EL: Vores forsyningssikkerhed stiller folkesundheden i en sårbar situation

Af Peder Hvelplund (EL)
Sundhedsordfører

Covid-19-krisen understreger endnu engang, hvorfor salget af statens vaccineproduktion og diagnosticering var en stor fiasko.

Vaccineforskning og -fremstilling er simpelthen kritisk infrastruktur, hvis vi vil bevare kontrollen over forsyningssikkerheden i en krisesituation.

I dag er vi afhængige af, at en privat virksomhed stiller sin produktion til rådighed, hvis vi er heldige. Det stiller folkesundheden i en ekstremt sårbar situation, for samfundet har ingen garanti for, at det sker, og vi har ingen garanti for, at hverken prisen bliver overkommelig eller adgangen retfærdig. 

Det samme profitmotiv, der driver lægemiddeludviklingen på det private marked, er desværre også årsag til den ringe risikovillighed, når det gælder forebyggende udvikling af blandt andet vacciner mod nye sygdomme.

Er der flere penge at hente i rynkecremer, vil investorerne føre pengene derhen i stedet for livsnødvendige behandlinger. Når udviklingen er drevet af hensyn til bundlinjen, vil der altid være tilfælde, hvor folkesundhedens interesser viger for profitkravet.

Beredskab kræver større statslig rolle
Vi ser det også på andre sundhedsområder såsom i behovet for at udvikle ny antibiotika i takt med resistensudviklingen.

Som professor ved Københavns Universitets afdeling for immunologi og mikrobiologi, Thor Theander, udtaler i Berlingske:

"Der er ikke et marked for vacciner mod sygdomme, vi ikke kender, og der er heller ikke et marked for at forebygge hændelser, ingen ved, hvornår indtræffer. Så disse opgaver er ikke videre velegnede til udelukkende at overlades til det private erhvervsliv".

Skal vi sikre et robust beredskab mod pandemier og nye sygdomme, kræver det derfor en meget større statslig rolle – både som regulator og iværksætter.

Det handler nemlig ikke blot om at træde til, når markedet glipper. For gør vi kun det, vil responsen halte kronisk bagefter.

Det handler derimod om evnen til at forme markedsretningen gennem regulering og om selv at kunne træde til, hvor regulering viser sig utilstrækkelig. 

Det offentlige har en nøglerolle som risikotager
Den offentlige sektor spiller faktisk allerede i dag en nøglerolle både som risikotager og facilitator i det meste af værdikæden.

Samfundet er langt inde over lægemiddeludviklingen fra de tidligste faser, og skatteyderne påtager sig dermed en betydelig del af den risiko, der ellers ville indgå i den kommercielle produktudvikling.

Foruden det faktum, at en betydelig del af grundforskningen finder sted på offentlige universiteter, giver staten også erhvervsstøtte til industriens forskning og udvikling, ligesom vi stiller ph.d.-studerende og patientdata til rådighed. På den måde betaler staten to gange for medicinen, inden vi køber den på markedet. 

Det har altid været Enhedslistens holdning, at samfundet skal have noget igen for sine skattefinansierede bidrag. Det skal for eksempel dikteres langt mere, hvad der skal forskes i.

Der skal laves strategiske aftaler med private virksomheder, der mod kompensation skal kunne omlægge deres produktion til at servicere staten i tilfælde af en beredskabssituation.

Der skal stilles modkrav til adgang og pris. Og offentligt udviklede patenter skal ikke gives væk gratis, men eventuelt lejes ud med krav om billig forsyning i en periode, og slutteligt skal vi selv kunne udvikle og masseproducere, når det ikke er rentabelt for de kommercielle interesser.

Risiko for mere dødelig bølge
Det endelige ansvar for at sikre eksistensen af et forsknings- og fremstillingsmiljø, der kan tjene folkesundheden både i en krisesituation og i almindelighed, er altid statens.

Det kræver, at staten kan optræde som iværksætter og som omdrejningspunkt for forskning og innovation. Hensigten er ikke, at staten skal overtage eller mikrostyre virksomheder eller sætte markedet ud af spil. Det handler om at opnå en kapacitet, hvor staten behersker alle eller de fleste led i værdikæden. 

Hvis staten har muligheden for at igangsætte forskning, udvikle og fremstille beredskabsvacciner, værnemidler og generisk medicin, vil vi få en stærkere forhandlingsposition og bedre evne til at forme markedet, bedre styr på kapitalfordelingen og ressourceallokationen og en større kontrol over forsyningssikkerheden. 

En sådan rolle for staten sikrer også, at samfundet får noget igen for de risikofyldte offentlige investeringer i lægemiddelforskningen.

På den måde sørger vi for, at samfundet og folkesundheden ikke står i bøn til en industri, der først og sidst tjener bundlinjen, og vi sørger for, at forskningsmæssige gennembrud i statslig regi kommer hele samfundet til gode.

Samfundet skal nok komme sig over covid-19-krisen – forhåbentlig før end siden. Men hvis ikke staten påtager sig et langt større og mere aktivt ansvar for den forebyggende indsats mod pandemier, vil vi være særdeles ilde stedt, næste gang en ny og mere dødelig bølge af smittefarlige sygdomme står for døren.

debat@altinget.dk