Jonas Herby: Ret til to døgn i barselsseng er planøkonomi ind ad bagdøren

Virker planøkonomi? Hvorfor sniger vi den så ind ad bagvejen?

Spørgsmålene kan virke polemiske, for meget, meget få danskere mener, at planøkonomi (eller en socialistisk økonomi) — som vi bl.a. kender det fra Nordkorea, Cuba og Venezuela — er en god økonomisk model for Danmark, og de ønsker derfor naturligvis ikke at snige planøkonomien ind ad bagvejen.

Alligevel tyder noget på, at Danmark de sidste 30 år har bevæget sig i retningen af mere central planlægning og mindre individuel frihed. Ikke på samme måde som i f.eks. Venezuela, hvor man har nationaliseret mange virksomheder, men på en mere subtil og snigende måde, hvor staten langsomt men sikkert fastsætter snærende bånd for, hvordan danskerne skal leve deres liv.

Vidste du for eksempel, at staten har regler for, hvor meget benplads du skal have på dit toilet (mindst 110 cm)? At du kan få en bøde på 700 kroner for at stille din cykel ulåst? Og at du skal have en statslig tilladelse for at måtte udføre en lang række erhverv (f.eks. rutekørsel med bus, kørsel med gods mv.).

Det planøkonomiske islæt kommer også til udryk i statens regler for sig selv. F.eks. skal bygherren på et statsligt byggeri bruge 1,5 % af håndværkerudgifterne på kunst og efterleve en lang række andre detaljerede regler (Bygningsstyrelsen skriver på deres hjemmeside, at ”reglerne er ret detaljerede, og vi henviser til cirkulærets tekst”).

Det er jo ikke, fordi jeg har noget imod kunst i bygninger. Jeg mener tværtimod, at det er vigtigt for medarbejdere og besøgendes trivsel. Men bør man ikke have tillid til, at de ansvarlige for byggeriet godt kan klare det uden en rigid regel? Cubanerne har jo heller ikke noget imod landbrug, og alligevel ødelagde den centralistiske planlægning landbruget på Cuba.

Et andet og meget aktuelt eksempel er regeringens forslag om, at alle skal have ret til mindst to døgns indlæggelse, efter at de har født. Her fratager man sundhedspersonalet ansvaret for at vurdere, hvem der har behov for indlæggelse, og hvem der sagtens kan klare sig derhjemme. Og man omgør fra centralt hold en beslutning, som er truffet af regionalt valgte politikere.

Listen over mærkelige og skadelige regler i Danmark er lang (det er heller ikke tilladt frit at købe landbrugsjord!). Men uanset hvor mange regler man remser op, vil der nok altid være én og anden, der råber ”cherry picking!!”.

Lad os derfor se på lidt fakta. En opgørelse af udviklingen af regelmængden siden 1989 viser, at der er næsten tre gange så mange regler i dag, som der var i 1989 (figuren nedenfor er fra opgørelsen). Hvis udviklingen fortsætter, vil der være mere end 20 gange så mange regler, når vi dør, som da vi blev født.

(Artiklen fortsætter under figuren)

Nu er der jo intet i vejen med regler som sådan. Regler er nødvendige for at beskytte den enkelte mod overgreb. Og f.eks. beskyttelse af den private ejendomsret er hele grundlaget for, at vi i dag har et rigt samfund baseret på markedsøkonomi. Men når staten laver regler for, hvilke produkter danskerne skal og må købe, og hvordan virksomhederne skal servicere og producere til borgerne, så er reglerne med stor sandsynlighed skadelige for samfundet som helhed.

I planøkonomiske lande som Nordkorea, Venezuela og Cuba har staten nationaliseret mange virksomheder for derigennem at styre, hvad og hvordan virksomhederne skal producere deres varer og tjenester. Regulering kan fungere som et alternativ til nationaliseringer, fordi man — uden at eje virksomhederne — via reguleringen kan styre, præcis hvad og hvordan virksomhederne producerer.

I Danmark er vi langt fra noget, der minder om en planøkonomi. Men det er tydeligt, hvad fortegnet bliver på danskernes velstand, når mængden af regulering stiger. Der er således masser af forskning, der dokumenterer, at effekterne af omfattende regulering har konsekvenser, der minder om effekten af planøkonomi.

Det vil sige fattigdom [se her] og elendige forhold for samfundets dårligst stillede [se her].

-----------------

Jonas Herby er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering, men han påtaler også gerne, når han oplever ressourcespild eller prioriteringsproblemer i den offentlige sektor. Jonas er cand.polit. og har tidligere arbejdet i konsulenthusene COWI og Incentive.