Professor: Børnenes statsminister skal tænke børnepsykiatrien bredere

Af Carsten Obel
Professor i almen medicin og mental børnesundhed, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Statsminister Mette Frederiksen (S) benyttede nytårstalen til igen at tale børnenes sag. Hun har tidligere fortalt, at hun vil være børnenes statsminister, og at Danmark skal være verdens bedste sted at være barn.

I nytårstalen gav hun udtryk for, at hun var parat til at skrive næste kapitel i børnenes danmarkshistorie, og at et mere retfærdigt samfund starter med børnene.

En så ambitiøs vision er en vigtig udmelding og bør, hvis den skal have en chance, ledsages af en samlet strategi, som samler sociale, psykiatriske, psykologiske, pædagogiske, uddannelsesmæssige aktiviteter med udgangspunkt i børnenes og familiernes perspektiv.

Hvor er det mest oplagte sted at starte? At der behandles for mange eller for få i psykiatrien, om der bortadopteres for mange eller for få, eller om det sker for tidligt eller for sent?

Med den siloopdeling og økonomistyring, som vi har etableret på alle niveauer i vores samfund, er det oplagte spørgsmål. Men det er ikke de vigtigste, så længe vi ikke ved, hvornår og hvordan de samlede indsatser skaber værdi for det enkelte barn og dets familie.

Så disse spørgsmål udløser en interessant diskussion, men fører sjældent til nytænkning og bedre løsninger. I stedet bør vi finde en ny måde at sikre et udgangspunkt i barnets perspektiv på tværs af fagligheder og udvikle en ny samlet strategi på området, som ikke alene er social eller psykiatrisk, men også har fokus på at styrke alle børns mentale sundhedsdannelse gennem opvæksten.

Skab sammenhæng
Der mangler ikke strategier på området. Hver region har en strategi, flere kommuner har hver deres, og KL, Danske Regioner og ngo'er som Psykiatrifonden og Børns Vilkår har hver deres helt egen strategi på området.

Over de sidste år har flere styrelser fået fokus på området og udgivet rapporter, handlingsplaner og kliniske retningslinjer. Hver region har nu indgået sundhedsaftaler på området, mens der under den tidligere regering blev afsat flere hundrede millioner kroner til at udvikle modeller for fremskudt psykiatri.

Det giver tilsammen arbejde til mange kompetente mennesker, men der er en række udfordringer, som der er behov for at gøre noget ved. For det første er de mange strategier, handlingsplaner, rapporter og retningslinjer ikke koordinerede eller sammenhængende, som er en tendens, der ses på alle niveauer helt ud til brugerne. Børn og deres familier vil typisk møde mange gode mennesker, modtage mange gode råd og isoleret set kvalificeret behandling.

For det andet mangler der på alle niveauer incitamenter og infrastruktur, som understøtter helhedstænkning. For det tredje ved ingen, i hvilket omfang børnepsykiatrisk behandling i sammenhæng med sociale og andre indsatser skaber værdi fra barnets og familiens perspektiv. Vi anvender ikke systematiske indikatorer, der løbende kan vurdere, hvad der virker bedst for hvem, og på et overordnet niveau kan monitorere strategierne.

Mindre tid skal bruges på diagnostik
Den gode nyhed er, at vi har muligheden for at etablere disse indikatorer, hvis vi kombinerer informationer fra forskellige fagområder under opvæksten.

Undervisningsministeriet indsamler hvert år både trivselsmål og nationale test, og næsten alle børn undersøges fra før fødslen gennem opvæksten af en sundhedsplejerske eller praktiserende læge.

Endelig vil fagpersoner, der arbejder med børn og unges mentale sundhed fra 2020, få fri adgang til veldokumenterede digitale redskaber, som underbygger sammenhængende forløb og en hurtigere psykiatrisk diagnostisk og social afklaring.

Det vil sandsynligvis betyde, at man både i PPR, socialforvaltninger og psykiatrisk regi vil kunne bruge mindre tid på diagnostik og mere tid på at sikre helhedsløsninger.

Vi vil samtidig kunne opbygge en infrastruktur, som sikrer læring af de mange gode tiltag af daglig praksis og satspuljeinvesteringen i fremskudt psykiatri og sundhedsaftaler på området.

Det, som vi mangler, er, at denne viden samles i et stærkt organisatorisk forankret, uafhængigt og interesseneutralt sted, hvor værdiskabelse ud fra barnets og familiens perspektiv sikres som det primære omdrejningspunkt.

Overvej en ombudsmand for børnene
I England og Australien er Children's Commissioner et organ, som refererer direkte til regeringen. Et organ, hvor man i samarbejde med neutrale statslige forskningsmiljøer sikrer, at alle beslutninger og lovforslag vurderes i børnehøjde.

En dansk model kunne være børnenes ombudsmandsinstitution, hvor de teknologiske og unikke organisatoriske muligheder, som vi har i Danmark, sikrer samling af viden centralt, men også en læring, som omsættes i løsninger for børnene.

Det bør sikres via en tovholder, som arbejder tæt på barnets hverdag uden at være en del af denne. Det vil sikre, at der sættes ind med de rigtige ting på det rette tidspunkt med det sundhedsfremmende som primære fokus samt det sunde mindstemiddelsprincip, som i øvrigt er et bærende element for god dansk psykiatrisk praksis.

Som Danske Regioner blandt andet har foreslået i deres 2019-strategi, er sundhedsplejersken oplagt. Det faktum, at hun arbejder under sundhedsloven, gør, at hun kan samle informationer på tværs af domæner og igennem forløbet.

Vi får næppe mindre behov for psykologer og psykiatere. De vil blot skulle kunne arbejde meget mere interaktivt og systematisk funderet, og de vil skulle levere deres viden og ekspertise i andre formater og langt tidligere i forløbet.

Det bliver spændende at se, om børnenes statsminister viser politisk handlekraft, og i forlængelse af sin nytårstale kommer med en mere præcis vision til et nyt kapitel i børnenes danmarkshistorie.

Vi må håbe, at det ikke er et eventyr med prinsen og det halve kongerige, men at vi får halveret forekomsten af mistrivsel blandt børn og unge. Det kan vi realistisk opnå, hvis der er mod på at tænke i helheder, langsigtet og nyt i forhold til at udvikle rammerne for, at alle fremtidens borgere på trods af forskellige forudsætninger får et godt børneliv og kan udvikle deres potentiale.

debat@altinget.dk