Jeg er psykisk syg. Giv mig ret til aktiv dødshjælp

Grundet min neurodiverse hjerne føler jeg som menneske ikke fællesskaber på et emotionelt plan i særlig høj grad.

Jeg har store problemer med at afkode sociale koder, og jeg oplever ofte i samtaler, at min koncentration forsvinder, fordi samtalen eller samtalepartneren ikke siger mig noget.

Jeg er blevet bedre til at skjule det ved at spejle et kropssprog, der udviser interesse og engagement. Mens samtalen står på, er min hjerne formentlig i gang med at afspille top-10 af de sjoveste kattevideoer som en indre film.

Jeg er notorisk ansigtsblind og kan ikke placere mennesker, som jeg har mødt før. Og grundlæggende er jeg bange for at overtræde andre menneskers grænser, fordi jeg selv ikke ser dem eller forstår dem. Det skaber en noget ensom og ulykkelig tilværelse over tid.

Det er ikke, fordi jeg mangler venner. Men selv i selskab med tætte venner kan jeg stadig sidde og periodevis kede mig til døde.

Fravælger jeg selskabet, stiger ensomheden. Og med ensomheden kommer mismod og følelsen af at være forkert på et helt grundlæggende plan.

Når jeg er sammen med andre, føler jeg mig kun forkert i forhold til gruppen.

Omvendt slider det at kunne se, hvordan andre knytter emotionelle bånd, fordi jeg ved, at jeg mangler dem - selv om jeg ikke forstår dem. 

Jeg ved, at der mangler ”noget” inde i mig, som fratager mig muligheden for at være et helt menneske. Jeg forstår grundlæggende ikke følelser og menneskelige grænser.

Jeg forstår logik – men individuelle grænser er ikke nødvendigvis logiske. Jeg forstår fællesskaber, når jeg har en praktisk rolle i dem. Men det er nærmest umuligt for mig at føle et fællesskab.

Det skaber en menneskelig ensomhed – og mange eksistentielle tanker samt en følelse af at være anderledes. Og over en længere årrække vil det utvivlsomt også skabe en lavere livskvalitet.

For mig personligt har og er selvmordstanker en gæst, der jævnligt dukker op. Ikke som konkrete planer for handling, men overvejelser.

Og i løbet af de sidste par år er jeg begyndt at tænke over, hvordan jeg kommer herfra – og jeg tror, at jeg har indset, at jeg – med mine livsvilkår med en psykisk diagnose – næppe bliver rigtig gammel.

På et tidspunkt vil jeg være mættet af mit liv og mentalt udmattet af at leve i en verden, jeg ikke forstår eller føler.

Når den tid kommer, ville jeg ønske, at det var muligt, at jeg medicinsk kunne tage mig selv af dage. På en fredfuld måde og byde min død velkommen med åbne arme og et anerkendende nik. I stedet for at det skal ske ved et voldeligt overgreb mod mig selv.

Det ville være rart at vide, at min bortgang ikke skulle skamfere et andet menneskes psyke grundet chokket over at finde mig eller de rester af mig, som måtte være tilbage.

Derfor er jeg ubetinget tilhænger af aktiv dødshjælp. Jeg synes, at det er et værdigt tilbud at give til andre – og formentlig også et tilbud jeg selv ville takke ja til om 30 til 40 år.

Udfordringen er, at i sekundet det er vedtaget som et sundhedstilbud i Danmark, indretter systemet sig efter det.

Det er dokumenteret, hvordan man i lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, både har udvidet grupperne det omfatter, samt at flere træffer den beslutning. Og derved bliver aktiv dødshjælp i sig selv en glidebane.

Og erfaringer fra de lande er bestemt beskæmmende.

Når man ser, hvorledes debatten er inden for specialområdet i disse uger – og man ser, hvor mange fejl kommuner laver inden for specialområdet, vurderet på borgere der får medhold hos ankeklagenævnet, kan jeg sagtens forstå frygten for, at vi ender i en ubehagelig tilstand.

Nemlig der hvor man får nægtet retten til hjælpemidler, men tilbudt en løsning om aktiv dødshjælp. Eller med andre ord: Nudget til selvmord af staten.

Men i sidste ende burde vi som oplyste individer stadig have en ret til under ordnede forhold selv at kunne afslutte livet, når vi ønsker det.

Personligt håber jeg på en ordning, der for eksempel kunne eksistere i fem år med en solnedgangsklausul.

Derefter kan vi som samfund evaluere og have en mere oplyst samtale, end hvad der er muligt nu, hvor argumentet mod aktiv dødshjælp nærmest er taget ud af middelalderligt kristent livssyn, fra et ideal fra før oplysningstiden.

Vi anser livet som ukrænkeligt, og det at kunne tage ejerskab over, hvornår eget liv slutter, som noget der er dybt ulykkeligt og nærmest frastødende.

Det burde være muligt at rykke udgangspunktet i samtalen. Det udgangspunkt, som samtalen for selvmord lige nu hviler på, er ideen om, at alle selvmord er ulykkelige.

Og det er det også for de efterladte pårørende. Men for individet kan livet være så uudholdeligt – enten på grund af somatiske eller psykiske lidelser.

Men ethvert selvmord behøver ikke at være ulykkeligt. Da Anders Lund Madsen sidste år fulgte den uhelbredelige syge Prebens sidste rejse til en planlagt død, kunne jeg personligt godt forstå Preben.

At være frataget så mange aspekter af livet er svært for ”raske” mennesker at sætte sig ind i. Og det er svært at udvise den empati for mennesker, hvis perspektiver vi ikke selv kan følge.

Det, som vi skal undgå med aktiv dødshjælp, er et samfund, hvor staten opfordrer mennesker med handicap og sygdom – hvad enten det er fysisk eller psykisk – til aktiv dødshjælp.

Jeg håber derfor, at Etisk Råd tør anbefale aktiv dødshjælp, men samtidig sætter en grænse for hvor aktivt staten må ”reklamere” for tilbuddet. Og at vi efter fem år kan have en ny samtale baseret på egne erfaringer.

{{toplink}}