Kora-forskningschef: Det fragmenterede kommunale sundhedsvæsen
DEBAT: Der er mange forskellige chefniveauer involveret i det kommunale sundhedsvæsen – og sundhedschefen er ofte ikke den mest relevante chef at tale med, hvis emnet er sammenhæng. Dét skaber udfordringer, skriver Pia Kürstein Kjellberg fra Kora.
Af Pia Kürstein Kjellberg
Analyse- og forskningschef i KORA
I diskussionen af sammenhæng opererer vi typisk med tre forskellige typer af aktører: Sygehuse, almen praksis og kommunerne. Spørgsmålet er imidlertid, om vi har et klart billede af det kommunale sundhedsvæsen – og om man kan tale om én aktør.
Mange kommuner har ansat en sundhedschef, men det er meget forskelligt, hvad sundhedschefen er chef for. Ofte er ansvaret afgrænset til de forebyggende indsatser og centreret omkring et sundhedscenter. I diskussionen af sammenhæng i det nære sundhedsvæsen er det imidlertid ikke så meget sundhedscenteret, som det er hjemmesygeplejen og hjemmeplejen, det er relevant at samarbejde med.
Og de er typisk ikke organiseret under sundhedschefen – men derimod under ældrechefen.
Internt i kommunerne er det ofte en stor udfordring at skabe sammenhæng i indsatsen til den enkelte borger/patient, fordi sygeplejersker, terapeuter og social- og sundhedspersonale er ansat i hver deres faglige søjle og opererer under hvert deres lovgrundlag med hver deres faglige chef.
Den tværfaglige indsats, der skal forebygge indlæggelse og sikre genoptræning og rehabilitering efter udskrivelse, er udfordret af, at personalet ikke mødes, og at der ikke er ét tværfagligt team, der samarbejder omkring den enkelte borger/patient.
Tag højde for flere aktører
Der er sket betydelige forbedringer inden for det seneste ti-år, blandt andet som følge af kommunernes arbejde med rehabilitering. Men der ses fortsat store udfordringer med at samordne indsatsen på tværs af de faglige søjler, chefdomæner og lovgrundlag.
Når udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal komme med sine anbefalinger, er det vigtigt, at de adresserer og tager højde for, at det kommunale sundhedsvæsen ikke er én aktør. Kommunerne har – i modsætning til almen praksis – et ledelseslag, som man kan kommunikere med – og det er muligt at træffe bindende aftaler med en kommune.
Internt i kommunen er der imidlertid ikke den koordination og sammenhæng, som man som udenforstående kunne forvente. Borger/patientforløbet er fragmenteret ned i enkeltydelser, der leveres af mange forskellige organisatoriske enheder, hvis indsats ofte ikke er koordineret.
Der er ikke ét, men mange forskellige chefniveauer involveret – og sundhedschefen er ofte ikke den mest relevante chef at tale med, hvis emnet er sammenhæng.
Når udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal komme med sine anbefalinger om, hvordan vi skaber sammenhæng i patientforløb, er det vigtigt at adressere den heterogene, kommunale sundhedsorganisation – og ikke forledes til at tro, at det kommunale sundhedsvæsen er én aktør.
DH: Det nære sundhedsvæsen – også for mennesker med handicap
Apotekerforeningen: Den vigtigste opgave er at få alle kræfter i spil
