Læger: Svære samtaler om døden skal anerkendes som sundhedsfaglig kompetence

Af Stine Novrup Clemmensen og Kristoffer Marså
Læge, Ph.d. afdeling for Blodsygdomme Rigshospitalet, Projektleder på ”Samtale om liv og behandling” og Overlæge, Arresødal Hospice, Speciallæge i lungemedicin, Fagområdespecialist i palliativ medicin

Siden overlæge Morten Ziebell med kronikken ”Hvorfor må man ikke dø mere?” satte gang i debatten om meningsløse behandlinger i sundhedsvæsenet, har flere fagpersoner og politikere anerkendt problematikken.

Man diskuterer muligheden for, at borgere online skal kunne frabede sig genoplivning ved hjertestop, og der sættes spot på behovet for mere rettidige samtaler med patienterne, når de er uhelbredeligt syge. Det er glædeligt, at Folketinget netop disse dage drøfter, hvordan disse samtaler kan integreres ind i patientforløbene og måske endda indføres som en patientrettighed.

Handler om mangel på kompetencer - ikke vilje

Vores erfaring fra det daglige kliniske arbejde og fra forskningen er, at de fraværende samtaler ikke skyldes manglende vilje - men manglende kompetencer, ledelsesmæssigt fokus og organisatorisk understøttelse.

Vores bekymring er, at man fristes til at imødegå behovet for mere systematiske og rettidige samtaler med forsimplede løsninger. Som eksempelvis en standard konsultation tilføjet en checkliste. Så er vi da sikre på, at alle får ”samtalen” ikke?

Men det er ikke så simpelt. Udfordringen er, at denne type af samtale kræver noget, som vores sundhedsvæsen er i underskud af: Tid, kommunikationsfærdigheder og kontinuerlige, trygge relationer mellem et team af sundhedsprofessionelle og så patienten og den pårørende.

Det tager tid at opbygge tillid, og det kræver tid og nærvær at være sammen i sårbarhed, når livets alvor træder frem. 

Derfor er en checkliste er ikke løsningen. En internetside, hvor man kan afkrydse ”ingen genoplivning – tak” vil heller ikke bringe os nærmere idealet, hvor patienten og den pårørende, i dialog med den sundhedsprofessionelle, ændrer behandlingens mål i takt med, at sygdommen forværres - og hvor det største ønske måske ender med at være at opnå en værdig død.

Vi skal tale sammen

Løsningen er enkel og mulig: Vi skal tale sammen. Vi skal tale om frygt og håb. Vi skal tale om forventninger til behandlinger. Vi skal tale om, at når syge og svækkede dør, er det ikke en fejl, der skal fikses, men et vilkår.

Det kræver, at vi anerkender eksistentielle kommunikationsfærdigheder som en sundhedsfaglig kompetence. At anerkende, at lindrende behandling, herunder at tale sammen om, hvilke behandlinger der er mulige, og hvilke der ikke længere giver mening, kræver faglighed, helt lige som det kræver faglighed at bygge et hus eller at opfinde en vaccine.

Hvis vi skal stoppe meningsløs behandling, skal vi kunne – og turde - tale om hvad der giver mening, også i den sidste del af livet.

Kommunikationen skal trænes

Gennem projekterne CAPTAIN på Nordsjællands Hospital og ”Samtale om liv og behandling” på Rigshospitalet har vi fået erfaring med – og viden om, hvad det rent faktisk kræver at komme fra ord til handling:  Det sundhedsfaglige personale skal trænes i kommunikation.

For ligesom læger ikke er født med evnen til at fjerne en blindtarm, så kræver også disse samtaler tekniske færdigheder. Der er grunde til navnet ”den svære samtale”: Den indeholder svære følelser: Frygt, sorg, vrede, angst, skuffelse.

Vi skal træne at turde åbne op for – og være i det sårbare rum med patienter og pårørende. På Rigshospitalet foregår denne træning sammen med erfarne skuespillere. Her afprøves og reflekteres over, hvordan samtalen om patienters prognose kan ske med respekt for, at ikke alle ønsker at vide alt og med en omsorg, der sikrer, at ingen patienter overvældes. Denne type af samtaler er ikke ”one size fits all”.

Derudover er organisatorisk understøttelse og systematik nødvendig for at sikre, at der findes tid til at lære hinanden at kende. At opbygge relationer og tillid.

Man skal mødes mere som menneske og mindre som patient

Det skal være muligt at skabe et uforstyrret rum, hvorfra travlheden kan lukkes ude. Gerne tværfagligt, med både lægen og sygeplejersken, der ofte kender mere til både patienten, dennes familie og symptomerne fra sygdomsforløbet end lægen gør.

Samtalernes timing har også betydning: Vores erfaring er, at denne type samtale fungerer bedst, når patienter og pårørende har mulighed for at forberede sig, så de ikke bliver overrumplede på et tidspunkt, hvor de er sårbare og stærkt svækkede. Patienterne skal forberedes på indholdet i samtalen, heriblandt de svære spørgsmål: ”Hvad er dit mål med behandlingen? Hvad er vigtigst for dig, hvis din sygdom bliver værre?”

Efter disse samtaler fortæller patienter og pårørende, at de føler sig mødt mere som menneske og mindre som patient. Væsentligt er også, at samtalerne ikke bare åbner for en drøftelse med det sundhedsfaglige personale om ønsker for behandling eller ophør af samme.

Samtalerne åbner også for en drøftelse i familierne, som er svær selv at tage hul på. Mange har ikke haft modet til at kaste sig ud i disse samtaler i familien trods mange års sygdom.

Kan reducere udsigtsløs behandling

Denne type af samtaler viser sig samtidig at kunne reducere forbruget af ressourcer på meningsløst at fragte alvorligt syge mennesker til undersøgelser og behandlinger, som ikke vil gavne dem.

Et dansk studie viste, at mennesker som var døde af kræft, havde mindre risiko for at have modtaget kemoterapi helt op til livets afslutning, hvis de var tilknyttet en specialiseret palliativ afdeling.

I palliativ medicin er samtaler om værdighed og håb en del af behandlingen. Der er fortsat behov for mere viden om effekten af disse samtaler og i det hele taget mere forskning i, hvordan vi skaber en højere kvalitet i patientbehandlingen i livets sidste tid.

Kræver ambitiøs løsning

Mange af os bliver gamle og svækkede. Mange oplever tab af værdighed, mange oplever lidelse. Dette er vilkår. Men værdighedstab og lidelse kan lindres.

Det kræver en ambitiøs løsning, hvis vi skal have ”samtalen” implementeret i sundhedsvæsenet, så flere mennesker, ramt af alvorlige sygdomme, inddrages i deres behandling, og flere pårørende forberedes på en tid og en sorg, der kommer. Det vil kræve et løft af de kommunikative kompetencer og bedre mulighed for at danne relation mellem sundhedsprofessionel, patient og pårørende.

At tale sammen, også om svære spørgsmål, som ønsker for den sidste tid, er muligt – men ikke simpelt. Vi håber derfor, at de politiske løsninger vil tage højde herfor.

{{toplink}}

debat@altinget.dk