gribe børn med behov tidligt.

Det modsatte har omkostninger, både når det handler om deres uddannelse, trivsel, sociale liv og senere voksenliv, men også fordi vi i nogle tilfælde kan forhindre, at alvorlig psykisk mistrivsel udvikler sig til en lidelse.

I en kommende tiårsplan for psykiatrien bør en af ambitionerne være, at vi langt mere systematisk kan sætte tidligt og nært ind, når et barn eller en ung er i psykisk mistrivsel, så den hospitalsbaserede indsats kan forbeholde ressourcerne til dem med behov for det.

Vi skal i højere grad sikre, at familier eller barnets nærmiljø ved, at hjælpen findes, og hvor de skal opsøge den. Det er ikke en selvfølge i dag.

At logistikken og løsningerne bliver mere enkle, har stor betydning, når familier har et barn, der ikke har det godt.

Det er åbenlyst ressourcekrævende at navigere i det nuværende system, og børn og unges mulighed for hjælp afhænger alt for ofte af forældrenes ressourcer – også de økonomiske.

debat@altinget.dk