Bertel Haarder: Det er på tide, at vi ændrer vores krampagtige hovedet-i-busken-forhold til døden
(Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)
Døden er ikke altid det værste. Men i det danske sundhedsvæsen lader vi lægeforstanden overskygge menneskeforstanden i frygt for døden, skriver Bertel Haarder (V) med udgangspunkt i flere personlige oplevelser.
Som sundhedsminister var jeg dybt berørt af en oplevelse på Rigshospitalets neonatalafdeling for tidligt fødte børn.
Jeg spurgte, hvorfor man holdt liv i bittesmå fostre med stor risiko for multihandikap resten af livet og fik et helt uantageligt svar: "Fordi vi kan". Læs det igen: "Fordi vi kan". Et håbløst og helt uantageligt svar.
Det berørte mig ekstra dybt, fordi min kone og jeg bedre end de fleste ved, hvad perspektivet er. Vi har en søn, der blev multihandikappet som følge af kræftbehandling. Vi fik et blik for, at døden ikke altid er det værste. Og at nogle læger har mere menneskeforstand end andre.
Som sundhedsminister blev jeg også stærkt provokeret af at erfare, at der på plejehjem blev opsat hjertestartere. Hjertestop kan jo i visse tilfælde være den mest nådige udgang på et terminalt sygdomstilfælde.
Når lægeforstanden overskygger menneskeforstanden
Den aktuelle debat i anledning af Morten Ziebells debatindlæg i Altinget 3. januar har bekræftet, at der faktisk sker genoplivninger i tilfælde, hvor det ikke burde være sket.
Som han klogt skriver, kan det hænge sammen med, at ingen tør tage ansvaret for at opgive behandlingen. Man dækker sig ind ved at gøre, "hvad man kan," og lader lægeforstanden overskygge menneskeforstanden.
Derfor er det godt, at der i Folketinget og regeringen synes at være bred enighed om, at man skal kunne fraskrive sig livsforlængende behandling, og at den beslutning skal være tilgængelig i de afgørende øjeblikke, hvor valget skal træffes.
Men der er heldigvis ikke enighed om regeringens forslag om, at det kun gælder over 60-årige. Det synes mindre velovervejet. Det vigtigste er, at det er gået hul på bylden, så vi får en åben og ærlig debat om døden, hvor man ikke bliver jordet, hvis man stiller spørgsmål ved visse dødsudsættelser og dertilhørende lidelser.
{{toplink}}
Ikke alle coronadødsfald er en katastofe
Det var også dejligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) ved det allersidste coronapressemøde åd sine egne ord i sig fra det allerførste coronapressemøde, da hun udtrykkeligt understregede, at ethvert coronadødsfald ikke er en katastrofe. Sådan som Morten Ziebell også understregede i sit modige og menneskekloge debatindlæg.
Det er menneskeligt forståeligt, at den nye trussel – coronaen – alt for længe kom til at overskygge alle de gamle, tilvante trusler. Sådan er det også med de trusler, der udgår fra atomkraft, sammenlignet med de trusler, der udgår fra kulafbrænding. Den kendte trussel har vi vænnet os til.
Debatten om døden i anledning af coronadebatten kan forhåbentlig føre til en varig ændring i vores krampagtige hovedet-i-busken-forhold til døden. Jeg har selv siddet ved et dødsleje, hvor der ikke blev talt om døden. Det var det mest bekvemme at snakke løs om alt muligt ligegyldigt. Så kom der heldigvis en klog ven på sygebesøg. Han tog den døende i hånden, så han ikke skulle være helt alene.
Det var menneskeklogskab og bedre end alle mulige ord og livsforlængende behandlinger.
Dansk Sygeplejeråd: Der mangler nuancer i debatten om dokumentation
Sygeplejersker: Tolkeregler forringer ikke-vestlige ældres adgang til sundhedsvæsenet
