Bedre Psykiatri: Viden er første skridt mod en bedre børnepsykiatri

Af Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

Debatten om det stigende antal børn og unge med psykisk sygdom eller mistrivsel har udviklet sig lidt til en bland-selv-butik af argumenter og synspunkter.

Alle kan vælge frit, hvilke forklaringer de bedst kan lide, og ingen bliver rigtigt stillet til ansvar for deres valg. Nogle peger på "konkurrencesamfundet", de nationale tests og et stigende pres i skolerne. Andre mener, at de sociale medier og den manglende digitale dannelse er skurken.

Og hvad med daginstitutionerne? Er det i virkeligheden alle de børn, der ikke har fået nok omsorg som små, som vi nu kan se i statistikkerne? Og så er der dem, der insisterer på, at der ikke er et stigende problem, men at vi bare er blevet bedre til at opdage problemerne og tilbyde flere behandling.

Når det gælder løsningerne, er feltet ligeså broget. Afskaf tests, sluk telefonerne, ansæt flere pædagoger eller giv gratis psykologhjælp for nu bare at fremhæve nogle af de mest populære forslag. Det er selvfølgelig fint med forskellige forklaringsmodeller, og alle løsningsforslag er velkomne.

Men på et så alvorligt problem som vores børns trivsel og sygdom ville det gavne med sikrere viden under fødderne, inden vi begynder at skyde med forklaringer og løsninger.

Første skridt er bedre viden
I Bedre Psykiatri mener vi derfor, at et første og meget vigtigt skridt på vejen mod bedre trivsel og færre syge børn og unge bør være bedre viden.

Vi har derfor foreslået, at politikerne for eksempel i forbindelse med den lovede psykiatriplan igangsætter en kommission om børn og unges trivsel og stigningen i antallet børn og unge, som kommer i behandling i psykiatrien. Risikoen her er selvfølgelig, at kommissionsarbejde har det med at trække ud.

En anden mulighed kunne være at lade sig inspirere af det såkaldte "Per B-udvalg" på folkeskoleområdet. Her har man sammenkaldt alle relevante forskere til en art konsensusseminarer og ud af det trukket den relevante viden.

Måske var det en vej frem, at de relevante ministerier tog initiativ til en sådan proces ved at indkalde til en konference med forskere, faglige organisationer og civilsamfundsorganisationer som for eksempel Bedre Psykiatri og Børns Vilkår, som fra det daglige virke har indgående kendskab til virkeligheden for børn og unge.

Formålet skulle være dels at få styr på, hvad vi ved, og dels at få lagt sporene til en vej frem samt beskrevet behovet for yderligere viden.

Forskeres allerede i spørgsmålene
Heldigvis bliver der allerede nu forsket i spørgsmålene. For nylig udkom for eksempel bogen 'Ny udsathed i ungdomslivet' fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet.

Her giver 11 forskere deres bud på, hvorfor så mange unge mistrives. Svarene er selvfølgelig hverken entydige eller simple. For det første ser forskerne en sammenhæng mellem den sociale position i samfundet og udvikling af mistrivsel. Det er ikke sjovt at vokse op i fattigdom.

Men oven i denne almindelige sammenhæng peger forskerne på, at der er sket en polarisering i samfundet, så afstandene fra bund til top er blevet længere. Det sætter sig hos den enkelte unge som en psykisk mistrivsel, fordi vejen til et godt ungdomsliv stort set er ude af syne.

For det andet kan forskerne også konstatere en stigende mistrivsel blande unge med en god social og økonomisk baggrund. Mistrivsel rammer også middel- og overklassens unge.

Her peger nogle på, at øgede krav og forventninger lægger et pres på de unge, men andre advarer imod at sygeliggøre en hel generation blandt andet med henvisning til, at der stadig mangler viden om sammenhænge og årsager.

Børnepsykiatri lider af overbelastning
Når alt det er sagt, skal jeg samtidig understrege, at jeg selvfølgelig ikke taler for, at vi bare skal læne os tilbage og vente med at hjælpe vores børn og unge.

Det er indlysende, at børne- og ungepsykiatrien lider af travlhed og overbelastning, og at der er akut brug for flere hænder, bedre pårørendeinddragelse og bedre sammenhæng til de kommunale indsatser.

Og det er ligeså indlysende, at kommunerne mangler værktøjer til at forebygge, opdage og håndtere børns mistrivsel. Her er det særligt afspecialiseringen og mangel på social- og specialpædagogisk viden på skolerne og socialområdet, der bør komme i fokus. Man kan også pege på en opbygning af kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivning (PPR) som en del af løsningen.

Problemerne for fremtidige generationer er simpelthen for store til ikke at lade tiden gå. Hvis den lovede tiårsplan for psykiatrien skal blive en succes også for de unge, må der snart begynde at tegne sig sporene af nødvendige handlinger baseret på viden om problemet – og ikke bare skud i tågen.

debat@altinget.dk