FOA: Det nære sundhedsvæsen tager udgangspunkt i den enkelte

Af Karen Stæhr 
Formand for FOAs social- og sundhedssektor

Social- og sundhedspersonalet er med sine godt 100.000 medarbejdere rygraden i det nære sundhedsvæsen. Og her oplever man, at opgaverne har ændret sig markant i løbet af de senere år.

Patienter bliver udskrevet fra sygehusene efter næsten halvt så mange indlæggelsesdage som i 2000. Antallet af kronisk syge borgere er steget markant, og mængden af ældre med demens forventes at blive næsten fordoblet i løbet af de næste 25 år.

Det stiller nye krav til den måde, vi organiserer det nære sundhedsvæsen i kommunerne på, hvis ikke borgerne skal falde imellem de to stole, som det regionale og det kommunale system stadig udgør.

Sundhedskoordinator sikrer overgangene
For mange borgere er sundhedsvæsenet en svært tilgængelig størrelse. Nogle får forkert hjælp – både for meget og for lidt. Andre får forkerte tilbud.

Det nære sundhedsvæsen skal have den enkelte borger som omdrejningspunkt. Det er borgerens sundhedsbehov, der skal sætte rammen for, hvordan sundhedsopgaverne skal løses.

Og her taler vi om alle de tilbud, der er nære på borgeren - hjemmeplejen, plejecentre, de praktiserende læger, rehabilitering, genoptræning med videre.

Mange kan ikke gennemskue, hvorfra hjælpen skal komme. Derfor har FOA, som ét ud af ti forslag, argumenteret for, at der etableres en koordinatorfunktion, som kan fungere som borgernes indgang til det nære sundhedsvæsen.

De borgere, der ofte er i kontakt med det nære sundhedsvæsen, bør få en sundhedskoordinator, der følger dem og sikrer, at de får den rette hjælp – uanset hvilket system hjælpen skal komme fra.

Sundhedskoordinatoren kan både hjælpe borgeren i forhold til kommunens tilbud, men kan også fungere som brobygger mellem kommune og sygehus i forbindelse med indlæggelse.

Når ældre borgere bliver udskrevet hurtigt fra hospitalet, er det vigtigt, at hjælpen er der med det samme, de kommer hjem. Det kan en sundhedskoordinator sikre.

Det kræver dog handling nu. For imens vi diskuterer, om ordningen skal etableres på den ene eller den anden måde, så er der konstant borgere, der kløjes i systemerne og falder i et hul mellem flere systemer.

Borgernes hjem skal ikke være en banegård
Langt de fleste opgaver skal løses i et tæt samspil mellem borgerne og medarbejderne, der arbejder i det nære sundhedsvæsen.

Sundhedsvæsenet skal være gennemskueligt og imødekommende, og hver borger skal møde så få medarbejdere som muligt. Det skaber tryghed, at det er kendte ansigter, der kommer i borgerens hjem.

Så i stedet for fagkrige og vanetænkning skal kommunerne i højere grad sikre, at det er de samme medarbejdere, der træder ind ad døren hos eksempelvis den ældre, så de ældres hjem ikke omdannes til en banegård med et konstant rend ind og ud af dørene.

Brug alles kompetencer
Fra 1. januar i år er social- og sundhedsuddannelserne ændret for at imødekomme de udfordringer, som det nære sundhedsvæsen står med. Det er sket på initiativ fra KL i samarbejde med Danske Regioner og FOA.

Fremover vil social- og sundhedshjælperuddannelsen rette sig mod opgaver i hjemmet for at sikre et godt dagligt liv. Social- og sundhedsassistentuddannelsen er blevet skærpet i forhold til det tværsektorielle samarbejde og sundhedsopgaverne i kommunerne, psykiatrien og på hospitalerne.  

For at det nære sundhedsvæsen fungerer optimalt, skal alles kompetencer bruges fuldt ud og ikke som i dag, hvor 3 ud af 10 social- og sundhedsmedarbejdere i kommunerne oplever, at der er opgaver, som de godt kan løse, men ikke får lov til at løse.

Det har kommunerne simpelthen ikke råd til at overhøre.

debat@altinget.dk