Medicoindustrien: Forslagene til fremtidens beredskab er urealistiske

Af Peter Huntley
Direktør, Medicoindustrien

Coronakrisen er endnu ikke drevet over, så det er for tidligt at lave endegyldige konklusioner.

Men ser vi tilbage på de seneste tre måneder, må vi konstatere, at vi – indtil videre – er sluppet nådigt, hvad angår dødsfald i Danmark.

Årsagen kan vi endnu ikke være sikre på, men det har formentlig haft betydning, at vi har haft kompetente sundhedsmyndigheder, kompetente politikere og en befolkning, der i stor grad har fulgt anbefalingerne fra myndighederne.

Dertil kommer, at vi har haft et velfungerende offentligt-privat samarbejde, som har vist sit værd, når der skulle skaffes værnemidler, kritisk udstyr, herunder respiratorer, og tests.

Men det centrale spørgsmål, som vi må stille os selv, er: Hvordan kunne vi have forberedt landets epidemiberedskab endnu bedre? Og er disse muligheder realiserbare?

Urealiserbare idéer er på tegnebrættet
Der har været flere idéer fremme til et forbedret epidemiberedskab.

Herunder en øget egenproduktion af værnemidler, kritisk udstyr og tests, øget lageropbygning af værnemidler og kritisk udstyr, øget centralisering af processen med at skaffe værnemidler kritisk udstyr og et bedre koordineret beredskab i EU.

Idéerne virker umiddelbart gode, men bliver svære at realisere i praksis. En øget grad af egenproduktion flugter ikke med måden, hvorpå medicinsk udstyr indkøbes i Danmark og i det øvrige EU, hvor det enøjede fokus på indkøbspris alene fordrer, at leverandører opsøger de omkostningsmæssigt mest fordelagtige produktionssteder.

Det er samtidig ikke realistisk at tro, at vi på den måde kan være selvforsynende, da produktionskapacitet i så fald skal spænde over ganske mange produkttyper. Det er jo ikke givet, at den næste sundhedskrise kalder på samme udstyr, som denne krise har gjort.

Lageropbygning er svært at afgrænse
Lageropbygning, som har til formål at sikre samfundet mod at blive løbet over ende af et behandlingsbehov, der overstiger kapaciteten, er naturligvis en mulighed, men vanskeligt at afgrænse.

Ser man bort fra værnemidler, som alle epidemier kræver, kan det være vanskeligt at afgøre, hvilket udstyr lagerkapaciteten skal bestå af.

Hvilket udstyr skal regnes for kritisk udstyr, som skal være på lager? Og hvilken lagerkapacitet – det vil sige hvilken overkapacitet i forhold til normalen – skal der sigtes mod?

Det kan hurtigt blive en ganske omfattende pengebinding, der skal præsteres. Denne gang var det blandt andet respiratorer, men næste gang kan det være en helt anden produkttype, som kan blive kritisk.

Sundhed er et nationalt anliggende
Det er også blevet fremhævet, at vi i Danmark skulle have centraliseret processen bedre.

Det står i skærende kontrast til, at den koordinerede handlekraft især blev sat på skinner af de regionale indkøbere, som har indsigt i, hvordan medicinsk udstyr indkøbes.

Samspillet mellem branchen og en central koordinering af de regionale enheder viste sig – i vores optik – at være den mest effektive metode til at sikre værnemidler og kritisk udstyr til sundhedsvæsenet.

Der er ingen tvivl om, at EU har fået noget at arbejde med for at stå bedre rustet til den næste tværeuropæiske sundhedskrise.

Koordineringen af de nationale beredskabsindsatser har ikke været særlig iøjnefaldende, men det er dog samtidig væsentligt at minde om, at sundhedsområdet ikke defineres som et fælleseuropæisk anliggende.

Sundhed er et nationalt anliggende, hvilket de fleste medlemslande havde det godt med i hvert fald inden krisen.

Forventes der bedre koordinering fra EU, vil det indebære, at nationalstaterne anerkender, at EU skal blande sig i sundhedsanliggender.

Danmarks effektivitet hviler på tillid
Den danske effektivitet viste sig fortrinsvis at hvile på andre forhold end egenproduktion, lagerkapacitet, centralisering og EU-koordinering.

Den hvilede især på et særligt dansk særkende, som vi skal værne om og samtidig udnytte som en styrkeposition.

Vi udnyttede, at vi besad et højt tillidsniveau. Relativt hurtigt fandt politikerne, sundhedssektoren og industrien sammen om løsninger, der effektivt kunne mobilisere et kriseberedskab.

Vi udnyttede, at vi tillidsfuldt kunne samarbejde om at mobilisere beredskabet. Dermed bragte vi os hurtigt på forkant med epidemien, så vi forblev på den grønne kurve.

Det offentlige og private ruster hinanden
Fremtidens beredskabsplan bør derfor sætte af på denne nationale komparative fordel, som vores velfærdssamfund i høj grad er bygget på.

Vi skal sikre transparens i de beslutningsprocesser, som gennemføres, og vi skal skalere indsatsen i forhold til den samlede offentlige og private ressource. Sammen er de to sektorer godt rustet.

Med et tillidsfuldt samarbejde kan vi sikre en hensigtsmæssig arbejdsdeling, hvor hver sektor byder ind med deres unikke kompetencer.

Krisen har vist, at vi i fællesskab kan overvinde de barrierer som eksisterer, når vi har tillid til hinanden. Her ligger en spændende opgave for den nye coronastyrelse. Medicoindustriens medlemmer er klar til at bidrage.

debat@altinget.dk