Martin Lidegaard: Danmark skal få gang i vaccine-diplomatiet

KOMMENTAR: Det er hverken udtryk for pladder-humanisme eller romantik at forære danske corona-vacciner til ulande. Det er en fremragende idé, der både giver jackpot i forhold til sundhed, økonomi og geopolitk.

Engang imellem er timing alt i udenrigspolitik.

Det var for eksempel ufattelig dårlig timing, da Danmark i foråret sendte nogle få ubrugelige respiratorer til Italien på et tidspunkt, hvor pandemien sendte titusindvis af italienere i graven – mens Kina i samme periode sendte rigeligt med masker og andet udstyr til det trængte støvleland. I Italien var det ikke svært for de populistiske partier at spinne historien om, at EU svigtede, mens kineserne hjalp. Man kunne næsten høre, hvordan tæerne krummede sig i Bruxelles, der modsat nationalstaterne ikke havde beføjelser til selv at sende noget hjælp.

Nu er historien ved at gentage sig. Verdens corona-vacciner er uhyggeligt ulige fordelt, og det er i disse uger, at de fattigste lande kender deres venner og fjender.

Det er en næsten ubærlig tanke, hvis det virkelig lykkes Kina, Rusland og andre af denne verdens regimer at overhale Vesten igen og uddele flere vacciner til de trængte ulande.

Hvis det lykkes at skabe endnu en historie om, at de rige europæiske lande har så travlt med at hamstre vacciner til de næste ti år, at man lader de mest sårbare mennesker i de mest sårbare lande sejle deres egen sø. Og dog er det præcis det, der er ved at ske.

I disse dage går blandt andet Kina og Rusland målrettet efter at donere millioner af vacciner til trængte lande i Afrika, Asien og Latinamerika og dermed fremstå som de empatiske, troværdige og solidariske partnere i den nye multipolare verdensorden.

Og hvem kan egentlig fortænke de fattige lande i at føle, at det i krisens stund er Vestens modpoler, der leverer? Især når de vestlige demokratier allerede er bagud på point, fordi Kina og Rusland også på andre områder er fremme i skoene med investeringer og lån uden at stille ubehagelige betingelser om menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption.

Forstå mig ret. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem afrikanerne får mest ud af at alliere sig med på sigt. EU leverer langt mere ulandsbistand, langt bedre handelsvilkår og et langt mere ligeværdigt partnerskab, end for eksempel Kina er parat til. Men vi bliver ikke troværdige partnere, hvis vi ikke også er klar til at være solidariske i en krisetid, hvor det ikke kun handler om at give almisser i form af få promiller fra vores egen overflod – men også at vise ægte solidaritet og interesse for de fattigste i de fattigste lande.

Alle forstår selvfølgelig, at Danmark først og fremmest er optaget af at få vaccineret sine egne borgere så hurtigt som muligt. Andet ville være mærkeligt. Men Danmark har for indeværende bestilt vacciner til 26 millioner danskere – og om kort tid vil der være fuld produktion af en lang række forskellige vacciner, så udbuddet bliver legio. Det giver ikke mening at hamstre så voldsomt.

Tænk, hvis Danmark denne gang tog den solidariske førertrøje på. Generøst bevilligede en milliard ekstra kroner i udviklingsbistand til at indløbe vacciner til de mindst bemidlede lande og afgav en del af sine egne "overskudsvacciner" på den korte bane. Og samtidig tog initiativ til, at alle lande i Europa forholdsmæssigt gav det samme beløb.

Hvor ville det give god mening i enhver forstand.

Sundhedsmæssigt er det et helt nødvendigt tiltag, for hvad hjælper det, at vi lukker Danmark ned og vaccinerer alle, hvis Covid-19 bare kan mutere gang på gang i de lande, der ikke får vacciner?

Økonomisk ville det give god mening, for hvordan få disse markeder på fode igen, hvis ikke corona er væk – og hvor meget kunne Danmark ikke vinde på eksportmarkederne, især inden for medico-området, hvis vi gjorde os gældende nu?

Udenrigspolitisk ville det give kæmpe gevinst, hvis det for en gangs skyld blev Danmark og Europa, der gav den udstrakte hånd, især til Afrika. Et diplomatisk supertræk.

Men beslutningen haster, kære regering! Nogle gange er timing alt i udenrigspolitik.  

----

Martin Lidegaard (f. 1966) er folketingsmedlem for Radikale Venstre og formand for Udenrigspolitisk Nævn. Han er tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Evidens og handlekraft: Overvejelser om sundhedsfaglig rådgivning i covid-19-krisen Evidens og handlekraft: Overvejelser om sundhedsfaglig rådgivning i covid-19-krisen Næste artikel Peter Loft efter coronaredegørelse: Sundhedsministeriet er degraderet til postkontor for Statsministeriet Peter Loft efter coronaredegørelse: Sundhedsministeriet er degraderet til postkontor for Statsministeriet
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.